Millionregn over fynsk natur - nu bliver det sjovere at være truet dyreart

Et stort fynsk genopretningsprojekt får nu vind i sejlende, når EU bidrager med hele 80 millioner kroner.

Snart bliver det forhåbentlig en hel del sjovere at være vandsalamander på Fyn. 

For sammen med en række andre truede dyrearter får den en tiltrængt håndsrækning fra et stort fynsk biodiversitetsprojekt ved navn LIFE Ring, der i dag har fået finansieringen på plads.

EU's "Nature and Biodiversity" bidrager således med omtrent 80 millioner kroner til projektet, der har til formål at genoprette truet natur på Fyn. Også Aage V. Jensens Fonde bidrager til projektet med fire millioner kroner. 

LIFE Ring har et budget på i alt 119 millioner kroner. Det resterende beløb finansieres af de deltagende partnere. 

Projektet skydes i gang i september i år og vil løbe frem til 2032. Det vil bidrage til forbedring af i alt 1.045 hektar eksisterende natur og 43 kilometer vandløb. 

Derudover vil der være etablering af 322 hektar ny natur fordelt på i alt 27 projektområder. Det indeholder desuden en fynsk biodiversitetsstrategi, der har til formål at binde naturen sammen på hele Fyn. 

- Naturen kender ikke kommunegrænser

Med i projektet er samtlige fynske kommuner. Og det giver god mening, hvis man spørger Jakob Harrekilde Jensen, der er skovrider ved Naturstyrelsen Fyn. 

- Det er en rigtig god nyhed. Dels er det et stort projekt med et stort budget, og så er det flot, at det er et samarbejde med alle fynske kommuner, for naturen kender ikke kommunegrænser. Derudover er det med i projektet, at der skal laves en samlet fynsk biodiversitetsstrategi, så der er et arbejde i at kigge samlet på den fynske natur. 

Hvornår projektet kommer til at give konkret afkast i naturen, afhænger ifølge Jakob Harrekilde Jensen af, hvilke tiltag man kigger på. 

- Vi får mulighed for på nogle af vores arealer at sætte aktiviteter i gang, som kan styrke naturen der. Nogle af tiltagene vil give et hurtigt resultat, mens andre er på længere sigt. Men uanset hvad, kommer vi til at skabe forudsætningerne for forandring. 

Konkrete områder får hjælp

Blandt de områder, der nu får konkret hjælp, er Rødme Svinehaver på Sydfyn. Her kommer pengene til at få stor gavn, spår Jakob Harrekilde Jensen. 

- Vi arbejder med mange forskellige arealer, men for at gøre det konkret, forvalter vi Rødme Svinehaver, hvor den overvejende naturtype er surt overdrev. Det er den største af sin slags på Fyn, og der arbejder vi med at sikre det mod tilgroning, og det er det rigtig fint, at vi nu får penge til at arbejde med det. 

Udover egentlige naturindsatser sikrer projektet også en øget formidling af biodiversitet. Det sker via uddannelsesinstitutioner og Naturama. 

Oversigt

    Oversigt