I små ti uger har den danske restaurationsbranche stået i stampe, efter den blev lukket ned som en del af regeringens tiltag mod det ny coronavirus.
Men mandag kunne restauranterne igen åbne dørene.
- Det er sgu bare fedt. Det er det, siger Claus Roed Nielsen, der er indehaver af Roeds Brasserie & Bistro i Nyborg.
Som et led i genåbningsplanens fase 2 har restauranter og caféer fået lov at åbne - dog med en række nye regler. For eksempel vil det ikke være tilladt at sidde i baren, caféer må ikke indrette dansegulv og lukketiden er fastlagt til klokken 24.
Derudover skal de fysiske rammer være sådan, at forskellige selskaber har mindst én meters afstand mellem sig.
60-års fødselar nåede fejringen
At det blive lige netop 18. maj, restauranterne fik lov at åbne, er mindst en af dagens gæster på Roeds Bistro lettet over.
For Majbritt Andersen, der kommer på restauranten tre til fire gange om året, betyder det nemlig, at hun kan fejre sin 60-årsfødselsdag med manér.
- Vi har ventet med længsel på, at de åbnede, så det var jo dejligt, de gjorde det i dag, hvor jeg har fødselsdag, siger hun.
Hun fejrer dagen sammen med sin mand og et vennepar. Ingen af dem har haft særlige bekymringer ved at skulle på restaurant på første genåbningsdag.
- Næ. Det havde vi overhovedet ikke. Vi ventede bare på, at han (Claus Roed Nielsen red.) skulle åbne. Så var beslutningen egentlig taget, siger Majbritt Andersens mand, Finn Andersen.
Optimistisk
De nye regler for restauranterne betyder, at der skal være mindst to kvadratmeter til hver kunde, og der må ikke serveres for selskaber på mere end ti personer.
Hos Roeds Bistro har man også valgt at dele sine aftenserveringer op i to hold. Det betyder, at man har et hold spisende mellem 17.30 og 19.15 og et nyt mellem 19.30 og lukketid.
- Det er et system, som bliver brugt mange steder - måske ikke i Nyborg. Men so far har folk taget rigtig godt imod det, siger han.
Her er de nye regler for restauranter
Restauranten har løbende fået henvendelser, siden statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at restauranterne ville få lov at genåbne 18. maj. Og der er brug for kunder i butikken, når man har været tvangslukket i to måneder.
- Nu ved jeg jo præcis, hvor meget der skal omsættes for i en vis periode, for at enderne hænger sammen, så ring til mig om 14 dage. Men jeg er optimistisk, selvfølgelig er jeg det, siger Claus Roed Nielsen.
Ser fremad
På restauranten Kong Volmer i Odense er der også optimisme at spore hos indehaver David Nielsen, selvom første dag har været stille.
- Vi kan se, det trapper opad med bookinger i resten af ugen, så det var dejligt at starte stille, siger han.
Restauranten har mens coronakrisen stået haft hjemsendt 12 medarbejdere. Samtidig har man tilbudt takeaway i stedet for mad i restauranten. Men selvom nedlukningen har været hård, tror han også på en hurtig tilbagevenden til normalen.
- Det tror jeg, vi gør inden for de næste 8 til 14 dage. Det er min forventning ud fra den snak, jeg har haft med stamgæsterne og med dem, der har afhentet takeaway, siger han.
Nedlukningen har dog sat sine spor.
- Nu skal vi se fremad, og på den måde er jeg en glad mand, men det er jo svært at spørge en mand, der har haft sin virksomhed lukket i otte uger, om han er tilfreds og en glad mand. Men set i det lys, så er jeg glad for, at vi lukker op nu, og at der er lys fremadrettet, og det ser fornuftigt ud det hele, siger han.