Fynboer får Europas hurtigste internet: 11 gange stærkere end før
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nu kan fynboerne se frem til en bredbåndshastighed, som kan nå helt op til 1.000 Mbit/s. Til sammenligning er hastigheden nu i gennemsnit på 90 Mbit/s. per husstand.
Du trykker på knappen. Du trykker igen - og igen. Lige pludselig har du åbnet et utal af vinduer på din skærm. Internettet var simpelthen for langsomt.
Flere områder på Fyn har en dårlig internetdækning. Derfor gøres der nu noget ved problemet. Mange teknikere har i disse uger travlt med at opgradere Fyns kabelnet, så de første YouSee kunder på kabelnettet kan få bredbåndshastigheder på op til 1.000 Mbit/s, hvilket er 11 gange så meget, som en almindelig husstand har i dag.
Den store opgradering betyder, at Fyn, som nogle af de første i Europa, får adgang til den nyeste bredbåndsteknologi.
Der kommer fuld knald på bredbåndsnettet, når teknikere fra YouSee er færdige med at installere nyt udstyr i de mørkegrå teknikskabe, der binder Fyns kabelnet sammen. Når det sidste skab er opgraderet i løbet de næste par uger, har YouSees kunder på kabelnettet fået adgang til fremtidens bredbåndsteknologi kaldet gigabredbånd.
- Vores kunder efterspørger høj stabilitet og god kvalitet, og fremtiden bliver blot endnu mere digital. Derfor opgraderer vi hele vores kabelnet til et giganet, så vi kan tilbyde bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit/s. til halvdelen af de danske husstande. Samtidig indbygger vi nye overvågningsalarmer, der gør det muligt at fejlrette, før kunden opdager det. Det vil øge stabiliteten, fortæller Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.
Bredbåndspulje til hurtigt internet mere end fordobles
Bredbåndspuljen, der giver tilskud til at få hurtigt internet, hæves fra 40 til 100 millioner kroner i år. Syv ud af ti fynske kommuner har søgt.
Flere husstande og virksomheder vil få tilskud til at udskifte en dårlig internetforbindelse til en hurtigere.
Regeringen og Dansk Folkeparti afsætter nemlig yderligere 60 millioner kroner til at give flere hurtigt internet i år.
- Det betyder, at der bliver 100 millioner kroner til fordeling - ikke mindst i de områder, hvor det i dag er meget, meget svært at få etableret bredbånd, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
- Man kan hverken fungere som familie eller som virksomhed uden en ordentlig forbindelse.
Bredbåndspuljen blev oprettet af Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti i 2016. Der blev afsat 200 millioner kroner over fire år: 80 millioner kroner det første år og 40 millioner kroner årligt frem til 2019.
DF har foreslået at øge puljen med ekstra 500 millioner kroner.
- Vi er kommet et stykke ad vejen med aftalen i dag, og det glæder mig. Desværre er vi ikke i mål endnu, siger teleordfører Jan Rytkjær Callesen (DF).
Ministeren medgiver, at de yderligere 60 millioner kroner ikke løser alle problemer.
- Men der er cirka 4000 husstande, som ellers ikke ville kunne få en hurtig forbindelse, som nu får bredbånd. Det er meget tilfredsstillende, siger han.
Kritik af millioner til hovedstaden
Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer 48 kommuner i hele landet, har kritiseret udmøntningen af puljen, fordi mange ansøgninger fra yderområder er blevet afvist, mens der er givet millioner til hovedstaden.
Forholdt den kritik, siger Lars Christian Lilleholt:
- Når vi har gennemført dette års uddeling af puljen, vil vi sætte os ned og se på, om der er mulighed for at stramme op på kriterierne.
Tilskud fra bredbåndspuljen tildeles på baggrund af fem objektive kriterier om blandt andet projektets størrelse, pris og andel af egenbetaling.
Spørgsmål: Så du er åben for at lave kriterierne om, så tilskud i højere grad går til yderområder?
- Jeg er åben over for at tage en diskussion om, hvordan vi sikrer den bedst mulige anvendelse af de her penge, siger ministeren.
- Der er udfordringer i landdistrikter og på øer, men der er også områder i de store byer, hvor husstande ikke har en ordentlig bredbåndsforbindelse.
Bredbåndspuljen er en forsøgsordning. Effekten er under evaluering, og det er endnu ikke besluttet, om midlerne for 2018 og 2019 skal udmøntes. Det ændrer den nye aftale ikke på, fastslår ministeren:
- Så langt er vi ikke nået endnu.
De ekstra 60 millioner kroner bliver finansieret af statens reserver.
Fynske ansøgninger
Assens Kommune: 4
Faaborg-Midtfyn Kommune: 5
Kerteminde Kommune: 4
Nordfyns Kommune: 1
Nyborg Kommune: 2
Odense Kommune: 5
Svendborg Kommune: 6
Dertil kommer 3 ansøgninger fra Vejle Kommune og 1 fra Billund Kommune.
Note:
Mange af projektansøgningerne berører områder på tværs af kommunegrænser, og de bliver derfor talt med to gange i ovenstående opgørelse. Der samlet set 24 projektansøgninger fra Region Syddanmark, men da flere projekter sker på tværs af kommuner, optræder de som 31 projekter.
Fakta om bredbåndspuljen
- Bredbåndspuljen er en del af politiske aftale om "Vækst og udvikling i hele Danmark" fra februar 2016. Puljen er på i alt 200 mio. kr. I 2016 er der afsat 80 mio. kr., og i 2017-2019 er der afsat 40 mio. kr. om året.
- Puljen er målrettet områder, hvor der ikke er adgang til bredbåndshastigheder på mindst 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload. Der er et krav om en egenfinansiering på minimum 2.000 kr. fra hver deltager.
- Der kan gives tilskud til infrastruktur, der senest i 2020 skal kunne levere 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload.
- I 2016 blev der givet tilskud til 31 projekter i 21 kommuner, hvoraf der blev givet delvist tilskud til et enkelt projekt. Projekterne var geografisk fordelt over store dele af landet, og vil give bedre dækning til godt 3.700 adresser.
- Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 10/2 Mbit/s – vægtning 25 pct.
- Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 5/1 Mbit/s - vægtning 25 pct.
- Projektets størrelse - vægtning 20 pct.
- Totalprisen per tilslutning - vægtning 10 pct.
- Andel af egenbetaling- vægtning 20 pct.
Ansøgningsrunden i 2017
- Årets ansøgningsrunde løb fra 31. marts til 14. september 2017. Energistyrelsen har holdt informationsmøder for ansøgere i Brønderslev, Mørke, Holstebro, Sorø, Ringe og Hornsyld, samt workshops for kommuner i Randers og København.
- Der er modtaget 72 ansøgninger om tilskud på i alt knap 150 mio. kr. Ansøgningerne vedrører omkring 5.700 adresser:
- Region Syddanmark 24
- Region Sjælland 15
- Region Nordjylland 2
- Region Midtjylland 10
- Region Hovedstaden 22
- Fordelingen af ansøgninger på kommuner kan ses via det følgende link: [tabel]
- Energistyrelsen vil nu gennemgå ansøgningerne. Det forventes, at resultatet af ansøgningsrunden er klart i begyndelsen af november 2017.
Fakta om den generelle bredbåndsdækning i Danmark
Danmark har en national målsætning om, at alle boliger og virksomheder senest i 2020 skal kunne få en bredbåndsforbindelse med en hastighed på mindst 100/30 Mbit/s.
Der er generelt en god dækning med hurtig bredbånd i Danmark. Bredbåndskortlægningen for 2016 viser, at 88 pct. af alle boliger og virksomheder nu er dækket med højhastighedsbredbånd med hastigheder på mindst 100/30 Mbit/s. Men der er forskel fra region til region, og der er lokalområder over hele landet med dårlig dækning.
Kilde: Energistyrelsen: Bredbåndsdækningen i Danmark 2016 samt Tjekditnet.dk
Fremtidens digitale behov
YouSee er blandt de første i verden til at indføre den nye bredbåndsteknologi. Opgraderingen til giganet bliver gennemført gradvist by for by landet over.
- Når vi nu er færdige, vil omkring 20.000 husstande på Fyns være blandt de første i Europa til at få adgang til den nyeste bredbåndsteknologi på markedet, siger Jacob Mortensen og tilføjer, at hele opgraderingen foregår over jorden, så det ikke har været nødvendigt at grave hverken haver eller fortove op.
Selvom det på nuværende tidspunkt er de færreste danskere, der har brug for hastigheder på op til 1.000 Mbit/s, er Jacob Mortensen ikke i tvivl om, at fremtiden byder på behov for hurtigere og mere stabile forbindelser.
De seneste fem år er den gennemsnitlige bredbåndshastighed, som danskerne køber, steget med 26 procent hvert år. Og i 2020 forventes den gennemsnitlige solgte bredbåndshastighed at være 100 Mbit/s.
- En typisk familie har flere skærme med forbindelse til internettet, og de er ofte i brug samtidig, så nogen ser tv i stuen, mens andre streamer serier på værelset eller læser avisen på mobilen. Der streames musik i baggrunden, og inden længe er smart homes, Internet of Things og virtual reality også en del af hverdagen. Det kræver ekstra båndbredde og kapacitet, og med den netop gennemførte opgradering af kabelnettet er vores kunder på Fyn godt klædt på til fremtidens behov, siger Jacob Mortensen.
Bredbånd
- Gigabredbånd er navnet på YouSees højhastighedsbredbånd, der leveres via det såkaldte coax-net, den tekniske betegnelse for kabel-tv-net.
- Med en hastighed på 1.000 Mbit/s kan man på ét sekund hente 25 billeder i høj opløsning eller 31 MP3-musiknumre
- YouSees kabel-tv-net dækker omkring 1,4 million husstande, svarende til lidt flere end halvdelen af landets husstande.
- Målet er, at YouSee i midten af 2018 skal kunne tilbyde hastigheder på op til 1.000 Mbit/s. til halvdelen af alle husstande og 100 Mbit/s til omkring 70 procent af husstandene.
- 1.000 Mbit/s. svarer til 1 Gbit/s.
Kilde: YouSee
Hurtigere bredbånd til 688 fynske husstande: - Vi er megalykkelige
Regeringen uddeler nu 100 millioner kroner til hurtigt bredbånd i de områder af landet, hvor det halter med internetforbindelsen. På Fyn bliver bredbånd styrket for 10 millioner kroner.
På Fyn er der penge til at styrke den digitale udvikling i Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Svendborg. Største tilskud går til området mellem Korinth og Hundstrup, hvor 105 husstande bliver opgraderet og får et statsligt tilskud på 4.140.000 kroner.
Blandt andet får 92 husstande ved Render og omegn 684.000 kroner i tilskud til bredbånd.
- Det er fantastisk, at det er lykkedes, siger Flemming Knudsen, der har stået i spidsen for projektet ved Render og omegn.
Han fortæller, at netforbindelsen i deres område nogle steder er utrolig dårlig. Aftalen, der er lavet med Energi Fyn, kommer til at komme de fynboer til gode, der udover at bo på landet også bor langt ude af en markvej, til gode. De kan se frem til hurtigere bredbånd i 2018.
Vester Skerninge: Nu kan vi logge på e-Boks
I alt går 80 procent af de 100 millioner kroner til adresser i landzonerne.
- Med godt 100 millioner kroner i bredbåndspuljen i 2017 får omkring 4.000 adresser rundt om i landet nu bedre bredbåndsdækning – og dermed bedre mulighed for at deltage i den digitale udvikling. Det er rigtig positivt og understreger regeringens bestræbelser på at få hurtigt internet til alle danskere, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
De 688 adresser på Fyn får mellem 2.430 og 39.436 kroner per adresse i tilskud til etablering af bredbånd. Blandt andet får 18 husstande i Vester Skerninge 30.535 kroner i tilskud hver til opgradering til bredbånd.
Jan Clausen fra foreningen Fiber ved Vester Skerninge glæder sig over, at 18 husstande i hans område kan se frem til hurtigere bredbånd.
- Det er vi megalykkelige over. Vi kan slet ikke få armene ned. Vi har kæmpet for det her i to år, siger Jan Clausen.
De bor så langt ude på landet, at det ikke er muligt at streame film eller logge på sin e-Boks, uden forbindelsen kikser.
- Rigtig mange ting er umuligt. Man bliver smidt af hele tiden, siger Jan Clausen, der forventer, at midlerne fra bredbåndspuljen vil revolutionere internettet i området.
- Det vil give mange mulighed for at arbejde hjemmefra og gøre det lettere at sælge huse herude, forklarer Jan Clausen.
Anne har lagt OL og VM bag sig - i dag laver hun noget helt andet
kopieret!
For mange atleter bliver sporten en livsstil og en identitet.
Men hvad sker der, når det hele er forbi?
Det spørgsmål står den tidligere verdensmester og OL-deltager Anne Lolk Thomsen midt i at besvare.
Efter en imponerende karriere med fire verdensmesterskaber og to OL-deltagelser valgte Anne Lolk Thomsen selv at sætte punktum efter OL i Rio i 2016.
Men selv med en planlagt afslutning har overgangen til livet uden for sportens verden været alt andet end enkel.
Sporten kommer først
Anne Lolk Thomsen begyndte sin rejse som tiårig i Troense Kajakklub, en lille klub på Tåsinge med plads til store ambitioner.
Kajaksporten startede som en hobby, men blev hurtigt centrum for hendes liv.
- Jeg startede, da jeg var ti år gammel, med at ro kajak i Troense Kajakklub, som er en lillebitte klub, men jeg fik smag for det med at ro og træne, og jeg kunne godt lide at komme ud på vandet.
Allerede som teenager begyndte hun at prioritere sporten over det sociale.
- Man hænger ikke lige en time på skolen efter skoletid, eller man smutter ikke lige ned i byen en halvanden time og bare laller rundt, sagde en ung Anne Lolk Thomsen til TV 2 Fyn i 2000.
Gymnasietiden blev ofret for sporten, ligesom hendes universitetsuddannelse blev tilrettelagt efter træningslejre og konkurrencer.
- Min gymnasietid blev bundet op på sporten. Min universitetsuddannelse tog også udgangspunkt i, at jeg på daværende tidspunkt var på kajaklandsholdet og tog afsted på træningslejre og blev nødt til at samle op på nogle andre tidspunkter og tage eksaminer på nogle andre vilkår. Så omdrejningspunktet for mit liv var jo sporten. Det var det, som var kernen, forklarer hun.
Fra vandet til kontoret
Efter OL i Rio vidste Anne Lolk Thomsen, at det var tid til at prøve noget nyt.
- Jeg var relativt afklaret omkring det. Jeg havde taget en beslutning om det, og det havde jeg nok gjort et års tid i forvejen, hvor jeg godt vidste, at når vi nåede til OL i Rio, så blev det det sidste OL. Jeg drømte også om at gøre nogle andre ting end det at leve i elitesports-verdenen.
Drømme, der involverer et almindeligt familieliv, som ikke skulle tilrettelægges efter hendes sport.
Anne landede efterfølgende et job som bankrådgiver hos Nykredit, men erkender, at det var lidt tilfældigt, hun endte der.
- Jeg har ikke drømt om at blive bankrådgiver, da jeg var yngre, eller noget om at jeg skulle arbejde med tal eller et eller andet. Det beror altså lidt på nogle tilfældigheder, at jeg er endt der, hvor jeg er endt, forklarer hun.
At finde balancen
Selvom Anne Lolk Thomsen er meget glad for sit job, og sætter stor pris på den stabilitet der følger med, savner hun sportens klare mål.
- Det er ikke det samme for mig at løbe efter de her mål i arbejdslivet, som det har været at løbe efter målene i sportens verden.
Ifølge forsker Andreas Küttel er det en kendt udfordring for tidligere elitesportsudøvere at finde en ny mening i livet.
- Man har ikke den her totalt klare vej. Hvor skal jeg hen, hvad er mine mål? Fordi før var det jo at blive den bedste i verden, og det ved man, hvad kræver. Den klare vej, den kan sagtens forsvinde, fordi man skal finde ud af, hvad man nu skal lave resten af mit sit, som stadigvæk er mange, mange, mange år, forklarer han.
For Anne Lolk Thomsen handler det om at acceptere, at tingene tager tid.
- Der kunne jeg måske godt have haft brug for nogen, som havde prøvet det, og havde sagt til mig, at det er helt okay, fordi det kommer bare til at tage noget tid, og du vil en gang imellem vende tilbage og søge noget af det, du havde som atlet, siger hun.
Kraftig blæst påvirker flere broer - her frarådes vindfølsomme køretøjer
kopieret!
Flere broer til og fra Fyn påvirkes af stormen Floriane, der onsdag fortsat suser over landet.
På Ny Lillebæltsbro advares der mod kraftig blæst i begge retninger, mens vindfølsomme køretøjer helt frarådes at passere Svendborgsundbroen.
Der er for nuværende ingen restriktioner på Storebæltsbroen.
Floriane forventes at aftage i løbet af eftermiddagen, og da regner man også med, at trafikken på broerne igen kører som normalt.
På dette tidspunkt aftager den kraftige vind - her er onsdagens vejr
kopieret!
Onsdag starter skyet, men op ad morgenen er der små chancer for sol. Temperaturerne vil ligge på mellem tre og fire grader dagen igennem, oplyser TV 2 Vejret.
Omkring middagstid vil det regne enkelte steder, og vinden vil være frisk fra sydvest, men den aftager først på aftenen og bliver let fra sydvest.
I aften og i nat bliver det mere klart vejr, det holder tørt, og temperaturerne vil falde med et par grader. Vinden aftager yderligere frem mod torsdag.
Færgeafgange aflyst
kopieret!
Ærøfærgerne aflyser flere afgange onsdag morgen. Aflysningerne skyldes kraftig vind.
Den første aflyste færge skulle have sejlet fra Søby til Fynshav klokken 06.00, mens den anden skulle være sejlet fra Fynshav til Søby klokken 07.10.
Selskabet melder ikke om aflysninger på ruten mellem Svendborg og Ærøskøbing.
Henter vejret...
°
Lige nu
Rain: mm
mm
m/s
Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.
Tid | Temperatur | Regn | Vind |
---|---|---|---|
|
|
|
|
Storm og kulde afholder ikke aktiv pensionist fra en tur i havet
kopieret!
Strøm i vandet, vind i håret og gåsehud var ikke nok til at afskrække Inge Nytofte Jørgensen fra at hoppe i bølgen blå.
- Jeg går i vandet hele året, og når jeg er ved Svendborg Roklub, og der er mulighed for det, så går jeg i vandet, selvfølgelig, siger Inge Nytofte Jørgensen bestemt, selvom hun ikke er glad for blæsevejr.
Jane Grønbech blev inden døre i dag - til gengæld roede hun ti kilometer på en af de mange romaskiner.
- Det gør jeg hver tirsdag. Så ror jeg fra klokken 11 til 12, fortæller hun.
Efter aktiviteterne får kvinderne et stykke kage og lægger planer for næste tirsdag.
Odense sejrer i målorgie
kopieret!
Tirsdag vandt Odense Bulldogs 7-6 på hjemmebane over Rødovre Mighty Bulls efter en vanvittig afslutning på kampen i overtid.
Odense ligger nummer to i tabellen med 58 point.
Rødovre kom helt skidt fra land i Odense tirsdag. Der var blot spillet 18 sekunder af opgøret, da Joakim Thelin bragte fynboerne i front.
Og han skulle vise sig at blive et mareridt for Rødovre. Svenske Thelin scorede fire mål i kampen og assisterede ved yderligere to af hjemmeholdets scoringer.
Vild afslutning
Odense var foran både 1-0, 2-1 og 3-2, men alle gange formåede Rødovre at udligne.
Med 12 minutter igen af kampen levede håbet om at stoppe den pauvre stime, men på tre minutter så Odense ud til at dræbe det med to scoringer.
Malte Setkow tændte et lille håb igen fem minutter før tid med reduceringen til 4-5, men endnu en Thelin-scoring halvandet minut før tid til 6-4 punkterede spændingen. Troede alle.
For Rødovre leverede et af sæsonens vildeste comebacks. 34 sekunder før tid reducerede Jere Henriksson til 5-6, og blot fire sekunder før slutfløjt bragte Malte Setkow vild jubel hos gæsterne, da han udlignede og tvang kampen ud i overtid.
Og her så man igen, hvorfor Rødovre ligger helt isoleret i bunden.
Man skulle mene, at Joakim Thelin havde gjort opmærksom på, at der burde holdes øje med ham. Alligevel kunne han blot 19 sekunder inde i forlængelsen afgøre kampen.
Brandvæsen rykkede ud til brand i golfklub
kopieret!
Seks brandfolk og to brandbiler rykkede ud til en brand i Faaborg Golfklub tirsdag aften. Det oplyser indsatsleder hos Beredskab Fyn Henrik Lindekilde til TV 2 Fyn.
- Der var kraftig røgudvikling, og det gjorde ejerne nervøse, så de slog alarm, siger indsatslederen og tilføjer, at anmeldelsen kom klokken 19.35 tirsdag.
Ifølge Henrik Lindekilde skyldtes den kraftige røgudvikling en defekt i et pillefyr, der gjorde, at nogle piller blev antændt uden for fyret.
Det lykkedes dog brandfolkene at få slukket branden på lidt over en time, oplyser indsatslederen.
Hverken personer eller bygninger kom til skade i forbindelse med branden.
En montør skal onsdag reparere pillefyret, lyder det videre.
En er død, og tre er sigtet efter nytårstragedie: - Straffen bør være hård for det her
kopieret!
Kort efter midnat 1. januar eksploderede en stor, ulovlig krysantemumbombe i hovedet på en 24-årig mand på Nyborgvej i Odense.
Nu er tre mænd på henholdsvis 22, 26 og 29 år blevet sigtet for uagtsomt manddrab efter dødsfaldet, oplyser Fyns Politi. De tre er sigtet for i fællesskab med den afdøde at have anskaffet den ulovlige bombe.
Ulykken har rystet naboerne i området, og flere mener, at især sælgere af denne type krudt bør straffes hårdt.
Sælger skal holdes ansvarlig
En af dem er Mathias Buch-Hansen, der netop er flyttet til Odense.
- Nu var det én, der blev ramt her, men hvad hvis det havde været flere? Jeg synes generelt set, at det her område (ulovligt fyrværkeri, red.) burde være langt mere overvåget, siger Mathias Buch-Hansen.
Han håber, at politiet finder frem til dem, der sælger den slags.
- De personer, der har solgt det, bør jo stå til ansvar. Straffen bør være hård for at sælge noget som det her.
På fortovet på Nyborgvej, hvor ulykken fandt sted, ligger der i dag massevis af røde roser, stearinlys er tændt, og der ligger håndskrevne breve til den afdøde.
Louise Ejlsborg er beboer i den opgang, hvor de unge mænd var til fest. Hun er forfærdet over, at det fandt sted - og at det er muligt at skaffe den slags fyrværkeri.
- Jeg synes, det er dybt skræmmende. Folk burde vide, at det er farligt. Nu har man hørt om så mange forfærdelige hændelser før, og det skræmmer mig, at man kan få fat på det overhovedet.
At de tre mænd nu er sigtet, finder Louise Ejlsborg kun rimeligt.
- Folk skal ikke have lov til sådan noget, det skal jo selvfølgelig straffes, siger hun og henviser til de tre sigtede.
Håber, nogle lærer noget
Claus Olsen, der er genbo til stedet, kalder ligeledes ulykken skrækkelig, men finder sigtelserne helt rimelige. Og så håber han, at der nu findes en masse unge mennesker, som kan opfordre til, at venner og bekendte lader være at bruge ulovligt krudt.
- Nu har vi forhåbentlig en masse ambassadører blandt unge mennesker, der kommer til at sige ”hold jer fra det”. Det kan det her forhåbentligt bidrage til.
TV 2 Fyn har talt med Fyns Politi, efter sigtelsen kom frem. Det er stadig sparsomt, hvad politiet vil fortælle om sagen.
- Man burde have vidst, at der kunne være liv på spil. Derfor har vi sigtet de tre personer, siger politikommissær Morten Ravn.
Bomben har været anskaffet ulovligt og uden tilladelse til affyring i Danmark for privatpersoner. Denne type krysantemumbombe er kun for professionelle, fortæller Morten Ravn.
- Vi har lavet det indledende, og nu sigter vi, fordi vi har et grundlag for det. Vi mangler stadig at kortlægge det konkrete hændelsesforløb, siger Morten Ravn.
Der venter endnu tekniske undersøgelser, vidneafhøringer og udtalelser fra eksperter omkring typen af sprængstof.
Guldfugl udtaget til EM
kopieret!
Det blot 18-årige fynske stortalent Oliver Petersen er netop blevet udtaget til EM i MMA, fremgår det af fighting.dk.
Guldfuglen, der til daglig slår sine folder i Great Danes Fight Club i Odense, ridder på en bølge af succes for tiden og sluttede 2024 af med to sejre inden for en måned.
Den hårdtslående teenager har ofret sin uddannelse for at forfølge sin drøm, som er at kæmpe i verdens største organisation indenfor MMA, UFC.
- Om fem år ser jeg mig selv i UFC eller i hvert fald på vippen til det. Det er den forestilling, der får mig til at stå op om morgenen, selv når det til tider er hårdt, siger Oliver Petersen.
EM finder sted fra 14. til 23. februar i Beograd.
18-årige Oliver droppede ud af 2.g for at kæmpe i et bur - nu drømmer han om den helt store scene
Et tomt, men målrettet, blik stirrer mod træningslokalets spejlvægge, mens Oliver forsøger at få styr på sit åndedræt.
En to timers intens træning med nærkamp er overstået. Det var allerede dagens anden træning. Endnu en træning venter senere i eftermiddag.
Det er virkeligheden for Oliver Petersen fra Odense. Han har ofret sin uddannelse for at følge sin drøm.
Han er blot 18 år gammel.
Mor var ikke glad
Det hele startede som 10-årig, da hans far tog ham med til thaiboksning. Der mødte han træneren Jimmy Busk, og siden da har de trænet sammen.
Efter grundige overvejelser valgte han i oktober i år at droppe ud af 2.g ved HHX i Odense. Målet er klart - han vil være professionel MMA-kæmper indenfor to år.
En beslutning som hans mor ikke blev inddraget i.
- Jeg tog beslutningen med min far, men jeg havde ikke lige fortalt min mor om det, før jeg gjorde det. Hun var slet ikke glad for det. Hun prøvede at forstå, hvorfor jeg droppede ud, men nu støtter hun mig - hun ved godt, hvor meget tid, jeg lægger i det, siger Oliver Petersen.
Hvad er MMA?
Mixed Martial Arts (MMA) er en kampsport, der fokuserer på at bruge de mest effektive teknikker fra forskellige discipliner. Dette kan inkludere teknikker fra boksning, karate, kung fu, brydning, sambo, judo, taekwondo, muay thai og mange flere.
MMA udøves typisk i en ring eller et “bur” (ofte kaldet en “oktagon” på grund af den ottekantede form), hvor der er regler, kampleder, dommere, læger og sikkerhedsforanstaltninger på plads. Kampene varer typisk enten 3×3 minutter for amatører eller 3/5×5 minutter for professionelle kæmpere.
I modsætning til den gængse opfattelse er der mange regler og forbud i MMA – det er bestemt ikke gadeslagsmål.
MMA er i øjeblikket en af verdens hurtigst voksende sportsgrene. Professionelle MMA-organisationer som UFC og ONE FC er i rivende udvikling og tiltrækker millioner af fans verden over.
Kilde: DMMAF
Drømmer om USA
Hvis man vil være toppen af poppen inden for MMA, så kræver det et udenlandseventyr væk fra Danmark.
Særligt i USA, hvor Ultimate Fighting Championship huserer. UFC er verdens største organisation indenfor MMA.
- Om fem år ser jeg mig selv i UFC eller i hvert fald på vippen til det. Det er den forestilling, der får mig til at stå op om morgenen, selv når det til tider er hårdt, siger Oliver Petersen.
For selvom kun ganske få klarer sig gennem nøglehullet til den store scene, så er der ingen plan b.
- Det skal lykkes. Inde i mit hoved der kan det kun lykkes.
På sine bedste dage drømte Jacob om Tour de France - da han stoppede, stillede han sig selv ubehageligt spørgsmål
kopieret!
For mange unge atleter bliver sporten en del af deres identitet, en livsstil og en vej mod store drømme.
Men hvad sker der, når det hele brister?
Det spørgsmål står den tidligere professionelle cykelrytter Jacob Hindsgaul midt i at besvare.
Med en lovende karriere, der kunne have ført ham til Tour de France, og et liv defineret af sporten, blev han pludselig nødt til at finde sig selv på ny.
Krudt i røven
Cykelkarrieren, og dermed Jacob Hindsgaul identitet, begyndte, da en klasselærer bemærkede, at den energiske Jacob havde lidt for meget krudt i bagdelen.
Et lokalt cykelløb blev starten på en karriere, der hurtigt accelererede. Som teenager deltog han i løb hver weekend, og i 2019 skrev han kontrakt med det norske tophold Uno-X.
- Jeg var kun 18 år, og tingene kørte bare. På mine bedste dage i 2019 tænkte jeg, at det kunne blive helt vildt. Drømmene var store – Tour de France, verdens største løb, fortæller Jacob Hindsgaul med en blanding af stolthed og vemod.
Han nåede at deltage i legendariske løb som Liège-Bastogne-Liège og Amstel Gold Race, men på grund af vedvarende problemer med venstre ben blev han i 2023 tvunget til at stoppe karrieren.
Hvem er jeg nu?
At sige farvel til cyklen betød også et farvel til den identitet, Jacob havde bygget op gennem årene.
- Man ser sig selv som cykelrytter. Det har været hele mit liv. Når det pludselig forsvinder, står man tilbage og tænker: Hvem er jeg så?
Efter medaljen
Sporten bliver en del af deres identitet. Eliteatleter dedikerer ofte hele deres ungdom til sporten, men hvem er de, når sporten ikke længere kan være en del af deres liv?
I tre afsnit møder vi tre atleter, der ofrede alt for at nå til tops.
Første afsnit: Tidligere cykelrytter Jacob Hindsgaul
Andet afsnit: Tidligere verdensmester og OL-deltager, kajakroer Anne Lolk Thomsen
Tredje afsnit: Tidligere speedwaystjerne Nicki Pedersen
Ifølge Andreas Küttel, tidligere skihopper og forsker i sportspsykologi, kan ufrivillige karrierestop føre til en dyb krise for mange atleter.
- Unge atleter får ofte fortalt, at hvis de giver 100 procent, vil drømmene gå i opfyldelse. Men når de bliver tvunget til at stoppe, kan de bruge mange år på at spekulere over, hvad de kunne have opnået, forklarer Andreas Küttel.
Jacob er ingen undtagelse. Han beskriver tiden efter sit sidste løb – Tyskland Rundt – som et chok.
- Da jeg stillede til start, vidste jeg godt, at det var sidste gang. Det var ligesom slutningen. Hvad skal jeg så? Hvor skal jeg så hen? Jeg aner ingenting om noget som helst. Er jeg god til noget som helst andet end at køre på cykel? Jeg gik på noget så simpelt som Jobindex for bare at surfe lidt rundt og finde ud af, hvad folk egentlig laver. Hvad er der af muligheder?
Fra cykelsædet til kontorstolen
Efter måneder med søgen fandt Jacob Hindsgaul et holdepunkt i jobbet som leasingkonsulent hos Selected Car Leasing i Middelfart.
Men overgangen fra cykeltræning til kontorarbejde var dog alt andet end nem.
- Der er masser af nye mennesker, og man er træt, når man kommer hjem, og man tænker: shit, det er en lang dag. Altså at møde ind klokken 08.30 og fri klokken 16.30. Jeg har bare været vant til at sove længe og vågne, når jeg vågner. Jeg har aldrig sat et vækkeur i hele mit liv, lyder det fra Jacob Hindsgaul.
Selvom arbejdet har givet Jacob en vis ro, erkender han, at han stadig mangler noget.
- Jeg er glad for mit arbejde, men jeg ved ikke om det, jeg er i nu, er det for mig, men man må starte et sted. Jeg drømmer jo om at finde noget, jeg virkelig brænder for at lave igen. Finde min retning og min vej, hvor jeg kan mærke, at det er der, jeg hører til, og det er det her, jeg skal.
At finde sig selv
Jacobs historie er på mange måder universel. Når store drømme brister, og livet tager en uventet drejning, kan det være svært at finde sin plads.
Ifølge sportspsykolog ved Team Danmark Kristoffer Henriksen kan det tage flere år for tidligere atleter at falde til i en ny tilværelse.
- Når man har opnået så meget i en ung alder, vil man ofte spørge sig selv i årevis: Hvad kunne det være blevet til?
For Jacob er det en proces. Et år efter sit karrierestop er han stadig på en rejse mod at finde sig selv uden for cykelsportens verden.
Godstog med løs container standset lige før Storebæltsbroen: - Jeg blev rigtig bange
kopieret!
En lokomotivfører blev natten til tirsdag mødt af et uhyggeligt syn på togskinnerne ved Ullerslev på Fyn. Her holdt et godstog med en løs container, der sad skævt.
Det bekræfter Banedanmark over for TV 2.
Ifølge Banedanmark blev godstoget standset i Ullerslev lige inden Storebæltsbroen, så et Intercity-tog kunne køre forbi.
Det var lokomotivføreren i det forbipasserende Intercity-tog, der opdagede, at en container sad skævt.
Skal undersøges i Nyborg
Godstoget med den løse container køres af DB Cargo, der er Europas største europæiske godsjernbaneselskab.
Toget har tirsdag holdt stille i Ullerslev, og DB Cargo samarbejder nu med Banedanmark om at undersøge vognen.
Banedanmark oplyser, at en undersøgelsesvagt er til stede, og at vognen skal fragtes til Nyborg efterfølgende, hvor den skal undersøges.
Læsning af togvognen er DB Cargos ansvar, og TV 2 har rakt ud til selskabet for at høre, hvordan containeren kunne sidde skævt.
I et skriftligt svar skriver DB Cargo, at godstoget blev standset, da et veksellad stod skævt på en af vognene, og at sagen nu er ved at blive undersøgt af Havarikommissionen og Banedanmark. Selskabet har ingen kommentarer derudover.
Samme selskab som i Storebæltsulykke
Den skæve container på godstoget henleder tankerne til en lignende situation i 2019, der dog endte meget mere katastrofalt.
Her døde otte mennesker nemlig i et sammenstød på Storebæltsbroen, da et passagertog blev ramt af en vogn, der havde revet sig løs fra et godstog.
Ulykken skete, fordi en lastbiltrailer på godstoget ikke var låst forsvarligt fast, og derfor kunne den blæse af.
Det var også DB Cargo, der havde ansvaret for godstoget, der forårsagede ulykken. Ingen er dog blevet holdt juridisk til ansvar for ulykken.
Ifølge en artikel fra DR i 2021 har DB Cargo haft seks hændelser efter ulykken på Storebæltsbroen med vogne, der ikke har været korrekt låst. Ifølge artiklen blev DB Cargo også gjort opmærksom på problemerne med en ny type lås, men fortsatte alligevel driften.
DB Cargo fremhævede dog som svar til DR i 2021, at vognene var EU-godkendte og blev betjent i overensstemmelse med de gældende retningslinjer og regler i Europa og Trafikstyrelsen.
"Jeg blev rigtig bange"
En af de passagerer, der tirsdag passerede den løse container, er Claus Bjerring Christiansen.
Han befandt sig i det passagertog, der blev ramt af en læssevogn på Storebæltsbroen i 2019, og derfor gjorde det ham meget utryg at passere godstoget ved Ullerslev.
- Jeg blev rigtig bange og tænkte, at det måtte være løgn. Det lignende fuldstændig togulykken fra 2019, siger han til TV 2.
I modsætning til togulykken fra 2019 er ingen kommet til skade i forbindelse med den løse container på godstoget i Ullerslev. Men derfor er det stadig dybt kritisabelt, at det overhovedet kan ske, mener Claus Bjerring Christiansen.
- Man har åbenbart ikke lært noget af den her ulykke, hvor der døde otte mennesker, når de stadig sender vogne ud i det her blæsevejr, siger han.
Gambler med liv
Også Kaj Aage Holdt, der er lokomotivfører hos DSB, mener, at det er et problem, at det ikke "har konsekvenser" for jernbanevirksomhederne, når der opstår problemer med vogne eller lasten på godstog.
Det kan nemlig udgøre et sikkerhedsmæssigt problem og i værste konsekvens ende ud i en ulykke, mener lokomotivføreren.
Han passerer tit godstog på sine køreture på skinnerne, og her plejer han at se lidt ekstra efter, om godset er forsvarligt sikret.
- Vi skal kunne stole på, at godset bliver stående på godstogene. Den tillid har jeg ikke altid 100 procent, for det er ikke første gang, at en enhed ikke er ordentligt sikret på en godsvogn siden ulykken på Storebælt. Det er mit og passagerernes liv, de gambler med, siger Kaj Aage Holdt til TV 2.
Se den vilde video: Her anholder politi vanvidsbilist, der blæste afsted med 230 kilometer i timen
kopieret!
Det var tale om vanvidsbilisme ud over det sædvanlige, da en 28-årig mand fra Vestfyn blæste fra politiet med 230 kilometer i timen mandag eftermiddag.
Jagten endte med, at manden blev anholdt i Nyborg, efter Fyns Politi havde opsat en vejspærring.
Bent Hansen, der bor i området, kørte tilfældigvis forbi, da Fyns Politi foretog anholdelsen, og med sit bilkamera fangede han øjeblikket.
- Det er fuldkommen sindssygt at bringe en masse liv i fare ved at køre så stærkt. Jeg afskyr det på det kraftigste, siger Bent Hansen til TV 2 Fyn.
Efterlyser vidner
I kølvandet på den heftige politijagt efterlyser Fyns Politi nu vidner, der har overværet vanvidsbilismen. Det oplyste vagtchef Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn mandag.
- Vidnerne skal beskrive, hvad de har set, og hvor meget i fare de har følt sig, sagde han og fremhævede, at politiet er særligt interesseret i at tale med ejerne af en sort og en grå Mercedes, der cirka klokken 14.56 dels blev overhalet og dels måtte trække ind til siden for at undgå påkørsel.
Vidnernes beretninger skal indgå som bevismateriale i en eventuel retssag mod manden, der var både narkopåvirket, og som kørte uden kørekort i gerningsøjeblikket.
- Jeg håber, at han ender bag lås og slå. Det går simpelthen ikke, at have en så farlig mand rendende rundt ude i samfundet, siger Bent Hansen, der tilføjer, at han så politiet undersøge bagagerummet i den sorte Seat Leon på papegøjeplader, som er bilen, der blev brugt til den vanvittige kørsel.
Fyns Politi oplyste til TV 2 Fyn mandag, at det forsøgte at bringe manden til standsning i Ørbæk. Det nægtede han, hvorefter han trådte speederen i bund. Jagten foregik i Ørbæk, Svindinge, Glorup, Langå og slutteligt Nyborg.
Vanvidsbilist blæste fra politiet med 230 kilometer i timen
En 28-årig mand fra Vestfyn bragte en masse liv i fare, efter han kørte fra politiet med svimlende 230 kilometer i timen mandag eftermiddag.
Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn, og som nu efterlyser vidner til episoden.
- Vidnerne skal beskrive, hvad de har set, og hvor meget i fare de har følt sig, siger vagtchef Kenneth Taanquist.
Kørslen foregik i Ørbæk, Svindinge, Glorup, Langå og til Nyborg, hvor en patrulje havde opsat en vejspærring, hvorefter manden blev anholdt.
Manden, der var narkopåvirket og kørte uden kørekort, kørte i en sort Seat Leon på papegøjeplader.
- En patrulje forsøger at standse ham, og der starter jagten.
Jurister skal nu vurdere, om manden skal varetægtsfængsles.
Specielt vil vi gerne tale med en sort og en grå form. Mercedes som ca. kl. 1456 blev dels overhalet og dels måtte trække ind i siden for at undgå påkørsel på Svendborg Landevej kort før Nyborg. Ring 114 #politidk https://t.co/nNJFvqDsWT
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 6, 2025
Voldsomt vejr skaber travlhed hos forsikringsselskaberne
kopieret!
Det eneste døgns voldsomme vejr har givet de danske forsikringsselskaber travlt. Især vand- og nedbørsskader har fyldt blandt skadesanmeldelserne hos forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark.
Lavtrykket "Floriane" har medført omkring 320 skadesanmeldelser til Tryg, skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
65 procent af skadesanmeldelserne er vand- og nedbørsskader, hvor vand er trængt ind i boligen.
Topdanmarks kunder har anmeldt omkring 200 skader tirsdag.
I en pressemeddelelse oplyser Topdanmarks boligchef, Helene Ibsen, at de fleste skader er forårsaget af nedbør, og de resterende skader dækker blandt anden nedfaldne tagsten og væltede træer, der har ramt huse og hegn.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her