37-årige Sandie Birkholm Hansen går rundt på det værelse, der tilhører sønnerne Noah og Malthe. 

I hvert fald indtil sidste år, da tvillingebrødrene blev tvangsfjernet fra deres mor af Langeland Kommune.

- Ja, der er ikke gjort så meget ud af det, for de må alligevel ikke komme hjem, siger hun og fortæller, at hun i en periode overvejede, om hun skulle sælge alle deres ting. For afsavnet til de to drenge er stort.

- Til at starte med kunne jeg ikke engang gå ind på værelset.

Det hele starter, da Sandie Hansen får en depression, hun længe kæmper med sideløbende med sin tilværelse som mor. Undervejs bliver det så svært, at hun vælger at kontakte kommunen for at høre, om sønnerne kan få midlertidigt hjem hos den plejefamilie, som de allerede har været i aflastning hos.

Men efter Sandie Hansen kom sig over depressionen, har hun ikke kunnet få sine børn tilbage til hjemmet i Bagenkop igen. Og det er et af flere eksempler på sager, hvor Langeland Kommune har håndteret sager om anbringelse af børn uhensigtsmæssigt - i konkrete tilfælde direkte i strid med loven. Det mener i hvert fald Sandie Hansens uvildige støtteperson.

Høringer bliver ikke overholdt

Da Sandie Hansen er kommet mere ovenpå og klar til at få sine børn tilbage, går det ikke, som hun regner med.

- Der er ikke nogen samværsafgørelse. Jeg har bare skrevet under på en frivillig anbringelse, men jeg ved ikke, hvornår jeg ser børnene igen, jeg kan ikke få fat i sagsbehandleren, jeg kan faktisk ikke få fat i nogen, siger Sandie Hansen.

Og den manglende kommunikation ryster Sandie Hansens uvildige støtteperson Mie Zeilau, der også er sagsbehandler ansat af Langeland Kommune, der ved flere tilfælde har oplevet, at parthøringerne ikke bliver overholdt.

Når partshøringer og begrundelsespligter ikke bliver overholdt, er det direkte i strid med loven - og eksemplerne er mange i Sandie Hansens tilfælde.

- Man sender en klage til forvaltningen, der skal vurdere, om de har lavet fejl. De kan holde fast i afgørelsen og sende den videre til Ankestyrelsen, men der kan gå lang tid, før den bliver behandlet og i al den tid kan hun have mistet samværet med sine børn, forklarer Mie Zeilau.

Tilbage i august 2021 viser en statusrapport, at børnene trives i spændingsfeltet mellem plejefamilien og deres mor, men få dage senere bliver samværet halveret.

- Børnene har reageret meget voldsomt på at være væk fra Sandie og ved halveringen går det helt galt for særligt Noah, siger Mie Zeilau.

Pludselig har forældrene kun ret til at se børnene tre timer om måneden i støttet samvær uden for Sandies hjem, hvor hun normalt har samvær. Nu skal det foregå i en lejlighed i Odense. Senest har hun uden varsel mistet sine to månedlige telefonsamtaler med sønnerne. 

- Hun får ikke nogen begrundelse. Børnene græder, når de skal væk fra deres mor, men kommunen konkluderer, at Sandie ikke kan finde ud af at skabe struktur for drengene, siger Mie Zeilau.

Udvalgte kompetencer

Sandie Hansen vælger at kontakte plejefaren dagen efter ændringen i samværet, men hun får at vide, at hun skal kontakte kommunen, som er dem, der træffer afgørelsen.

- Men der dumper en partshøring ind om, at kommunen påtænker at træffe en ny afgørelse. Samtidig er afgørelsen allerede sat i gang. Det hænger ikke sammen, og det er ikke i orden, påpeger Mie Zeilau.

Langeland Kommune har indhentet evalueringer fra Sandie Hansens tidligere bopælskommuner i Odense og Svendborg, og her har man udelukkende taget de negative elementer med og ikke de elementer, der fik hendes tidligere kommuner til at fremhæve hende som en kompetent mor.

Ligeledes har man brugt fejldiagnoser og tidligere diagnoser i vurderingen.

- De fremstiller hende som om, at hun ikke vil samarbejde og ikke har nogen selvindsigt. Hun har selv bedt om hjælp fra kommunen og foreslået anbringelsen i en periode. Er det, at man kan bede om midlertidigt at få anbragt sine børn ikke netop at have indsigt i egne ressourcer og begrænsninger i forhold til at kunne varetage sine børns omsorg?, siger Mie Zeilau.

Mie Zeilau har oplevet mange hårde skæbner i sin tid som socialrådgiver, men alligevel er hun rystet over sagen.

- Jeg synes, det er meget alvorligt og særligt for de to drenge, der sidder langt væk fra deres mor og bliver taget længere og længere væk, siger hun og tilføjer:

- Når der er så mange, der kontakter mig, fordi de gerne vil have mig ind i deres sag, så tænker jeg, at der er et generelt problem og et eller andet sted tror jeg, at der kan være noget kulturelt i familieafdelingen.

Langeland Kommune er i flere omgange blevet meldt til Ankestyrelsen for fejlhåndtering af sagen, og i dag skriver mediet 24syv, at kommunen også er meldt til Ombudsmanden.

TV 2 Fyn ville gerne have haft et interview med Langeland Kommune, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Søren Ramsing, oplyser til TV 2 Fyn, at de tager sagen meget alvorligt, og at de arbejder på højtryk for at omlægge retningen for sagsbehandlingen i Langeland Kommune. 

I den seneste tid er Langeland Kommune kommet i søgelyset efter flere sager om mulige lovbrud af tvangsfjernede børn. Det kan du læse mere om her.

Da Mohammad Ziad for otte år siden flygtede fra Syrien til Danmark, måtte han søge asyl efter gældende regler. Der blev ikke lavet en særlov som den, Folketinget onsdag vedtog for ukrainske flygtninge.

- Ukrainerne fortjener al den hjælp, de får, men der skal være lighed. Særloven er at forskelsbehandle mellem ukrainske flygtninge og syriske for eksempel. Det er ikke i orden, siger Mohammad Ziad, der er talsmand for Syrisk Forening i Danmark.

Særloven betyder, at ukrainske flygtninge omgående får foreløbigt to års opholdstilladelse med ret til arbejde, børnepasning og uddannelse. Omvendt oplever syriske flygtninge ofte mange måneders sagsbehandling.

- Man opdeler i A-flygtninge og B-flygtninge, hvor B-gruppen er dem fra Mellemøsten og Afrika. Det er de mørke mennesker, der "ikke ligner os", siger Mohammad Ziad.

Flygtninge på motorvejen

Også Henrik Stubkjær, der er biskop og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, bemærker uligheden i den nye særlov. 

- Jeg synes, der er en forskel på den måde, at med ukrainerne ser vi mennesket bag lidelsen, og det synes jeg, vi havde sværere ved i forhold til syrerne, fortæller han.

I 2015 flygtede flere tusinde syrere til Danmark, og mange kan formentlig genkalde sig billederne af flygtninge til fods på danske motorveje. En oplevelse, der sammen med særloven, står i skærende kontrast til situationen for de ukrainske flygtninge, der hjælpes til Danmark af frivillige chauffører.

- Vi genkender os selv i ukrainerne. De er en del af Europa, ligesom vi er, og de ligner os. Jeg tror, mange syrere oplevede, at de kom til et meget lukket land. Det var også tydeligt i måden, vi talte om syrerne som horder og en trussel og ikke som mennesker, siger Henrik Stubkjær.

Afviser kritik

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund mener dog ikke, at den kritik, der bliver rejst af særloven, er rimelig.

- Jeg hører hver dag, at vi er racister, fordi vi forsøger at hjælpe ukrainerne. Vi har sagt i årevis, at vi mener, at flygtninge skal hjælpes i nærområderne, og hvis vi sagde nu, at det måtte resten af EU klare, ville jeg synes, man med rette kunne anklage os for at være hyklere, siger han.

Han forklarer, at der var behov for en særlov for ukrainere, fordi tre millioner på tre uger er blevet fordrevet fra deres hjemland, og at systemet ikke ville kunne holde til de mange asylansøgere ellers. Det samme mener Rasmus Stoklund ikke var tilfældet med syrerne, der flygtede over flere år.

Cirka 35.000 syriske flygtninge har siden 2014 fået opholdstilladelse i Danmark.

Du kan se hele interviewet med Rasmus Stoklund herunder.