Historien lyver ikke - fynsk erhvervsliv toppede for 50 år siden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
To fynske professorer fælder dommen i 1200 siders mesterværk om fynsk erhvervsliv igennem 75 år. Mandag tager de mod gode råd, og håber på en god debat om, hvad der skal til for at løfte Fyn.
Historien lyver ikke.
Det fynske erhvervsliv toppede fra 1960 til 1973. Siden er det gået ned ad bakke,
Det er den grove version af 1200 siders fynsk erhvervshistorie – rullet ud af de to tidligere SDU-professorer Tage Koed Madsen og Jesper Strandskov.
Førstnævnte har selv været ude i det virkelige fynske erhvervsliv, først som produktchef hos Bluemøller, dem med Biotex, Sanex og Zendium, siden som marketingchef hos H. J. Hansen.
Jesper Standskov har været en tur omkring CBS, Århus Universitet og Handelshøjskolen og var blandt andet med i taskforcen, der i 2014 satte kursen for Odenses erhvervsudvikling med 100 millioner i ryggen.
Med et mester- og murstensværk i to bind, der vejer 3,5 kilo, er der lagt ekstra tyngde til den debat, som de to lærde herrer har inviteret til mandag på Syddansk Universitet.
Ambitionen er at bruge historien til at kikke ind i den fynske fremtid.
Og der er nok at tage fat på.
Punkterer myter
Tage Koed Madsen og Jesper Strandskov punkterer flere myter om Fyn, som den der med, at det lyse fynske og sind og den blide sprogtone skyldes, at Fyn har mere frugtbar jord og mildere vejr end i resten af landet, hvilket gør, at fynboerne er vant til, at det flyder mælk og honning uden for døren.
Det skulle så også give udslag i mangel på hårdtarbejdende fynboer, stagnerende erhvervsudvikling, og at man på Fyn, med digteren Per Højholts ord, han er som bekendt jyde, bare skal stikke en tændstik i jorden for at få den til at vokse.
Så er der også den om, at fynboerne har nok i sit eget nærområde. Svendborg vil ikke samarbejde med Odense, og kystbyerne har nok i sig selv. Middelfart vil hellere samarbejde med jyderne, og så kommer man ligesom ikke ud af stedet.
Måske har der været noget om snakken, men Vejle og Kolding har også haft deres kontroverser.
En kendsgerning er det dog, at Fyn har set bedre tider.
Siden glansperioden fra 1960 til 1973 er det fynske bidrag til den samlede velfærd i Danmark faldet fra 10 til 5 procent af bruttonationalproduktet. Ledigheden har siden været højere end landsgennemsnittet, der er færre fynboer i den arbejdsduelige alder, der er på arbejdsmarkedet, fynboerne har generelt ikke så lange uddannelser, virksomhederne er mindre, vi mangler vækstbrancher som biotek og lægemiddel-produktion, har færre store banker, forsikringsselskaber og servicevirksomheder, men stadig forholdsvis mange jern- og metalvirksomheder.
Cirka 10.000 fynboer pendler hver dag ud af øen for at arbejde og skaber vækst i andre landsdele.
- Vi har ingen kæmpestore virksomheder som andre landsdele. Vi forklarer det med, at Fyn længe var et ø-samfund, hvor man orienterede sig mod produktion til nærområdet. Da Lillebælts- og Storebæltsbroen kom, skabte det vækst i København og Trekantområdet, siger Tage Koed Madsen.
Den fynske glansperiode
Tilbage til den fynske glansperiode.
Dengang Fyn var centrum for produktionen af fødevarekonserves- Haustrup Fabriker beskæftigede 2000 medarbejdere - Lindø Danmarks største værft 6000 ansatte, men der var også nok at lave på Fyns øvrige værfter. Thrige-Titan var en anden stor arbejdsplads inden for elektromotorer, Odense var Danmarks konfektionsby nummer et. Fyn havde omfattende cykelproduktion og møbelproduktion, 200 møbelfabrikker - alene 50 fabrikanter i Odense. Dertil kom store mosterier, slagterier og mejerier.
Det var også perioden, hvor mange kvinder kom på arbejdsmarkedet, Jens P. Koch sprøjtede parcelhuse ud på samlebånd og sørgede for, at mange fynboer kom til at eje egen bolig, og velfærdsstaten med en stor offentlig sektor var under opbygning.
Odense var en større industriby end Århus og Aalborg.
Det er først ved indgangen til 60’erne, at landbruget taber terræn til industrien, der nu beskæftiger flest fynboer.
I 2020 var landbruget skrumpet til 8000 arbejdspladser på Fyn – under fire procent af de 220.000 job, der er på Fyn.
Nu var det altså de fynske virksomheder, der skulle stå distancen, men oliekrisen i 1973 ramte hårdt.
Oliekrisen gjorde ondt
Energipriserne steg i perioder til det firedobbelte, og medlemskabet af EF samme år gjorde ondt værre.
- For godt nok fik fynsk landbrug nu subsidier fra den fælles EU-kasse, og fynske virksomheder adgang til et marked på 200 millioner europæere, men faldet af handelshindringer gik også den anden vej. Og de høje danske lønninger, som var fulgte i kølvandet på de glade tressere, var nu en klods om benet, siger Jesper Strandskov.
Landbrug og gartneri, der stod ekstraordinært stærkt på Fyn, skulle nu konkurrere med billige grøntsager fra Sydeuropa og hele følgeindustrien af maskinproducenter til landbruget, konservesfabrikker og tekstil og konfektionsindustrien fik ekstremt hårde tider.
Murens fald i 1989 og åbningen til Østeuropa og etableringen af det indre marked, hvor der blev åbnet op for investeringer på tværs af landegrænser i EU, stillede endnu større krav.
Flere fynske virksomheder flyttede deres produktion til lande i Europa med lavere lønninger og siden til Asien.
- Fra 1974 til slutningen af 1990’erne forsvandt 15.000 industriarbejdspladser på Fyn, mens der kun kom 9000 nye til, siger Jesper Strandskov. Da Fyn havde flest beskæftiget var der cirka 56.000 ansat inden for industrien. I 2020 var det 25.000 – altså mere end en halvering. Det er tankevækkende, siger Jesper Strandskov.
Senest har Tage Koed Madsen og Jesper Strandskov dokumenteret, at et halvt hundrede fynske virksomheder alene den sidste halve snes år er kommer på udenlandske hænder.
