Jeg er holdt op med at spise kød, jeg køber alt mit tøj brugt. Men det hjælper jo ikke noget, hvis ikke politikerne også tager ansvar.
- Det er et politisk opråb i håbet om, at vores politikere snart begynder at tage klimaforandringerne alvorligt.
Sådan lyder det fra Maja Parsberg Madsen fredag morgen. Til daglig læser hun på universitetet. Men klokken 10.00 fredag mødes hun og mange andre unge for at demonstrere på Flakhaven i Odense.
- Vi gør det i afmagt over, at vores politikere ikke håndterer klimaudfordringen. Det er os unge, der kommer til at stå med aben senere. De unge frygter fremtiden, og det er ikke engang deres skyld. Mange af de unge, der går på gaden i dag, kan ikke engang stemme endnu. Og politikerne gør ikke en skid. Det er så uretfærdigt, siger Maja Parsberg og fortsætter:
- Derfor siger vi nu til vores politikere: Det er jer, der har magten til at handle. Og når man har magten, så har man også ansvar for at bruge den.
Har droppet kød og nyt tøj
Gymnasie- og folkeskole-elever demonstrerer i hele landet. Det er Maja Parsberg Madsen, der står for demonstrationen i Odense fredag, der er arrangeret af studenterforeningen Den Grønne Studenterbevægelse.
Hun føler ikke, hun selv kan gøre mere. Der er behov for politikernes hjælp.
- Jeg er holdt op med at spise kød, jeg køber alt mit tøj brugt. Men det hjælper jo ikke noget, hvis ikke politikerne også tager ansvar, siger Maja Parsberg Madsen.