OB laver særlig trøje til ære for Lars Høgh

Når OB spiller årets første hjemmekamp, bliver klubikonet Lars Høgh hyldet, ligesom en særlig legendetrøje kommer i salg. Overskuddet skal gå til kræftforskning.

Det var en sorgens dag for mange fynske fodboldfans, da Lars Høgh i december sidste år døde efter et længere kræftforløb. 

Den tidligere målmand er en legende i OB, hvor han nåede at stå 817 kampe, men det var i høj grad også klubikonets personlighed, der gjorde, han har en særlig plads i mange OB-fans' hjerter.

Derfor har klubben arrangeret en hyldest af Lars Høgh op til klubbens første hjemmekamp i 2022, som finder sted 27. februar mod FC Midtjylland. 

- Lars Høgh var kendt som Mr. OB. Ikke kun på grund af sine 817 førsteholdskampe i målet for OB men i endnu højere grad på grund af sit positive sind og ukrukkede væsen. "Høgh'en" var yderst vellidt af alle i ogomkring OB, og derfor hylder vi ham til vores næste hjemmekamp, lyder det i en pressemeddelelse. 

Op til kampen mod FC Midtjylland vil der være livemusik og blive fortalt anektdoter om målmanden i fanzonen på stadion. 

Legendetrøje

Allerede en lille uge inden kampen kommer en særlig "legendetrøje" i salg. 

- Som en del af hyldestkampen har vi i et samarbejde mellem klub, fans og hummel skabt en legendetrøje til ære for Mr. OB, skriver man i pressemeddelelsen. 

For hver trøje, der bliver solgt, går der 100 kroner ubeskåret til bekæmpelse og forskning i kræft i bugspytkirtlen. 


Det sker i samarbejde med NU Festival, som Lars Høgh sidste år startede sammen med Michael Falch. Festivalens overskud går ligeledes til forskning i bugspytkirtelkræft. 

Det officielle trøjesalg begynder 22. februar klokken 10. Brugere af OB's fan-app har dog muligheden dagen før. 

Oversigt

    Oversigt