Maroon 5 bliver hovednavn på Tinderbox
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Næste sommer kommer popgruppen Maroon 5 til Odense, hvor Adam Levine og resten af bandet skal spille i Tusindårsskoven.
Den amerikanske popgruppe Maroon 5 bliver et af hovednavnene på næste års Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense.
Maroon 5 giver koncert fredag den 23. juni, oplyser festivalen.
Popbandet slog igennem med albummet “Songs About Jane” i 2002, og her hittede forsanger Adam Levine og resten af gruppen med sange som “This Love” og “She Will Be Loved”.
Stribe af hits i 20 år
Maroon 5 har i løbet af de seneste to årtier fortsat succesen med en lang række popnumre på alverdens hitlister - blandt andet “Makes Me Wonder” og “Moves Like Jagger”, der i henholdsvis 2007 og 2010 gik ind som nummer et på den amerikanske singlehitliste.
Bandet har efterfølgende også toppet samme hitliste med “One More Night” i 2012 og “Girls Like You” i 2018.
“Songs About Jane” er blevet solgt i flere end ti millioner eksemplarer på verdensplan. Bandets seneste album, “Jordi” fra 2021, er omvendt bandets mindst succesfulde.
Koncerten på Tinderbox er en del af Maroon 5's omfattende 2023-turné.
Billetsalg begynder onsdag
Det er den syvende udgave af Tinderbox, der afvikles fra 22. til 24. juni.
Billetsalget starter onsdag klokken 10, hvor der vil være et begrænset antal partoutbilletter til salg til 2.095 kroner plus gebyr. Resten af billetterne sættes til salg 1. december.
Maroon 5 er det første hovednavn, som Tinderbox har afsløret. Resten kommer senere, oplyser festivalen.
I sommer vendte Tinderbox tilbage efter et par års corona-pause. Her leverede Muse, Aqua og Kashmir ifølge anmelderne “magiske” koncerter, mens Thomas Helmig fik knap så mange roser.