Fyns Politi: Sultne og tørstige fynboer opførte sig pænt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere fynboer har med garanti set frem til at slukke både sult og tørst mandag, hvor caféer og restauranter åbnede. Det forløb helt stille og roligt.
Efter mere end to måneders total nedlukning af caféer, restauranter og værtshuse kunne fynboerne endelig se frem til at slukke både tørst og sult mandag ude i byerne.
Det kunne man foranledige sig til at tro ville betyde, at Fyns Politi ville få mægtigt travlt med glade og måske rigeligt tørstige fynboer, men det har forløbet sig ganske stille. Et enkelt vennepar i karambolage ude foran Westend i Odense fik dem til at rykke ud.
Fra i dag, mandag den 18. maj 2020, åbner barer, caféer og restauranter igen. Når både sult og tørst skal slukkes, opfordrer Fyns Politi til, at alle borgere hjælper med en god opstart #politidk https://t.co/fd5emg4KCV
— Fyns Politi (@FynsPoliti) May 18, 2020
Ingen problemer med tidlig lukke-restriktion
Mandagens genåbning fik da også fynboerne til at strømme ud på cáfeer og beværtninger, og det gav ikke anledning til mange udrykninger fra Fyns Politi.
Et enkelt makkerpar var kommet op at toppes ved Westend, og da servitricen fik nok af dem og smed dem ud, hvor de måtte fortsætte på gaden, måtte Fyns Politi forbi og tale dem til fornuft.
Restauranter genåbner:
- Det er sgu bare fedt
Roeds Brasserie & Bistro i Nyborg kunne som massevis af andre danske restauranter igen slå dørene op mandag. Indehaver Claus Roed Nielsen ser optmistisk på muligheden for at komme på fode igen efter ti ugers lukning.
I små ti uger har den danske restaurationsbranche stået i stampe, efter den blev lukket ned som en del af regeringens tiltag mod det ny coronavirus.
Men mandag kunne restauranterne igen åbne dørene.
- Det er sgu bare fedt. Det er det, siger Claus Roed Nielsen, der er indehaver af Roeds Brasserie & Bistro i Nyborg.
Som et led i genåbningsplanens fase 2 har restauranter og caféer fået lov at åbne - dog med en række nye regler. For eksempel vil det ikke være tilladt at sidde i baren, caféer må ikke indrette dansegulv og lukketiden er fastlagt til klokken 24.
Derudover skal de fysiske rammer være sådan, at forskellige selskaber har mindst én meters afstand mellem sig.
60-års fødselar nåede fejringen
At det blive lige netop 18. maj, restauranterne fik lov at åbne, er mindst en af dagens gæster på Roeds Bistro lettet over.
For Majbritt Andersen, der kommer på restauranten tre til fire gange om året, betyder det nemlig, at hun kan fejre sin 60-årsfødselsdag med manér.
- Vi har ventet med længsel på, at de åbnede, så det var jo dejligt, de gjorde det i dag, hvor jeg har fødselsdag, siger hun.
Hun fejrer dagen sammen med sin mand og et vennepar. Ingen af dem har haft særlige bekymringer ved at skulle på restaurant på første genåbningsdag.
- Næ. Det havde vi overhovedet ikke. Vi ventede bare på, at han (Claus Roed Nielsen red.) skulle åbne. Så var beslutningen egentlig taget, siger Majbritt Andersens mand, Finn Andersen.
Optimistisk
De nye regler for restauranterne betyder, at der skal være mindst to kvadratmeter til hver kunde, og der må ikke serveres for selskaber på mere end ti personer.
Hos Roeds Bistro har man også valgt at dele sine aftenserveringer op i to hold. Det betyder, at man har et hold spisende mellem 17.30 og 19.15 og et nyt mellem 19.30 og lukketid.
- Det er et system, som bliver brugt mange steder - måske ikke i Nyborg. Men so far har folk taget rigtig godt imod det, siger han.
Her er de nye regler for restauranter
- Restauranter og cafeer mv. skal respektere forsamlingsforbuddet og kan således ikke servere for et selskab, der er større end den fastsatte grænse herfor. Et selskab bør kun bestå af personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden og normalt ses på tilsvarende vis. Restauranter og caféer kan godt have flere selskaber samtidig, hvis der holdes afstanden mellem selskaberne jf. nedenfor.
- Restauranter og caféer mv. indrettes, så det er muligt at holde mindst én meters afstand mellem forskellige selskaber. For eksempel kan personer, der spiser sammen, således sidde ved samme bord med almindelig afstand, mens det er vigtigt, at der er mindst én meters afstand til næste selskab. Som alternativ til mindst én meters afstand kan der etableres en fysisk barriere, fx i form af en skærm af plastic eller glas.
- Gæster bør ikke have mulighed for at placere sig, hvor de i mere end 15 minutter har ansigt-til-ansigt kontakt med medarbejdere, for eksempel siddende ved en bardisk i en restaurant. Alternativt kan der etableres en fysisk barriere, for eksempel i form af en skærm af plastic eller glas. En sådan kan ligeledes etableres ved betalingsdisk o.l.
- Udendørsservering indrettes, så det er muligt at holde mindst én meters afstand mellem forskellige selskaber. Regeringen vil opfordre kommunerne til at undersøge muligheden for at stille yderligere arealer til rådighed for udeservering.
- Ved buffetservering skal der være særligt fokus på kontaktflader, herunder om der med fordel kan anvendes personlige redskaber, engangsredskaber eller portionsskåle ved selvservering. Buffet bør ligeledes indrettes, så det er muligt at holde afstand. Det kan for eksempel ske ved, at en buffet kun tilbydes til ét selskab eller ved at buffeten indrettes, så der kan holdes mindst én meters afstand mellem gæster.
- Køkken- og serveringspersonale m.v. skal overholde de regler, der normalt er gældende for fødevarevirksomheder, herunder ift. hygiejne. Der er som udgangspunkt ikke behov for anvendelse af handsker ved almindelig håndtering af fødevarer i professionelle køkkener, hvor passende håndhygiejne opretholdes. Serveringspersonale o.l. bør undlade at røre ikke-emballerede fødevarer, og det er således heller ikke nødvendigt, at de bruger handsker.
- Natklubber, diskoteker og spillesteder m.v. skal fortsat holde lukket jf. politisk aftale om plan for genåbning af Danmark af 8. maj 2020, hvoraf det fremgår at restriktioner for diskoteker mv. vil blive opretholdt indtil fase 4.
- Restauranter, caféer, værtshuse, barer mv. må ikke gennemføre aktiviteter eller indrettes på måder, der får dem til at minde om natklubber eller diskoteker, for eksempel ved at etablere dansegulv e.l., der betyder, at afstanden på mindst én meter mellem selskaber ikke kan opretholdes.
- Alle serveringssteder, hvor der serveres mad, drikkevarer eller tobak til indtagelse på salgsstedet, skal lukke kl. 24.
Kilde: Erhvervsministeriet (Åbner PDF i nyt vindue)
Restauranten har løbende fået henvendelser, siden statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at restauranterne ville få lov at genåbne 18. maj. Og der er brug for kunder i butikken, når man har været tvangslukket i to måneder.
- Nu ved jeg jo præcis, hvor meget der skal omsættes for i en vis periode, for at enderne hænger sammen, så ring til mig om 14 dage. Men jeg er optimistisk, selvfølgelig er jeg det, siger Claus Roed Nielsen.
Ser fremad
På restauranten Kong Volmer i Odense er der også optimisme at spore hos indehaver David Nielsen, selvom første dag har været stille.
- Vi kan se, det trapper opad med bookinger i resten af ugen, så det var dejligt at starte stille, siger han.
Restauranten har mens coronakrisen stået haft hjemsendt 12 medarbejdere. Samtidig har man tilbudt takeaway i stedet for mad i restauranten. Men selvom nedlukningen har været hård, tror han også på en hurtig tilbagevenden til normalen.
- Det tror jeg, vi gør inden for de næste 8 til 14 dage. Det er min forventning ud fra den snak, jeg har haft med stamgæsterne og med dem, der har afhentet takeaway, siger han.
Nedlukningen har dog sat sine spor.
- Nu skal vi se fremad, og på den måde er jeg en glad mand, men det er jo svært at spørge en mand, der har haft sin virksomhed lukket i otte uger, om han er tilfreds og en glad mand. Men set i det lys, så er jeg glad for, at vi lukker op nu, og at der er lys fremadrettet, og det ser fornuftigt ud det hele, siger han.
I forbindelse med genåbningen er en af restriktionerne, at alle caféer, restauranter og værtshuse skal lukke klokken 24, og det ville man måske have troet, at tørstige fynboer kunne have glemt i løbet af aftenen, men der var ro og orden i det fynske land.
- Der var rigtig mange, som var på besøg på beværtninger og caféer. Men da folk blev klar over, at nu skulle de til at hjem, så var der ingen problemer. Vi talte om, at det kunne da godt være, at der ville blive tryk på ved 24-tiden, men der kom slet ikke noget tryk, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen.
Gode til at opføre sig pænt
Fyns Politi har siden forsamlingsbuddet haft muligheden for at svinge bødeblokken, men oplever oftest, at folk er gode til at lytte efter reglerne.
- Når vi ser på det, så er det ikke ret tit, at vi nødvendigvis har behov for at skrive bøder ud. Folk er generelt gode til at opføre sig pænt, siger vagtchefen.
Aflyser efterlysning: 44-årig kvinde fundet i god behold
Den 44-årige kvinde, der siden lørdag har været efterlyst, er blevet fundet i god behold.
Lørdag bad Fyns Politi offentligheden om hjælp til at finde en 44-årig kvinde.
Kvinden blev efterlyst, da hun ifølge politiets oplysninger skulle have været taget til Bogense, men aldrig dukket op.
Mandag aften oplyser Fyns Politi, at kvinden er fundet, og derfor aflyser man efterlysningen.
Kvinden blev fundet, efter politiet fik et tip og derefter traf hende på gågaden i Odense. Kvinden har det ifølge politiet godt og er ikke kommet noget til.
Af hensyn til privatlivets fred har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyser man på Twitter.
I den kommende uge ser der endda ud til at blive endnu bedre cafévejr, end der var mandag, og det giver nok anledning til, at der er flere fynboer, der rykker sig ud fra deres corona-stuer i hjemmet.
- Vi håber da, at folk skal ud og hygge sig, men at de kan finde ud af at overholde reglerne. Ellers påtaler vi det eller uddeler bøder, siger Hans Jørgen Larsen.
Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned
kopieret!
Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.
- I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.
Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.
Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.
De pårørende er underrettet.
Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.
Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget
kopieret!
Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.
- Jeg er rimelig svesken på disken.
23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.
Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".
Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.
- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.
”Jeg skulle have været SF’er“
Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.
- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).
Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.
- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.
Bonnesen og Lilleholt på vej ud
I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.
Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.
De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.
Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.
Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.
- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.
For woke til at være blå?
Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.
Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.
- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.
Er du i virkeligheden for woke til at være blå?
- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.
Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.
Står Venstre rigtigt på det her område i dag?
- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.
Blå bog - Sofie Mosgaard
23 år gammel.
Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.
Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.
Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.
Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.
Uddannet i statskundskab og journalistik.
Ude med riven - og balancegang
Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.
Jeg har altid hørt, at kød under 200 gram er pålæg. Men hvis det er et foster, så går man åbenbart fra pålæg til borger, når man rammer 220 gram? #dkpol
— Sofie Mosgaard (@SofieMosgaard) September 26, 2023
- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.
Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.
- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?
Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?
- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.
Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:
Julen står for døren - her er den store ønskeseddel i OB
kopieret!
Et nyt år står for døren, og i OB er der udsigt til et spændende 2025. Klubben har kurs mod Superligaen, men for at blive klar til et liv i landets bedste række igen, er der mange ting, som klubben skal forbedre.
Konkurrenterne i Superligaen løber stærkt, og som Troels Bech tidligere har udtalt til TV 2 Fyn, er det dyrt på mange fronter at være i 1. division.
Derfor er der udsigt til et travlt 2025 for OB's ledelse i form af både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og træner Søren Krogh, der skal arbejde på flere fronter på at gøre klubben stærkere til fremtiden.
TV 2 Fyn bringer her en liste over de fem vigtigste opgaver i OB i 2025, og det handler både om gøremål på og uden for banen.
OB's dosmerseddel
Forstærkning af truppen
Størstedelen af den nuværende OB-trup var med til at rykke ud af Superligaen, og derfor kræver det forstærkninger, hvis klubben skal stå bedre rustet til livet i den bedste række.
Aktuelt har syv spillere kontraktudløb til sommer, og sportsdirektør Troels Bech skal vurdere, hvem af disse man kan og skal forlænge aftalen med. Hertil skal der sandsynligvis nye spillere til klubben udefra, og det er et godt bud, at OB er på udkig efter en central midtbanespillere, en kantspiller, en venstre back og en midtstopper.
En strategi for fremtiden
OB er godt i gang med et stort identitetsprojekt, der skal klarlægge klubbens identitet og kerne. Men sideløbende arbejder sportsdirektør Troels Bech på en strategi for klubbens fremtid.
Hvad skal kendetegne OB i fremtiden? Hvad er klubbens målsætning? Og hvordan vil OB være konkurrencedygtig om tre, fem og 10 år? Det er nogle af de spørgsmål, omverden venter svar på, og som bør blive besvaret i en ny klubstrategi.
Den aktuelle strategi har slutdato i 2026. Det er lige om lidt.
En tydelig spillestil
De sidste mange år har OB's hold været kendetegnet af fraværet af en tydelig spillestil.
Det har været svært for omverden at blive klog på OB's måde at spille på, og i 2025 bør OB bruge tiden i 1. division på at udvikle en mere klar og tydelig spillestil, der samtidig passer til akademiets måde at gøre tingene på. De mest succesfulde fodboldhold er kendetegnet af et tydeligt spilkoncept.
En plan for stadion
OB's hjemmebane er på mange måder forældet og slidt.
Javel, der er blevet gjort noget ved selve græstæppet og omklædningsrummet, men tilskuerfaciliteterne efterlader meget tilbage at ønske.
Senest i 2028 skal OB have et moderniseret stadion med overdækkede tribuner og lukkede hjørner, men selvom det har været et tema i mange år, har OB endnu ikke meldt en plan for fremtiden ud til offentligheden. Det bør komme i 2025.
Stærkere akademi og kvindeafdeling
Der er nok at gøre med at gøre klubbens førstehold i herreafdelingen stærkt nok, men der er også mange spørgsmålstegn, når det gælder akademi og kvindeafdeling.
OB's akademi har i årevis overpræsteret resultatmæssigt i forhold til budgetter, men skal man følge med tiden, kræver det et forbedret akademi og endnu flere dygtige unge spillere fra egen ungdomsafdeling.
Hertil er der også mange spørgsmålstegn ved OB's kvindehold, der går under navnet OBQ. Fremtiden er lige så usikker som økonomien, og lige nu ved ingen, hvad ambitionerne for fremtidens OBQ er.
I begyndelsen af december mødte TV 2 Fyn OB’s sportsdirektør Troels Bech til en snak om blandt andet sin turbulente første tid i OB. Se hele interviewet herunder.
Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted
kopieret!
Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.
Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.
Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.
Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.
På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.
DSB forventer 40.000 rejsende mandag
kopieret!
Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.
Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.
Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.
Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.
47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau
kopieret!
Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.
Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.
Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.
- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.
- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.
Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.
Voldsomt styrt fik ham til at tænke
Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.
- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.
Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.
- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.
Hvorfor ikke stoppe?
Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.
- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.
- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.
Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.
DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt
kopieret!
Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.
- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.
Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.
- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.
Minister vil have hygge og pølsevogne optaget på kulturarvsliste
kopieret!
Hvad er det danske bidrag til verdensarven udover Jelling-stenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot?
Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er det også højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge.
Derfor opfordrer nu danskerne til at indstille deres bedste bud på særlige danske traditioner, skikke eller håndværk.
Buddene vil Jakob Engel-Schmidt tage med til Unesco for at få de bedste optaget på listen over kulturarv.
- Italienerne har operaen, argentinerne har tangoen, og finnerne har fået saunakulturen på Unescos liste, siger han.
Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er i forvejen repræsenteret med 11 steder på listen over den materielle verdensarv.
Beboere måtte evakueres under brand i butik - årsag efterforskes
kopieret!
Natten til mandag har politi og brandvæsen været til stede ved en brand på Skibhusvej i Odense. Der er tale om en brand i en butik i en etageejendom. Røgudviklingen betød at beboerne i opgangen måtte evakueres, mens slukningen stod på.
Til TV 2 siger Fyns Politi, at branden efterforskes som mistænkelig og at man ikke ved, hvordan den startede. lyder det.
Fyns Politi siger til TV 2 Fyn, at beboerne allerede over midnat kunne vende tilbage til deres bolig og at branden nu er sendt videre til efterforskning. Her skal der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.
Sådan bliver vejret lillejuleaftensdag
kopieret!
Lillejuleaftensdag byder mest på skyet himmel med regn eller byger til følge.
Temperaturen vil befinde sig omkring de fem grader med en jævn til hård vind fra nord og nordvest, der ved kysterne kan blæse op til stedvis kuling.
Solen kan finde på at kigge frem, men det er ikke et syn, man skal forvente holder ved.
I løbet af aftenen forventes det, at det igen klarer op, og at temperaturerne når ned mellem to og tre grader.
GOG sejrer i de døende minutter
kopieret!
Det holdt hårdt for Herreligaens tophold GOG, der dog til sidst trak det længste strå og vandt 36-35 på udebane over TTH Holstebro søndag aften.
Værterne leverede ellers en god figur og spillede kampen igennem op med fynboerne.
Ved 35-35 var det TTH, der i det sidste halve minut havde bolden, men Thomas Damgaard brændte på et gennembrud, og i stedet gik det galt i den anden ende.
En velspillende Frederik Tilsted, der scorede ti mål i kampen, trak et straffekast til GOG, som holdkammerat Tobias Grøndahl efter tid scorede på og sikrede de to point.
Fulgtes ad hele kampen
Sejren betyder, at GOG med 29 point holder jul på duksepladsen i Herreligaen. Aalborg Håndbold har samme pointantal, men tabte det indbyrdes møde til fynboerne tidligere i efteråret.
TTH ligger på niendepladsen et enkelt point fra top-8, der giver adgang til slutspillet.
Kampen igennem havde de to hold søndag aften fulgtes ad, og afstanden var aldrig på mere end et par scoringer.
Dermed var der lagt op til en dramatisk afgørelse, og her skiftede momentum flere gange hænder.
Små fem minutter før tid gjorde værternes venstre fløj Magnus Bramming det til 34-32 med sin tiende scoring på ti forsøg i opgøret, men GOG fightede sig tilbage.
Fynboernes venstre back Frederik Tilsted var kampen igennem et vigtigt våben offensivt, og med under to minutter tilbage gjorde han det til 34-34.
Med 30 sekunder tilbage havde TTH bolden, men værterne kiksede, og i stedet viste topholdet kynisme i den anden ende.
Christina gør en stor forskel for udsatte familier i julen: - Det giver et kick
kopieret!
I Faaborg hjælper foreningen Faaborg Restvarer de mennesker, der har brug for en hjælpende hånd.
Søndag stod de klar med 60 julekurve, hvor der er alt til et godt julemåltid.
Faaborg Restvarer er en forening, stiftet med dét formål at hjælpe socialt udsatte og økonomisk dårligt stillede personer via donationer af madvarer, tøj med mere.
Stifteren af foreningen hedder Christina Kjølby, og i videoen ovenover fortæller hun, hvorfor det giver hende et “kick” at uddele julekurve.
Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader
kopieret!
Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.
Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.
Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her