Fyn kan få landets første fabrik til grønt jetbrændstof
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et anlæg, der kan forvandle gylle og halm til grønt flybrændstof, kan være på vej til Fyn. En rapport fra Syddansk Universitet viser, at miljørigtigt brændstof til fly er realistisk inden for en overskuelig fremtid.
Et forskerhold fra Syddansk Universitet offentliggør tirsdag en rapport om muligheden for at producere bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark.
Forskerne konkluderer, at muligheden for at fly kan bruge biobrændsel i stedet for C02-belastende flybrændstof ikke er så langt væk som hidtil antaget. Ifølge rapporten har Fyn alle muligheder for at huse landets første anlæg til produktion af det grønne brændstof til fly.
- Jeg vurderer, at der er stor sandsynlighed for, at en jetbrændstofsfabrik kan ligge ved Fjernvarme Fyn. Den måde som Fjernvarme Fyn har tænkt fremtidens fjernvarme på passer rigtigt godt til det her, siger professor Henrik Wenzel, der står i spidsen for forskerholdet på SDU, til TV 2/Fyn.
Forskere om grønt flybrændstof: Vi har, hvad der skal til
Det er ifølge en gruppe SDU-forskere sikkert, at vi nu kan lave grønt flybrændstof. SAS ser positivt på at kunne bruge det.
Vi er særdeles tæt på at kunne producere bæredygtigt brændstof til fly. Det afhænger blot af, om det kan produceres i store nok mængder.
Det vurderer to forskere fra Syddansk Universitet. De står bag en foreløbig rapport, der viser mulighederne for at fremstille bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark.
- Teknisk har vi det, der skal til. De her anlæg findes rundt omkring i verden, så vi kunne lige så godt bygge sådan et anlæg i Danmark i dag, siger Anders Winther Mortensen, ph.d og førsteforfatter på rapporten om grønt flybrændstof.
Det samme vurderer Henrik Wenzel, der står i spidsen for forskerholdet.
- Rapporten viser, at det er meget realistisk. Jeg vil endda sige, at det er sikkert, for vi baserer det på eksisterende teknologi, siger Henrik Wenzel.
Anders Winther Mortensen understreger, at det i dag kun er muligt at lave brændstoffet i små mængder. Det laves af biogas fra eksempelvis kolort, og det er der ikke nok af i Danmark til at dække flyenes behov.
Løsningen er at spalte kolorten med brint. Forskernes målsætning er, at det skal være muligt i 2025.
- Det er vigtigt, at vi får brint ind i vores brændstof, for hvis vi ikke gør det, har vi ikke biomasse nok til at dække vores forbrug, siger han.
Dyrere produkt
Nature Energy producerer biogas og er med i projektet om grøn flybrændstof. Koncernens opgave er nu at udvikle en metode til at lave endnu mere biogas end i dag.
- Der skal produceres biogas nok nu. Vores opgave er at bygge biogasanlæg og producere så meget, at grundbestanddelen er tilgængelig for det her brændstof, siger direktøren i Nature Energy, Ole Hvelplund.
Brændstoffet kommer ifølge Anders Winther Mortensen til at koste omkring to til tre gange så meget, som almindeligt flybrændstof koster.
Alligevel ser flyselskabet SAS positivt på muligheden for at bruge det i den nærmeste fremtid.
- SAS har en klar ambition om at stimulere markedet for netop alternative, bæredygtige brændstoffer, da prisen lige nu er 3 til 4 gange højere end traditionelt flybrændstof, siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS.
Rapporten om grønt flybrændstof er lavet med sammenslutningen Nisa og ingeniørvirksomheden Niras og med penge fra en række virksomheder, herunder SAS og Nature Energy.
Slut med kul
Fynsværket skal udfase produktionen af kul inden 2025 og derfor ville en flybrændstoffabrik passe perfekt til Fjernvarme Fyn.
- Vores fjernvarmeselskab har et af de sidste kulfyrede kraftværker, og vi har besluttet, at vi skal være kulfrie senest i 2025. Så vi skal have erstattet vores tabte kulvarme med noget andet. En model kunne være, at man placerede en flybrændstoffabrik som nabo til vores anlæg, så vi kunne høste overskudsvarmen fra produktionen, siger direktør for Fjernvarme Fyn Jan Strømvig til Politiken.
Brug for overskudsvarmen
At fremstille flybrændstof er en kompliceret proces, der blandt andet kræver adgang til rigeligt organisk affald - for eksempel fra landbruget - og et godt fjernvarmenet. Begge dele findes på Fyn.
- Infrastrukturmæssigt er det hele på plads på Fyn. Der er en stor gasrørledning, højspænding og mulighed for at sejle brændstoffet væk med skib, forklarer Henrik Wenzel.
SDU-forskere kan være tæt på at udvikle grønt flybrændstof
Ny rapport antyder, at det er muligt at fremstille klimavenligt flybrændstof i Danmark ved hjælp af biogas.
Et dansk forskerhold fra Syddansk Universitet offentliggør tirsdag en foreløbig rapport, der antyder, at det er muligt at fremstille bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark.
Opskriften kan lyde på en blanding af blandt andet CO2, brint og den biogas, som afgasses fra gylle, halm og fødevareaffald.
Det skriver Politiken tirsdag.
Rapporten er lavet i samarbejde med den nordiske luftfartsbranche og konsulentvirksomheden Niras. Den er blevet gennemgået af et stort antal eksterne eksperter og aktører i energibranchen. Og langt de fleste er positive.
- Vores rapport viser, at teknologien til at fremstille bæredygtigt flybrændstof i Danmark og i Norden er til stede, så vi kan påbegynde etableringen af produktionen inden for få år, og at det er en bæredygtig, attraktiv og mængdemæssigt tilstrækkelig løsning på globalt niveau, siger professor Henrik Wenzel, der står i spidsen for forskerholdet, til Politiken.
Den komplicerede proces bygger blandt andet på adgang til rigeligt organisk affald - for eksempel fra landbruget - og et godt fjernvarmenet.
Begge dele findes i Danmark. Idéen er, at biogas fra gødning, halm, madaffald eller spildevand tilføres brint, som man får ved at spalte vand i ilt og brint ved såkaldt elektrolyse.
Resultatet er brændstoffer, der kaldes electrofuels. Og de kan bruges til klimavenlige alternativer til blandt andet flybrændstof.
Samtidig dannes der overskudsvarme, der kan bruges til industri eller boliger.
Ida Auken, der er klimaordfører for Radikale Venstre og formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, finder projektet interessant. Også fordi energiforbruget undervejs kan komme fra grønne kilder som vind.
- Det er vigtigt, at vi bakker dette og lignende projekter op politisk. Dels ved at sikre, at rammevilkårene er rigtige, og dels at komme den stigende efterspørgsel efter vindenergi i møde ved at bygge flere havvindmølleparker, siger Ida Auken.
Luftfartsbranchen er i dag et af klimakampens største problembørn, da den endnu ikke har fundet en sikker måde at sænke sin udledning af drivhusgasser på.
- Vi ser derfor meget positivt på, at ny viden på området viser, at electrofuel er et bæredygtigt brændstof, som realistisk set kan tages i anvendelse inden for en overskuelig fremtid, skriver Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i luftfartsselskabet SAS, i en mail til Politiken.
Biobrændstof til fly bliver produceret ved at biogas fra gødning, halm, madaffald eller spildevand tilføres brint, som man får ved at spalte vand i ilt og brint ved såkaldt elektrolyse. Resultatet er brændstoffer, der kaldes electrofuels, som kan bruges som et klimavenligt alternativer til blandt andet flybrændstof.
Udover Odense bliver også Hvidovre og Benzinøen i København nævnt som mulige placeringsmuligheder til en fabrik til grønt flybrændstof.
- Vores kernekompetence er at lave varme og el, men ikke at producere flybrændstof. Men et samarbejde med en sådan fabrik ville passe perfekt ind hos os, da vi ville få mange afledte effekter af en flybrændstoffabrik - blandt andet overskudsvarme til vores forbrugere, siger Jan Strømvig fra Fjernvarme Fyn.