Jobsøgning: Her er dine skjulte evner
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En enlig mor eller en frivillig håndboldtræner kan sagtens have netop dét, en virksomhed efterspørger.
Med tiden mister mange ledige troen på, at de stadig har noget at bidrage med på arbejdsmarkedet. Den tanke kan helt tage pusten fra selv den mest ivrige jobsøgende.
Men faktisk gælder det bare om at finde frem til sine skjulte kompetencer.
Det fortæller Ronnie Reifling, der er beboerkonsulent ved Boligsocialt Hus i Odense.
- Skjulte kompetencer kan være hvad som helst. Den store udfordring er, at få folk til at få øje på dem, fortæller han til TV 2/FYN.
Til daglig hjælper han ledige med at skrive knivskarpe jobansøgninger til drømmestillingen.
- De fleste har langt flere kompetencer, end de selv tror.
Den enlige har overblik
Ifølge Ronnie Reifling gælder det om at spørge sig selv, hvad det egentlig er, man laver.
Har man for eksempel opfostret børn alene?
Dét kræver ansvarlighed, stædighed og overblik.
Været bestyrelsesformand i den lokale bridgeklub?
Dét kræver organisatorisk forståelse og kommunikationsevner.
Eller måske trænet et håndboldhold?
Dét kræver, at man kan sætte sig i respekt, har handlekraft og viljestyrke.
Ifølge Ronnie Reifling er der et væld af lignende eksempler, der alle resulterer i erfaring, der kan være vigtig for en virksomhed.
Arbejd dig op
- Spørg dig selv: ’Kan alle gøre det, jeg gør? Hvad kræver det egentlig?’, forklarer han til TV 2/FYN.
- De fleste glemmer, hvad de egentlig udretter. Hver dag er de lykkedes med noget, og det skal de holde fast i og fremhæve.
Når først der er fokus på de skjulte evner, bliver det lettere at bejle til potentielle arbejdspladser. Den gode jobansøgning er nemlig stilet til netop det, en virksomhed efterspørger.
- Lad være med at forvent, at du starter som direktør. Start nedefra og få nogle succeser. Arbejd dig opad. Prøv det. Der er muligheder nok, siger Ronnie Reifling.
I vores udsendelse onsdag klokken 19.30 bringer vi et indslag om de fire områder i Odense, hvor ledigheden er højest.