Michael var død i 16 minutter - men du kan ikke se på ham, at han har taget skade
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sammen med en gruppe usynligt handicappede har Michael Jacobsen gået tværs over Fyn med et særligt formål.
Det er næsten fem år siden - 22. juli 2019 - at 50-årige Michael Jacobsens liv ændrede sig på et splitsekund.
Hans hjerte stoppede pludselig, og i 16 minutter var han klinisk død. Han opdagede det ikke selv, da han lå og sov - det gjorde han kæreste Inge heldigvis.
Hun fik hurtigt tilkaldt hjælp, og mens han lå stille og bevidstløs i sin seng, kæmpede ambulancefolkene for at redde hans liv – et liv, som senere skulle vise sig at være fyldt med nye udfordringer.
Michaels liv blev reddet, men ikke uden ar. Der gik fire dage, før han kom til bevidsthed, og i mellemtiden scannede lægerne hans hjerne.
Familien fik besked om, at hvis han vågnede, ville det være til et liv i kørestol og med sondemad. De 16 minutter, hvor hans hjerte ikke slog, har påført hans hjerne alvorlige skader.
Skinnet bedrager
Ser man Michael i dag, opdager man hurtigt, at lægernes forudsigelser om hans tilstand heldigvis ikke blev til virkelighed. Han sidder hverken i kørestol eller har brug for sondemad.
Faktisk ligner han en mand i sin bedste form. Men netop dér ligger problemet, for skinnet bedrager. Nok ser han helt normal, sund og rask ud, men indeni lider han stadig hårdt efter den traumatiske nat for fem år siden. Han har fået alvorlige hjerneskader, og hans liv bliver aldrig det samme igen, men det er der mange mennesker, der ikke forstår.
- Når man har et usynligt handicap, kan man måske godt virke dum, underlig og mærkelig. Folk kan jo ikke se, at vi er syge, og samtidig kan vi måske godt have brug for en hjælpende hånd.
Artiklen fortsætter under videoen.
Fællesskabet gav mening til livet
Siden Michael Jacobsen fik hjertestop, og hans liv ændrede sig fra den ene dag til den anden, har hans hverdag været svær. Han har ofte følt sig misforstået, og følt at han ikke passer ind.
- Vi føler os ikke rigtig velkomne blandt almindelige mennesker og bliver lidt tilsidesat, og der er nogle ting, der begrænser os. Så isolerer man sig, og stille og roligt sidder man mere og mere hjemme.
Det kan for eksempel være til fødselsdage eller andre arrangementer, hvor Michael føler sig tilsidesat. Her kan han blive meget tavs og indelukket, når der er mange mennesker omkring ham, og lydene bliver høje. Det kan give ham en følelse af, at folk overser ham.
Men én ting har hjulpet ham mere end noget andet: at tale med ligesindede. Sammen med en gruppe mennesker, som tilsammen har flere diagnoser, end de selv kan huske, går de lange ture sammen.
De bruger hinanden til at føle sig forstået. Et alternativ til psykolog, og et alternativ som de synes fungerer meget bedre. Turene giver dem motivation til at klare hverdagen.
- Den her lille gruppe er så livgivende. At komme ud og bryde nogle grænser og møde nogle mennesker, man kan tale med og være fuldstændig afslappet i deres selskab. Det er en kamp at komme tilbage, men denne gruppe har flyttet mig rigtig meget.
Vil skabe mere fokus
Tilbage i april gik Michael og hans gå-gruppe deres hidtil længste tur. På fem dage krydsede de Fyn, fra Middelfart til Nyborg. Men denne gang havde de et større formål: at skabe mere opmærksomhed omkring usynlige handicap.
- Der er et behov for at sætte fokus på usynlige handicap, fordi vi ofte bliver misforstået, overset og mistolket, for man kan jo ikke se, hvor syge vi er, siger Kristina Wilcke Degner, som også er en del af gruppen.
Samtidig var formålet at sprede budskabet om, at grupper som denne virker. De opfordrer til, at flere starter lignende grupper rundt om i hele landet og bruger hinanden til at få det bedre.
