Bettina Eriksen (LA), medlem af Plan- og Teknikudvalget havde håbet på et endnu dybere kig ind i den proces, der gik forud for godkendelserne, så udvalget også kunne have placeret et ansvar.
- Det her har kostet skatteborgerne mange penge, og jeg mener, vi godt kunne have kigget på, hvilken rolle den daværende borgmesteren spillede i det her, siger hun.
Det var der dog ikke enighed om.
Kerteminde Kommune har brugt tre millioner kroner på sagen, der strækker sig over halvandet år.
Nu skal en ny VVM-undersøgelse og lokalplan klarlægge om, der kan gives nye tilladelser, eller om dele af anlægget skal rives ned.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Hans Luunbjerg, der ikke har anden kommentar til sagen, end at han afventer nye godkendelser.
En langstrakt sag
Mens Hans Luunbjerg var borgmester i Kerteminde Kommune fra 2014 til 2017 fik han behandlet 15 byggesager, syv sager om landzonetilladelser og husdyrbrug og ti sager inden for miljølovgivning og tilsyn.
Sagen om biogasanlægget, der i første omgang blev taget op af Kjerteminde Avis, har fyldt på det nordøstfynske rådhus og i medierne det seneste halvandet år. Kerteminde Biogas har desuden været i store økonomiske vanskeligheder efterfølgende og er i dag under rekonstruktion.
Det betyder, at man i et forsøg på at undgå konkurs har sat betalingerne til kreditorer i bero for at fokusere på at redde selskabet - uden at andre i mellemtiden kan indgive konkursbegæring.
Nu handler det om, hvorvidt biogasanlægget kan blive lovligt juridisk eller fysisk. Den proces går i gang nu, hvor Kerteminde Kommune har annulleret godkendelser og tilladelser. Mens den proces er i gang, kan anlægget fortsat være i drift.