Hvad er rigtigt, og hvad er forkert?
"Alle Danmarks vandværker forurener vandet med vilje"
Det er et eksempel på fake news og altså en forkert nyhed, der intet har med sandheden at gøre.
150 fynske gymnasieelever har i ugens løb leget journalister. De har deltaget i en stor Mediacamp som Syddansk Universitet har arrangeret.
I løbet af ugen har eleverne skulle arbejde med emnet fake news. De er blevet mere kildekritiske og klogere på, hvad fake news egentlig er, og hvordan man spotter dem i sin hverdag.
Men det er ikke kun fynske gymnasieklasser, der har deltaget i projektet. Der har også været nogle udvalgte københavnske gymnasier med.
Det er ikke første gang, at elever fra fynske gymnasier har en uge, hvor det handler om journalistik og medier. Det er nemlig tredje år i træk, at Syddansk Universitet arrangerer Mediacamp.
Thomas Kaarsted, der er souschef på Syddansk Universitetsbibliotek og én af dem, der har stået for Mediacampen, er ikke i tvivl om, at eleverne i høj grad har brug for flere værktøjer til at begå sig i nyhedsstrømmen.
- Vi har fem klasser fra hele fyn inde til at lave nyheder en uge for at blive klogere på nyhedskriterier, kildekritik og emnet fake news. De unge mennesker får en fornemmelse og nogle værktøjer til at spotte det og blive mere kritiske i hverdagen, siger han til TV 2/Fyn.
Han mener, at der er et manglende fokus på, hvor historier kommer fra, og om de er rigtige eller forkerte. Og det er det, de unge forhåbentlig er blevet bedre efter en uge med opgaver og snak.
- Det har for mig været en bekræftende uge, siger en af eleverne, der har deltaget i campen.
Han har fået en del ud af ugen, hvilket han også bekræfter, når TV 2/Fyn tester ham i hans viden om fake news.
Fynsk vinder af pris
Mediacampen skal også være med til at styrke brobygningen mellem medier og omverdenen. Og derfor er flere medier også gået med i projektet. Både TV 2 News, Politiken, TV 2 Lorry, DR P4, Ekstra Bladet, Center for Journalistik på Syddansk Universitet og universitets bibliotek er med, når de unge skal blive klogere på blandt andet at kunne skelne mellem rigtigt og forkert i nyhedsstrømmen.
Eleverne har i gennem ugen arbejdet med skrift, lyd og billede og dokumenteret deres projekter på en hjemmeside, der er oprettet til formålet.
Hvad er fake news?
Men det er ikke kun viden, som eleverne får ud af mediacampen - selvom det er det vigtigste.
Der indgår nemlig også et konkurrenceelement i campen, hvor eleverne har kunnet vinde i nogle forskellige kategorier. Bedste nyhed, bedste leder, analyse og portræt er nogle af de mange priser, som er på højkant for den enkelte elev.
Hele klassen kan vinde prisen for at have den bedste overordnede præstation.
Og netop den pris har 3.d fra Nordfyns Gymnasium vundet.
Længe før campen
Eleverne har ikke kun arbejdet med fake news i denne uge. Allerede inden campen er gået i gang har eleverne og lærerne fra de deltagende klasser og personalet fra Syddansk Universitet mødtes. De har haft lidt introduktion til mediacampen, så de var klar på, hvad Mediacampen egentlig gik ud på.
I løbet af hele ugen, har eleverne både været samlet til nogle fælles oplæg, men de har også været alene, hvor de skulle lave, hver deres projekt.
Derudover har alle eleverne været på besøg på forskellige medier.
På ugens sidste dag, fredag, er alle priserne blevet uddelet. Det betyder dog ikke, at eleverne er helt færdige med projektet endnu.
De skal efterfølgende lave en beskrivelse af processen med mediacampen, hvor de blandt andet skal fortælle lidt om valget af kilder, og hvilke overvejelser de har haft angående deres historier.