Fynboer får Europas hurtigste internet: 11 gange stærkere end før

Nu kan fynboerne se frem til en bredbåndshastighed, som kan nå helt op til 1.000 Mbit/s. Til sammenligning er hastigheden nu i gennemsnit på 90 Mbit/s. per husstand.

Du trykker på knappen. Du trykker igen - og igen. Lige pludselig har du åbnet et utal af vinduer på din skærm. Internettet var simpelthen for langsomt.

Flere områder på Fyn har en dårlig internetdækning. Derfor gøres der nu noget ved problemet. Mange teknikere har i disse uger travlt med at opgradere Fyns kabelnet, så de første YouSee kunder på kabelnettet kan få bredbåndshastigheder på op til 1.000 Mbit/s, hvilket er 11 gange så meget, som en almindelig husstand har i dag. 

Den store opgradering betyder, at Fyn, som nogle af de første i Europa, får adgang til den nyeste bredbåndsteknologi.

Der kommer fuld knald på bredbåndsnettet, når teknikere fra YouSee er færdige med at installere nyt udstyr i de mørkegrå teknikskabe, der binder Fyns kabelnet sammen. Når det sidste skab er opgraderet i løbet de næste par uger, har YouSees kunder på kabelnettet fået adgang til fremtidens bredbåndsteknologi kaldet gigabredbånd.

- Vores kunder efterspørger høj stabilitet og god kvalitet, og fremtiden bliver blot endnu mere digital. Derfor opgraderer vi hele vores kabelnet til et giganet, så vi kan tilbyde bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit/s. til halvdelen af de danske husstande. Samtidig indbygger vi nye overvågningsalarmer, der gør det muligt at fejlrette, før kunden opdager det. Det vil øge stabiliteten, fortæller Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.

Fremtidens digitale behov

YouSee er blandt de første i verden til at indføre den nye bredbåndsteknologi. Opgraderingen til giganet bliver gennemført gradvist by for by landet over.

- Når vi nu er færdige, vil omkring 20.000 husstande på Fyns være blandt de første i Europa til at få adgang til den nyeste bredbåndsteknologi på markedet, siger Jacob Mortensen og tilføjer, at hele opgraderingen foregår over jorden, så det ikke har været nødvendigt at grave hverken haver eller fortove op.

Selvom det på nuværende tidspunkt er de færreste danskere, der har brug for hastigheder på op til 1.000 Mbit/s, er Jacob Mortensen ikke i tvivl om, at fremtiden byder på behov for hurtigere og mere stabile forbindelser.

De seneste fem år er den gennemsnitlige bredbåndshastighed, som danskerne køber, steget med 26 procent hvert år. Og i 2020 forventes den gennemsnitlige solgte bredbåndshastighed at være 100 Mbit/s.

- En typisk familie har flere skærme med forbindelse til internettet, og de er ofte i brug samtidig, så nogen ser tv i stuen, mens andre streamer serier på værelset eller læser avisen på mobilen. Der streames musik i baggrunden, og inden længe er smart homes, Internet of Things og virtual reality også en del af hverdagen. Det kræver ekstra båndbredde og kapacitet, og med den netop gennemførte opgradering af kabelnettet er vores kunder på Fyn godt klædt på til fremtidens behov, siger Jacob Mortensen.

Bredbånd

 

 

Oversigt

    Oversigt