Køligt sommervejr vil dominere den kommende uge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Torsdag bliver den mest solrige dag i en uge, hvor temperaturerne kommer til at ligge mellem 17 og 20 grader.
Mandag starter med sol, men det er hurtigt skyerne, der tager over.
Det fortæller Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Mandag får vi nogen sol, men snart bliver skyet, og der kan komme byger hist og pist, siger hun.
Hun fortæller, at de fleste af mandagens byger er lette og kortvarige.
- De vil ikke give de store udfordringer - og man kan nok godt undvære en paraply.
Mandagens temperaturer kommer til ligge mellem 17 og 20 grader, fortæller Bolette Brødsgaard.
Køligt vejr fortsætter
Kigger man længere hen i ugen, tegner der sig nogenlunde det samme billede.
- Det bliver en kølig uge med temperaturer på 17 til 20 grader alle dage. Der kan også komme byger alle dage, siger meteorologen.
Skal hun dog fremhæve én dag, hvor man kan forvente en smule bedre vejr, er det torsdag.
- Torsdag kan der komme nogen sol, og temperaturerne kan også komme op på lige over 20 grader, og der kommer kun ganske få byger, siger hun.
Fra onsdag og frem kan vinden dog godt komme til at drille dem, der opholder sig nær de vestvendte kyster.
- Der vil være en frisk vestenvind og ude ved kysterne kan den komme op på hård vind eller kuling.
- Så det er ikke lige det bedste strandvejr, hvis man er på en vestvendt kyst, siger hun.
Ifølge Bolette Brødsgaard skal de ferieramte dog ikke lade sig slå ud af det lidt køligere vejr.
- Alle dage vil det være muligt at få noget godt ud af vejret - det er jo trods alt sommer. Det handler bare om at finde et sted i læ eller holde øje på radaren med, hvornår der kommer regn.
Ender du alligevel med at savne sommervejret, kan du se eller gense de solrige billeder fra Nyborg, da Tour de France-rytterne kørte i mål på Tourens 2. etape i den østfynske by.