Alt hjælp er kærkommen, når der er krig.
Det ved man i Ukraine, og det ved Palle Petersen i Odense.
Derfor har han besluttet sig for at hjælpe, hvor han kan.
Det gør han ved at bruge timevis af sin fritid på at istandsætte gamle biler og firhjulstrækkere, så de kan blive sendt til frontlinjen i Ukraine.
- Hvis du har evnerne, så synes jeg også, du har forpligtigelsen til at hjælpe. Det kan lyde lidt selvhelligt eller retfærdigt, men det synes jeg faktisk, at man har.
- Jeg kan ikke køre ud og købe et maskingevær, eller en kampvogn, men det jeg kan købe, det er mobilitet til soldaterne dernede, som også er en afgørende faktor for både at kunne overleve og for at kunne nedkæmpe fjenden.
En lille brik
Selvom Palle Petersen godt er klar over, at et par biler her og der er en dråbe i havet, er det alligevel tiden værd for ham. For selvom det er et lille bidrag, vil han gerne sende et signal til både Ukrainerne og til Putin.
- Min hjælp er ikke en udslagsgivende faktor, men det er et af de små tandhjul, der er med til at drive hele maskineriet og forhåbentlig få krigen afsluttet så hurtigt som overhovedet mulig, siger han.
Udover de 12 biler, som Palle Petersen indtil videre har sendt afsted, har han også grebet chancen for at fylde bilerne med andre brugbare donationer, som kikkerter, jagttøj og mad.