Fynsk bryggeridirektør stopper efter gensidig aftale
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nuværende salgsdirektør tager over efter Poul Mark hos Bryggeriet Vestfyen.
Danmarks fjerdestørste bryggeri, Bryggeriet Vestfyen, skal have ny administrerende direktør.
Den nuværende salgsdirektør for bryggeriet, 38-årige Rasmus Damsted Hansen, overtager midlertidig chefstolen efter Poul Mark, der har været administrerende direktør siden 2003.
Poul Mark stopper i A/S Bryggeriet Vestfyen efter gensidig aftale med bestyrelsen for at overlade implementeringen af bryggeriets nye strategi til nye kræfter, hedder det i en pressemeddelelse fra bryggeriet.
- Sidste år var Vestfyen igennem en større strategiproces. Den er mundet ud i en nyt fokus for bryggeriet, hvor vi fremover får mere fokus på vores egne mærkevarer. I arbejdet med at implementere den nye strategi er Vestfyen og Poul Mark blevet enige om, at det nu er tid til at lade nye kræfter komme til og lede og løfte processen. Derfor stopper Poul Mark som administrerende direktør efter gensidig overenskomst, siger bestyrelsesformand Poul Bertelsen og fortsætter:
- Poul Marks arbejde for Vestfyen har igennem årene altid båret præg af stor loyalitet og professionalisme, og han vil altid være en stor del af bryggeriets lange historie efter så mange år som vores administrerende direktør. Så der er god grund til at takke Poul Mark for hans store indsats. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.
Underskud: Bryggeriet Vestfyen under pres på ølmarkedet
Salget faldt med 7 millioner - underskud på 1,9 millioner kroner sidste år.
I efteråret overtog Bryggeriet Vestfyen det konkursramte Indslev Bryggeri på Vestfyn.
Men Assens-bryggeriet har heller ikke haft det let i det seneste regnskabsår.
Det viser det netop offentliggjorte regnskab.
Omsætningen - altså salget - faldt med 7 millioner kroner til 187 millioner kroner, og året sluttede med et underskud på 1,9 millioner kroner før skat.
Det er cirka 3,6 millioner kroner ringere end 2017/2018.
- Ledelsen kan ikke betegne resultatet som tilfredsstillende, men acceptabelt, eftersom underskuddet trods de markante organisatoriske og materielle anlægsinvesteringer, er begrænset til et underskud på 1,5 millioner kroner efter skat, hedder det i ledelsesberetningen.
Årsagen til det negative resultat skyldes ifølge regnskabet først og fremmest den langvarige og hårde pris-konkurrence på øl.
Det har for Vestfyen betydet nedgang i salget til butikker - de såkaldte private label øl - og Vestfyens øl ved grænsen. Det oversøiske salg til Kina har i 2017/2018 været afventende og er ikke på det forventede niveau, hedder det i regnskabet.
Der har i årets løb været en større reklamationssag i forbindelse med en fejlleverance fra en leverandør af cola-blanding, hvilket har haft stor indflydelse på årets salg.
Bryggeriet har nu investeret i en mærkbar forstærkning af organisationen med en række ansættelser bl.a. en ny salgsdirektør, som betyder, at Bryggeriet Vestfyen går ind i regnskabsåret 2018/2019 med ambition om, at bryggeriets brands bliver en større del af sortimentet, både i landets store supermarkeder og ikke mindst i det attraktive café- og restaurantmiljø, oplyser bryggeriet.
Der er udarbejdet en helt ny strategi på eksportområdet og taget beslutning om større investeringer, der vil modernisere bryggeriets produktionsudstyr.
De forhold, som skal sikre næste års og de kommende års vækst, er bl.a. et skarpere skel mellem nicheprægede og volumenprægede produkter.
Bryggeriet vil udvide salg af brands i Danmark og opbygge nye afsætningskanaler for eksport og en position som en betydelig leverandør af kvalitetsfadøl i landets større byer.
Eksporten skal baseres på mindre, men flere kunder på det europæiske marked for specialøl, hvor der netop er efterspørgsel på specialøl.
Ifølge bryggeriet er kapitalgrundlaget på plads og der er ikke planlagt udvidelse af aktiekapitalen.
Bryggeriet har en egenkapital på 89 millioner kroner.
Det har ikke været muligt at træffe bryggeridirektør Poul Mark for en kommentar.
Poul Mark stopper som administrerende direktør efter 16 år på posten.
- Efter så mange år i spidsen er det naturligvis ikke uden vemod, at jeg siger farvel til bryggeriet, de mange ansatte og vores samarbejdspartnere. Men efter moden overvejelse er jeg og bestyrelse enige om, at implementeringen af en ny strategi også kræver nye kræfter. Og derfor er det blevet tid til at prøve noget nyt for mit vedkommend, siger Poul Mark.
Rekrutteringen af bryggeriets kommende direktør sættes nu i gang, og indtil vedkommende er på plads, bliver ansvaret for at lede A/S Bryggeriet Vestfyen altså placeret hos 38-årige Rasmus Damsted Hansen.
Vestfyens Bryggeri er landets fjerdestørste bryggeri og en af Danmarks største producenter af specialøl.
Den position er styrket med overtagelsen af Indslev sidste år.
Den nye administrerende direktør tiltræder med det samme.
Konkursramt bryggeri overlever
Bryggeriet Vestfyen viderefører aktiviteterne i Indslev Bryggeri og sikrer fortsat produktion af øl på bryggeriet.
Bryggeriet Vestfyen viderefører aktiviteterne i Indslev Bryggeri og sikrer fortsat produktion af øl på bryggeriet. Det betyder samtidig en fastholdelse af de fynske arbejdspladser, der ellers var truet efter Indslev Bryggeris konkursbegæring i sidste uge.
- Vi fik en opfordring til at undersøge mulighederne for at videreføre de traditioner for godt håndværk og god øl, som Indslev Bryggeri altid har stået for. I den efterfølgende dialog stod det klart for os, at bryggeriet med sin stolte historie, spændende sortiment og kompetente medarbejdere har et potentiale, som vi kan realisere sammen med vores nye dygtige kolleger på Indslev Bryggeri, siger Poul Mark, der er administrerende direktør hos Bryggeriet Vestfyen.
Med den nye konstellation ser Bryggeriet Vestfyen en mulighed for at bevare bryggeriets kompetencer og sortiment af hvedeøl, der i mange år har givet mikro-bryggeriet Indslev Bryggeri en klar position på specialøls-markedet.
- I den løsning, vi har fundet, sikrer vi naturligvis, at der forsat produceres på Indslev Bryggeri, men vi skal i det hele taget bygge videre på bryggeriets store viden og kompetencer, når det gælder produktionen af specialøl. Derfor har vi fokus på at fastholde de gode, fynske arbejdspladser, fordi vi får nogle virkelig kompetente kolleger i Indslev, siger Poul Mark.
Rød tråd i strategien
For Bryggeriet Vestfyen giver videreførelsen af Indslev Bryggeri også god mening i forhold til bryggeriets egen udviklingsstrategi:
- De kvaliteter og erfaringer, som Indslev Bryggeri kommer med, passer til den røde tråd i udviklingsstrategien for Bryggeriet Vestfyen, der blandt andet handler om at udvikle vores forretning yderligere, når det gælder brands og mærkevarer. Det bliver spændende sammen med kollegerne på Indslev Bryggeri at bygge positivt videre på de stærke mærker, der nu bliver en del af Vestfyens-familien. Det er hele Ugly Duck-serien fra Indslev et godt eksempel på. Det er rigtig godt brygger-håndværk, der har givet en velfortjent positiv respons fra forbrugerne, fortæller Rasmus Damsted Hansen, salgsdirektør hos Bryggeriet Vestfyen i en pressemeddelelse..
- En anden del af vores strategi har handlet om at investere i vores egen organisation på Bryggeriet Vestfyen, så vi er i stand til at håndtere nye kanaler, kunder og brands. Den investering i organisationen har vi foretaget over de senere år, så vi på alle måder er gearet til en fortsat positiv udvikling med stærke fynske rødder. Den udvikling omfatter fremover også Indslev Bryggeri. Vi går ydmygt til opgaven, men er samtidig fyldt med selvtillid om, at vi kan styrke begge bryggeriers position og ikke mindst til at kunne give kunderne, nye som gamle, den unikke øl-oplevelse, de kender og elsker.