Hver tiende familie kommer til at mærke højere renter

Inden sommeren 2023 vil omkring hver tiende familie været blevet påvirket af de højere renter.

Inden næste sommer vil omkring hver tiende familie kunne mærke effekten af de højere renter i deres renteudgifter. Det viser tal fra pengeinstitutternes brancheorganisation, Finans Danmark.

Siden årets begyndelse og særligt siden foråret er renterne på realkreditlån vokset.

Ifølge Finans Danmark betyder det, at inden vi når sommeren 2023 har hver tiende familie i Danmark oplevet, at renten er steget på deres realkreditlån.

Langt størstedelen af de danske boligejere kommer ikke til at mærke noget.

Enten fordi de har et fastforrentet lån, hvor renten er fast, eller fordi de har et rentetilpasningslån, hvor renten godt nok ændrer sig, men hvor lånet ikke skal tilpasses inden næste sommer.

Men omkring 300.000 familier vil ifølge Finans Danmark opleve, at de skal betale mere i renteudgifter på deres rentetilpasningslån.

Størstedelen af de familier vil opleve stigninger i de månedlige udgifter på mellem 1.000 til 5.000 kroner.

Der er også en lille gruppe - Finans Danmark anslår, at det er to procent af alle danske familier - som vil opleve, at de skal betale mere end 5.000 kroner mere om måneden i renteudgifter.

Handler om lånet

Hvornår man oplever de stigende udgifter til renter, kommer an på, hvornår deres lån skal tilpasses. Ud over lån med kort tid er der også lån med lang løbetid, hvor lånet tilfældigvis skal tilpasses i denne periode, som bliver ramt.

Finans Danmark har også set nærmere på, hvem der får mindst 2.500 kroner mere i renteudgifter om måneden.

Det er særligt i nogle af kommunerne nord for København såsom Gentofte, Rudersdal, Hørsholm og så Dragør syd for København, at der er flest, der oplever stigende renteudgifter i den størrelse.

Det er også her, at man finder de dyreste huse og derfor de største boliglån. Men det er også her der er den højeste andel af familier med rentetilpasningslån.

I de fire kommuner er det over ti procent, der kommer til at opleve en stigning på over 2.500 kroner om måneden i renteudgifter.

I Jylland er det i Skanderborg Kommune og Silkeborg Kommune, at flest bliver ramt. Her er det henholdsvis ni og otte procent, der skal have mindst 2.500 kroner mere op ad lommen hver måned i renteudgifter.

Flere og flere fynske familier mærker det økonomiske pres op mod jul. Blandt andre Blå Kors har modtaget flere ansøgninger om julehjælp end nogensinde før.

Oversigt

    Oversigt