Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Undgå lammekød og oksekød, og drik vand fra hanen. Drop smør på brødet, og drik hellere øl frem for vin.
Flere danskere vælger at blive vegetarer og vælger kødet fra. Det gælder også på Fyn, hvor de fynske supermarkeder oplever et stigende salg af vegetariske varer.
Pas på miljøet: Sådan laver du vegansk SU-venlig aftensmad
Kødproduktion er en kæmpe klimasynder. Men man kan sagtens gøre noget og nedsætte sit kødforbrug. Bemærk har bedt Årets Bedste Veganske Spisested om at lave den mest lækre og SU-venlige veganerret.
Det er ikke til at komme udenom. Vi hører om det hele tiden. Kød og CO 2-udledning. Kød og kødproduktionen er en stor klimasynder.
Derfor vælger flere at blive vegetarer eller vælger kødet fra flere gange om ugen. Der bliver solgt mere vegetarisk mad i de fynske supermarkeder, og faktisk er antallet af vegetariske varer fordoblet på Fyn de seneste to år. Det viser tal fra Coop Analyse.
Hver fjerde dansker spiser vegetarisk mindst en dag om ugen. For to år siden var det hver femte.
Vegetarer og veganere i Danmark
- 140.000 personer lever vegetarisk, og undersøgelser estimerer, at over 25.000 danskere lever vegansk.
- 24 procent af danskerne spiser vegetarisk mindst en dag om ugen.
- 34 procent af unge under 35 år vælger kødet fra en dag om ugen eller oftere.
- I 2017 var det tal 26 procent af de unge.
- Hver tyvende under 35 år lever vegetarisk eller vegansk og spiser altså aldrig kød eller fisk.
Kilde: Coop Analyse
Den udvikling ses især hos unge under 35 år, hvor én ud af tre vælger kødet fra en dag om ugen eller oftere. Det viser tal fra analysen. For bare et år siden gjaldt det én ud af fire unge.
En af de største årsager til det er miljøet. Hos de unge mellem 15 og 34 år fortæller 34 procent, at de spiser mindre kød på grund af miljøet. Det viser undersøgelsen Coop Analyse & DVF.
- Vi kan se blandt danskere under 35 år, at der er klimaspørgsmålet en af de vigtigste årsager til, at man i højere grad fravælger kødet. Det er, som om den dagsorden betyder mere for den yngre del af befolkningen end den ældre. Det er dem, der står med problemet, siger Lars Aarup, analysechef i Coop Analyse.
Det er et modefænomen
Men det handler også om, at det er kommet mere på mode blandt ungdommen at vælge kødet fra.
- Det handler også om madmode. Vi er kommet fra en tid, hvor stenalderkost og palæo var højeste mode fra omkring år 2007 frem til omkring 2012. Nu skal vi prøve noget nyt. Det er mad uden kød. Vi kan se det på kogebøgerne, madbloggere og stjernekokke. I dag kan man ikke gå ind på en resturant uden en vegetarret på menuen. Det er en dagsorden, der kommer til at fortsætte, siger Lars Aarup
Vi gør det både miljøet, men også for dyrenes skyld.
Jamie Gregson
Veganer-succes i Odense
Hos Café Kosmos, der er en café i Odense, som serverer vegansk mad, mærker man tydeligt, at flere fynboer vælger kødet fra og besøger caféen.
- Vi kan mærke, at der kommer flere og flere gæster. Det er ikke kun unge mennesker, som kommer og besøger os, det er også ældre, der er begyndt at høre om veganisme. Det er der, det er rigtig spændende, når det ikke kun er de unge, som er med på moden. Men det er ældre. De kommer ind med rollatorer. Når de begynder at høre om veganisme, så ved man også, at det er en bølge, der betyder noget, siger Jamie Stemann Gregson, medejer i Café Kosmos.
Nedenfor kan du se, hvorfor de danskere, der deltog i Coops undersøgelse, vælger ikke at spise kød.
Kødet er en klimasynder
Mange vælger altså kødet fra på grund af miljøet og CO2-udledningen.
Det er med god grund, for et kilo oksekød har et klimaaftryk på 13,6 kilo CO2. Til sammenligning har æg en belastning på 2,0 kilo CO2 per kilo æg, mens flere grøntsager udleder mellem 0,2 kilo og 0,8 kilo CO2.
Det viser en undersøgelse, som er lavet af Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet i Foulum.
Produktionen af 44 gram oksekød har samme effekt på klimaet som produktionen af 50 løg.
Inden du får koldsved over dit kødbrug, så fat mod. For du kan sagtens få lækker mad uden kød. Derfor har vi bedt Café Kosmos om at lave den hurtigste, letteste og lækreste veganske ret, som kan laves inden for et SU-budget. Opskriften får du her:
Opskrift på Italiensk brødtomatsuppe med græskarkernekrymmel
Til 4 til 6 personer
Ingredienser:
- 4-5 fed hvidløg
- 1 løg
- 1 dåse hakket tomat
- 1 dl olivenolie
- 1 håndfuld tørret basilikum
- 1 dl rødvin
- 7 dl vand
- 1 halvt daggammelt brød
- 3 tsk salt
- 3 tsk sukker
Topping:
- 1 dl græskarkerner
- 1 tsk salt
Hak løg og hvidløg og svits dem i olivenolie i en gryde, til de er godt gyldne.
Tilsæt hakkede tomater, basilikum, salt, sukker og rødvin. Tilsæt 2 dl vand.
Lad det simre ved middel varme, jo længere des bedre. Rør lidt indimellem og hold øje med, at det ikke brænder på. Efter 15 til 20 minutter blendes eller skæres brødet i små stykker og tilsættes sammen med det sidste vand. Lad det simre yderlige 10 minutter.
Kværn græskarkerner og salt og top suppen med det samt persille og lidt olivenolie.
Bon appetit.
Vegansk Café for miljøet
For ejerne på Café Kosmos er det også miljøet, der er skyld i, at de er veganske. Udover det er alt økologisk, og hvis ikke det fås økologisk, så har de det ikke. Alt på caféen er bæredygtigt indkøbt, møblerne er købt brugt og blevet upcyclet, så de passede ind i caféens indretning.
- Vi gør det både for miljøet, men også for dyrenes skyld, siger Jamie Stemann Gregson og fortsætter:
- Vi går meget op i bæredygtighed. Vi gør så meget for det hele. For eksempel er vores borde gamle upcyclede møbler, så laver vi jo vegansk mad, og vi gør alt for, at det hele er så bæredygtigt som muligt, siger Jamie Stemann Gregson.
Han mener, at det giver god mening, at det primært er den unge generation, der tænker på miljøet.
- Det er jo os, den nye generation, der har ansvaret for at tage os af verden og passe på den i sidste ende. Jeg tror, det er derfor, det er blevet en så aktuel ting (at spise kødfrit, red.), fordi vi som unge har oplevet miljøforandringerne på første hånd, siger Jamie Stemann Gregson fra Café Kosmos.
Årest Veganske Spisested
Café Kosmos er god til det veganske. Selvom der i Odense er langt færre veganske muligheder end i de større byer, er det den fynske Café Kosmos, der tilbage i december vandt titlen som Årets Veganske Spisested 2018.
- Vi er super glade, og det er et kæmpe skulderklap. Den har givet os et ekstra skub i hverdagen, så vi drømmer helt klart om mere på grund af prisen, siger Jamie Stemann Gregson.
Det er Danmarks Veganske Forening, der nominerer, og prisen bliver vundet ved en publikumsafstemning.
Caféen fik prisen, fordi de er bæredygtige hele vejen rundt. Og hvis foreningen skal give et bud på, hvorfor det var Kosmos, der endte med et vinde, handler det både om stemningen og maden,
- Det, som Kosmos kan, er at have en hyggelig stemning. Det er hippiehyggeligt. De har rigtig god mad, som er populær for tiden. Så kan de twiste den populære mad på grøntsagsmåden, så alle kan være med og spise mere grønt, siger Thomas Erex, næsteformand i Danmarks Veganske Forening.
Ifølge Coop Analyse er antallet af vegetariske varer fordoblet på Fyn de seneste to år.
En af de væsentligste årsager til at fravælge kød er for at hjælpe klimaet.
TV 2/Fyn giver herunder et overblik over, hvilke fødevarer du skal holde dig fra, hvis du vil hjælpe klimaet.
Hvilket kød skal jeg undgå?
En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at den klart mest forurenende fødevare målt på CO2 er lammekød. Et kilo lammekød resulterer i 21,4 kilo CO2.
- Lam ligner kvæg i den måde, de biologisk er bygget op på. Drøvtyggerkød kan aldrig blive lige så klimavenligt som kød fra enmavede dyr, fordi de har en større udledning af metan, siger Lisbeth Mogensen, der er lektor på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Også hummer, oksekød, fladfisk og frosne rejer er blandt de store klimasyndere, når det gælder CO2-udledning.
Vil du gerne have kød i dine måltider, er der nogle typer kød, du kan vælge, som er langt bedre for klimaet end lam og oksekød.
Det gælder eksempelvis kylling- og svinekød. Spiser du ét måltid med oksekød, svarer det til, at du spiser kylling hver aften en hel uge.
Hvilke mejeriprodukter skal jeg undgå?
De største klimasyndere inden for mejeriprodukter er gul ost, brie og feta. De udleder mellem otte og ti kilo CO2 per kilo.
Fløde, cremefraiche og flødeost udleder cirka halvt så meget CO2, mens mælk, flødeis og æg er knap så hårde ved klimaet. Skummetmælk er en anelse mere klimavenligt at drikke end letmælk og sødmælk.
Er smør klimavenligt?
Smør udleder næsten lige så meget CO2 som oksekød. Putter du smør på dine rugbrødsmadder, er du ikke med til at hjælpe klimaet. Det gælder i mindre grad smørbare blandingsprodukter. Margarine og rapsolie er dog langt mere klimavenligt.
Hvad med frugt og grønt?
Grøntsager som tomater, agurker, løg, gulerødder og kartofler er klimavenlige at producere, og det belaster til sammenligning ikke klimaet på samme måde som kød og mejeriprodukter. Det samme gælder frugt. Jordbær er dog en smule mindre klimavenlige end æbler, pærer, bananer og appelsiner.
Skal jeg vælge pasta eller ris?
Vil du hjælpe klimaet, skal du vælge pasta. Ris udleder næsten tre gange så meget CO2.
Hvad skal jeg drikke?
Det bedste er naturligvis at drikke vand fra hanen. Køber du vand på flaske, belaster det ifølge Vandcenter Syd miljøet op mod 900 gange mere end postevand.
Står valget mellem øl og vin, skal du vælge øl.
Kilder: Coop Analyse, Vand center Syd, Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet i Foulum.
Da hun vågnede op fra narkosen på OUH, startede rutsjebaneturen for Gitte Krupsdahl.
Inden hun så sit barn, kom der en overlæge ind på fødestuen, og læste, hvad der svarede til et A4-ark af diagnosetræk for hendes nyfødte dreng.
Men der var noget, som ikke gav mening.
- Han så så lille og fin ud, og lignede jo slet ikke det, som lægen havde beskrevet. Jeg beder faktisk om at blive kørt væk igen, for jeg troede, de havde kørt mig hen til det forkerte barn, siger Gitte Krupsdahl.
Men det havde de ikke.
Det var hendes lille Willie.
Liv eller død
Willie Krupsdahl fra Middelfart er født med diagnosen CHARGE.
En bred diagnose, der blandt andet kan medføre dårligt syn og hørelse, svækkede organer og retarderet vækst.
Willie var især udfordret af et blødt luftrør, og af at hans spiserør og mavesæk ikke hang sammen ved fødslen.
Det resulterede i en operation, da han var blot 20 timer gammel – derefter gik der syv døgn før, at Gitte Krupsdahl fik lov til at holde sit lille barn for første gang.
Da han var seks måneder gammel, blev de udskrevet fra OUH for første gang.
De første to år af hans liv levede familien isoleret i deres hjem uden gæster – hans egen storebror var nægtet adgang til Willies værelse grundet Willies dårlige immunforsvar.
Selv den lokale brugsforening gik med til, at Gitte Krupsdahl handlede 30 minutter før, at de åbnede.
Hun tog ingen chancer.
- Det var skrækkelige år, fordi alt hele tiden var sat på spidsen. Vi skulle hele tiden tage stilling til behandlinger og måske forberede os på at tage afsked. Det hele handlede om liv eller død, siger Gitte Krupsdahl.
Hvad er CHARGE?
CHARGE syndromet opstår i den tidlige fosterudvikling og påvirker mange organsystemer.
Navnet kommer fra de første bogstaver i de engelske betegnelser for de hyppigste sygdomstegn:
C – Colobom (spalte i øjets regnbue- eller nethinde)
H – Hjertemisdannelser
A – koanal Atresi (manglende passage mellem næse og svælg)
R – Retarderet (forsinket) vækst og/eller udvikling
G – underudviklede Genitalier (kønsdele)
E – misdannede ører (Ears) og nedsat hørelse
De fleste børn med CHARGE har også andre problemer i forskelligt antal og omfang, bl.a. lammelse af ansigtsnerve, ganespalte, misdannelse af spiserør eller forbindelse mellem spiserør og luftrør
Årsagen til CHARGE er som regel en nyopstået mutation i CHD7-genet.
Skønnet til 1 per 8.500 levendefødsler.
Der fødes omkring 5 børn med CHARGE om året i Danmark.
Kilde: Sundhed.dk
Ustyrlig appetit på livet
Willie Krupsdahl er i dag 13 år gammel – fyldt med livsglæde, gåpåmod, og så elsker han YouTube og sociale medier.
Det er på trods af, at han har over 30 operationer og 50 gange i fuld narkose på sit CV.
Han lever med en trangstomi, han er tilkoblet en respirator, når han sidder stille eller sover, og så er der en hjælper tilknyttet 24 timer i døgnet.
Til trods for, at han stadig er udsat, så skal der mere end en dum diagnose til at stoppe Willie.
- Han har imponeret mig gang på gang ved at modbevise, hvad der er blevet sagt. Han har en stædighed, der gør, at han kommer langt. Han har på mirakuløs vis snydt døden op til flere gange, og hans udvikling har trodset manges forventninger. Det er kun Willie, der sætter grænsen for, hvor langt han kan nå, siger Gitte Krupsdahl.
Fredagens dødsulykke i Munkebjerg Park er kulminationen på en lang periode med problemer for beboerne.
Sådan lyder det fra Diana Klos, som har boet i sin lejlighed på Munkebjergvænget 5F i tre måneder.
- Jeg har haft problemer med vandskader. Der løber vand fra min emhætte. De kommer godt nok og laver det, men de vil ikke erstatte mine møbler, som er blevet våde. De henviser bare til min indboforsikring og smider bare problemet videre og taget slet ikke ansvar for det, siger hun.
Hun tilføjer, at hun også har revner i vægge og gener på grund af larm fra byggeriet.
Oplevelserne er identiske med flere af de beretninger, TV 2 Fyn har fået fra andre beboere i Munkebjerg Park.
- Generelt oplever vi mange skader på de forskellige lejligheder. Vandskader, nogle har fået boret hul igennem loftet, der er en masse støj og ikke så meget hensyn, lyder det fra beboeren Mia Pedersen.
Et andet sted i Munkebjerg Park bor Ann Dorthe Henningsen. Hun kan sagtens genkende historierne om særligt støj fra byggeriet.
- Jeg kan sidde i min stue og hverken høre fjernsynet eller telefonen. Der er også en masse ubehagelige nedfald fra fjerde sal. Og rigtig meget vand, fortæller beboeren.
Ejendomskonge afviser
Frederik Barfoed, direktør hos ejendomsselskabet Barfoed Group, er blevet foreholdt kritikken fra beboerne.
- Alle skader er registreret, og det ved beboerne også, siger han og tilføjer:
- Alt er i skønneste orden, og de fejl, der måtte være, vil blive udbedret.
Direktøren fortæller også, at alle beboerne har fået besked om, at de er opmærksomme på fejl og skader. En af dem er Diana Klos, men da TV 2 Fyn besøger hende dagen efter ulykken, løber der vand ned fra emhætten.
- Alt er jo ikke i skønneste orden. Det er tydeligt, at det ikke er det, siger hun.
Ulykken fredag eftermiddag, hvor en fynbo afgik ved døden, gjorde kun bekymringerne større hos beboerne. De frygter, at en lignende hændelse kan ske i den bygning, de bor i.
- Vi har også en ny svalegang på min blok, og det er samme procedure, går jeg ud fra. Jeg synes, det er stærkt bekymrende, forklarer Mia Pedersen.
Diana Klos oplyser, at hun ikke længere har lyst til at bo i Munkebjerg Park:
- Jeg synes, det er så uhyggeligt. Jeg føler mig overhovedet ikke tryg her. Jeg opsiger mit lejemål allerede fra på mandag.
Beboerrepræsentation på vej
Diana Klos, Ann Dorthe Henningsen og Mia Pedersen er ikke de eneste, der oplever problemer.
Flere lejere har siden slutningen af 2024 været i kontakt med Danske Lejere for at få etableret en beboerrepræsentation. En beboerrepræsentation består af repræsentanter, som bliver valgt blandt lejerne i ejendommen. Det er dem, der skal varetage lejernes interesser over for udlejer.
Der har længe været aftalt et besøg den 25. januar med direktøren fra Danske Lejere. Derfor er det også helt tilfældigt, at det er dagen efter den tragiske ulykke.
- Der har været vandskader, og der har også været brand. Nogle af beboerne har været udsat for, at de måtte genhuses, siger Jørgen Dyrholm, der er direktør for Danske Lejere.
Han anslår, at Danske Lejere er i kontakt med cirka halvdelen af beboerne i de 188 lejemål i den del af Munkebjerg Park, der kaldes “Ved Søen”.
Beboerne har i længere tid forsøgt at komme i kontakt med Barfoed Group om de problemer, der forekommer. Det er netop en af grundene til, at de har taget fat i Danske Lejere.
Jørgen Dyrholm har en forventning om, at Danske Lejere kommer i dialog med Barfoed Group om de forhold, beboerne i Munkebjerg Park oplever.
Søndag vil begynde med skyet vejr og enkelte regnbyger i løbet af formiddagen.
Hen ad eftermiddagen klarer det op, og solen vil også titte frem.
Temperaturerne vil være mellem en og fem grader. Det oplyser DMI.
Sidste år blev DM i issvømning skudt i gang for første gang i Faaborg. Det blev en kæmpe succes.
I weekenden er stævnet tilbage, og i år er det en endnu større succes. Næsten 400 er tilmeldt.
- Sidste år syntes vi, at der kom vildt mange. I år er vi blevet over dobbelt så mange, siger stævnechef Rico Busk. Det glæder ham, at så mange har lyst til at svømme i det iskolde hav i Faaborg.
Og deltagerne synes også, at det er sjovt.
- At man som ny og ikke så erfaren svømmer, kan få lov til at svømme mod de meget dygtige issvømmere, det er helt fantastisk, siger Nanna Svendsen, som er issvømmer.
Rico Busk er helt sikker på, at DM i issvømning vender tilbage til Faaborg igen næste år.
Middagsindkøbet forløb i ro og mag lørdag omkring middagstid. Men pludselig blev Føtex Faaborg omdannet til en scene for Faaborg Gospel. Koret brød spontant ud i sang i en såkaldt flashmob.
- Det var skideskægt. Det må jeg sige. Det var virkelig sjovt at se folks ansigter, fortæller formanden for Faaborg Gospel Inge Damgaard.
Koret blev af varehuschef Didde Lauvring spurgt, om de ville bryde ud i sang.
- Det var egentlig bare et spørgsmål om at lave et eller andet ekstra som en oplevelse for kunderne. Det er ikke noget, man forventer, når man tager ned for at købe ind. Så det handlede egentlig bare om at skabe godt humør, siger varehuschefen.
Hvad er en flashmob?
En flashmob er et fænomen, der opstod omkring 2003 i USA, hvorfra det bredte sig internationalt. En flashmob udføres af en menneskemængde, der laver en uventet happening på et offentligt sted for derefter at spredes lige så hurtigt, som den dukkede op.
Oftest kender deltagerne ikke hinanden på forhånd, da aktiviteten og stedet er aftalt over internettet eller mobiltelefonen. En væsentlig sideeffekt af en vellykket flashmob består i, at den optages og lægges ud på internettet, fx på YouTube, hvor den kan inspirere til efterligning.
Kilde: lex.dk
Byggearbejdere fortsætter arbejdet på ulykkesstedet lørdag, hvor en svalegang i Munkebjerg Park i Odense M kollapsede fredag eftermiddag.
Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at de skal sikre bygningen.
- De ting, der er faldet ned, skal helt ned på jorden – dels for at sikre, at der ikke falder mere ned, men også for at kunne undersøge det nærmere, siger Sten Nyland, der er vagtchef hos Fyns Politi.
Mia Pedersen sad og kiggede ud af sit vindue fredag eftermiddag, da svalegangen på nabobygningen kollapsede.
- Jeg er ekstremt chokeret. Jeg kan godt se, det er meget alvorligt, fortæller Mia Pedersen om sine tanker, da hændelsen fandt sted.
Hun er bare en af de beboere, som dagen derpå stadig er dybt rystede og chokerede. Ann Dorthe Henningsen var lige kommet hjem fra en tur i Bilka, da hun så, hvad der var sket.
- Jeg blev simpelthen så rystet, siger hun.
En mand er omkommet i ulykken, mens to yderligere er kommet let til skade.
Politiet og Beredskab Fyn er i gang med undersøgelser i Munkebjerg Park. De kan ikke sige noget om, hvordan det kunne gå til.
Dødsfaldet i Munkebjerg Park fredag eftermiddag var det femte af slagsen på byggepladser siden november.
- Det er virkelig forfærdeligt. Man tænker, at nu må det snart stoppe. Vi har været hårdt ramt på Fyn. Det er vanvittigt, siger Torben Knudsen, formand for 3F Bygningsarbejderne Fyn.
I november omkom tre bygningsarbejdere i Flemløse, og i december afgik en mand ved døden i Svendborg.
- Tempoet er generelt vanvittigt højt på byggepladser efterhånden. Jeg synes ikke altid, håndværkerne bliver taget alvorligt, når der bliver sagt noget. Og nogle håndværkere skal være bedre til at sige fra og stoppe arbejdet, hvis der er tvivl. Der har måske været sådan en tarzankultur, siger Torben Knudsen.
Entreprenørvirksomheden Færch & Co. er i dyb sorg over tabet af deres kollega, der omkom i en arbejdsulykke fredag ved Munkebjerg Park i Odense M, hvor en svalegang kollapsede.
Direktør Martin Lampe siger til TV 2 Fyn, at de vil udtale sig senere, men nu vil give familien ro.
I en besked skriver han:
- Vi er dybt berørte og chokerede over den tragiske ulykke, der har kostet vores kollega livet. Det er med tungt hjerte, at vi har mistet en værdifuld medarbejder, og vores tanker går til den efterladte familie i denne ufattelige sorg.
Virksomheden arbejder sammen med myndighederne for at forstå og forebygge fremtidige ulykker. I ulykken omkom én, og to blev tilskadekomne.
Fredag rundede blodtapningscenteret på Stærmosegårdsvej en helt særlig milepæl.
Her kunne de fejre plasmatapning nummer 150.000, og det blev markeret med flag og brunsviger.
Blodbanken har ligget på Stæremosegårdsvej siden 2020, hvor den blev flyttet fra Odense Universitetshospital - blandt andet for at få plads til endnu flere tapninger.
Elizabeth Hanmann, der er bioanalytiker på OUH, understreger, at der er plads til flere donorer, men hun er samtidig meget glad for den nye rekord.
- Vi er stolte over, at vores donorer kommer så ofte, siger hun.
Fredag eftermiddag bristede en svalegang i Munkebjerg Park, hvor en konstruktionsmedarbejder afgik ved døden.
Den tragiske ulykke har udelukkende noget at gøre med konstruktionen.
- Vi kan sige med sikkerhed, at der ikke er fejl i den sikkerhed, der er på byggepladsen. Og så skal vi tage forbehold og vente på myndighedernes svar. Det her handler ikke på nogen som helst måder om sikkerhed, der ikke er opfyldt. Det handler om en konstruktion, der brister, slår Frederik Barfoed fast.
Men så nemt kan det ikke slås fast for formanden hos 3F Bygningsarbejderne Fyn, Torben Knudsen:
- Når vi ikke ved, hvad er er sket, er det svært at udtale sig. Det er en jo en konstruktion, ja, men det er også en form for sikkerhed. Noget er der gået galt, men det er så tragisk. Jeg vil ikke udtale mig om, hvad der er gået galt, for vi ved intet. Men noget er ikke orden, siger han.
Sikker i sin sag
Sammen med sin søster driver Frederik Barfoed ejendomsselskabet Barfoed Group, som ejer bygningerne i Munkebjerg Park.
Hvordan kan du være sikker på, at der ikke har været fejl i sikkerheden?
- Det er, fordi Arbejdstilsynet ofte er på pladsen og store byggepladser. Og jeg ved alt om afskærmning og håndtering af sådan noget. Så det er ikke et spørgsmål om en mand, der falder ud over en afskærmning. Det er en konstruktion, der brister, siger Frederik Barfoed.
Beboerne på 3. sal, hvor ulykken fandt sted, skal fortsat genhuses, indtil undersøgelserne på stedet er afsluttet. Det drejer sig om cirka 30 lejligheder.
- Jeg har behov for bare at gå derude i dag sammen med mine medarbejdere og passe på os selv og sørge for, at myndighederne finder frem til den fejl, der måtte være, siger Frederik Barfoed.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet om de igangværende undersøgelser. Men de har ikke ønsket at udtale sig.
442 episoder på fire år - cirka tre om ugen - med gods på det danske skinnenet, der ikke er håndteret korrekt, er meget bekymrende.
Sådan lyder det fra transportminister Thomas Danielsen efter TV 2 Fyns oplysninger om løse presenninger, låseproblemer, forskubbede godscontainere og døre i godsvogne, der ikke er lukket.
Forlanger redegørelse
Tallene kommer fra Trafikstyrelsen, som Thomas Danielsen nu vil bede om en redegørelse.
- Det er meget bekymrende, at vi ser den her type hændelser med banegods. Sikkerhedskravene for banegods er strammet kraftigt op de seneste år. Nu har jeg bedt om, at få en redegørelse fra Trafikstyrelsen om baggrunden for de her tal, og på den baggrund må vi se, om der er brug for yderligere tiltag, siger thomas Danielsen.
Han oplyser, at der arbejdes for en stramning af fælles europæiske regler.
- Det vil selvfølgelig være den bedste løsning, men vi har i Danmark tidligere gået enegang og det vil jeg ikke afvise at gøre igen. Jeg vil også gentage, at branchen har ansvaret for, at alle sikkerhedskrav bliver fulgt på hver eneste godstog, der sendes afsted, siger transportministeren.
Mistede forlovede i Storebæltsulykken - nu reagerer han på opsigtsvækkende nyt
442. Så mange gange blev godstransport håndteret forkert fra 2020 og frem til 2024. Det svarer til, at det er sket cirka hver tredje dag.
Det bekymrer Lasse Pedersen, der mistede sin forlovede til Storebæltsulykken i 2019, hvor et passagertog kørte ind i en godsvogn, der netop ikke havde været ordentligt fastspændt.
- Det er jo et cowboymarked ude på de jernbaner, siger han efter de nye tilfælde.
Efter ulykken i 2019 undersøgte Lasse Pedersen loven, og han fandt ud af, at der ikke er hjemmel til at straffe, hvis godstransportører taber gods fra toget.
Han mener, at Trafikstyrelsen er nødt til at lave grundigere tilsyn, så transportvirksomhederne kan stramme op.
I dag kommentere Dansk Jernbaneforbunds formand Preben S. Pedersen og Peter Kanstrup, fællestillidsrepræsentant for DSB lokomotivførere også tallene.
- Noget tyder på, at der trænges til en opstramning, siger Peter Kanstrup, mens Preben S. Pedersen er meget forbavset over tallene og nu vil imødese en redegørelse fra Trafikstyrelsen.
En hver tredje dag: Så mange farlige godstransporter er blevet indberettet siden storebæltsulykken
Det er ikke mere end godt to uger siden, at en faretruende løs godscontainer ved Ullerslev på Østfyn blev opdaget, inden godstoget nåede ud over Storebæltsbroen og bragte minder frem om den tragiske togulykke samme sted, der i 2019 kostede otte mennesker livet.
Nu viser en aktindsigt til TV 2 Fyn fra Trafikstyrelsen, at der er masser af godstransporter, der ikke er håndteret forsvarligt på danske skinner.
I årene 2020-2023 har der været indberettet i alt 442 episoder – svarende til en situation cirka hver tredje dag.
Det er situationer, som Trafikstyrelsen betegner som ”ikke korrekt transporteret gods”.
Åbne godsdøre
Alene i 2023 blev der registreret 108 episoder, som personale og virksomhederne selv havde indberettet.
Året før var tallet 138.
Tallene for 2024 er endnu ikke opgjort.
Tallene afslører, at der blandt andet er låseproblemer, problemer med forskubbet gods, åbentstående døre og løse presenninger.
I perioden 2020-2023 blev der indberettet i alt 2.072 godshændelser, og godt hver femte faldt under kategorien ”ikke korrekt transporteret gods”.
Godshændelserne med ikke fastgjort gods udgør kun en lille del af indberetningerne om hændelser på jernbanen.
Om det konkrete tal vurderes som højt eller lavt, vil Trafikstyrelsen ikke vurdere, men gør opmærksom på, at et højt antal indberetninger også er udtryk for en sund indberetningskultur, mens et lavt antal omvendt kan være udtryk for at ikke alt bliver indberettet
Baneformand rystet
Hos Dansk Jernbaneforbund udtalte forbundsformand Preben S. Pedersen umiddelbart efter situationen i Ullerslev, at det er helt afgørende, at der er styr på sikkerheden på jernbanen – både for passagererne og for de kollegaer, som han repræsenterer.
- Derfor er en hændelse som denne alvorlig, og den berører selvfølgelig alle ved jernbanen dybt, sagde Preben S. Pedersen.
Trafikstyrelsen oplyser, at styrelsen i perioden 2020-2024 gennemførte 60 tilsyn med godsvirksomheder, hvoraf 21 inspektioner har fokuseret på godstransport.
Transportør har ansvaret
Kontorchef Laura Meyer Harrison fra Trafikstyrelsen oplyser, at det altid er jernbanevirksomheden, der har ansvaret for, at sikkerheden er i orden, mens Trafikstyrelsens rolle er at føre tilsyn med, at virksomhederne løfter dette ansvar gennem deres egne sikkerhedsledelsessystemer.
- En stor del af Trafikstyrelsens tilsyn handler derfor om at gennemgå virksomhedernes sikkerhedsledelsessystemer og følge op på eventuelle tidligere hændelser med fokus på, hvordan virksomheden har sikret sig mod, at tilsvarende hændelser kan undgås i fremtiden. Trafikstyrelsen gennemfører desuden inspektioner hos jernbanevirksomhederne. Det sker blandt andet på baggrund af en bestemt type hændelser, der kan påvirke jernbanesikkerheden, siger hun til TV 2 Fyn.
TV 2 Fyn har forsøgt at få Dansk Jernbaneforbunds formand til at kommentere de nye tal fra Trafikstyrelsen, men han er ikke vendt tilbage.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her