Risiko for tæt tåge flere steder på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
DMI advarer mod tåge med en sigtbarhed på under 100 meter, blandt andet i en række fynske kommuner.
Når du skal ud i morgentrafikken, er der risiko for, at du kører ud i en solid omgang morgentåge. I hvert fald hvis du bor i enten Middelfart, Assens, Kerteminde, Odense eller Nordfyns Kommune.
I en række kommuner forskellige steder i landet er der risiko for tæt tåge med sigtbarhed under 100 meter.
Det advarer DMI om på sin hjemmeside.
Stort regnvejr på vej mod Fyn
Et større regnvejrsområde rammer store dele af Fyn og øerne søndag eftermiddag, og det vil blive hængende resten af aftenen og det meste af mandagen.
Selv om der er tørvejr de fleste steder søndag morgen, er det med at nyde det.
- Dagen starter med gode chancer for, at det holder tørt, men ud på eftermiddagen og allerførst på aftenen er der risiko for, at der kommer et større regnområde op sydfra, siger meteorolog Anders Brandt fra TV 2 Vejret.
- Det er især Sydfynske Øhav og Sydøstfyn, som er udsatte for at få regn i løbet af eftermiddags- og aftentimerne, forklarer han.
Hæderlig efterårssøndag nogle steder
Det er dog næppe kun sydfynboerne, der får regn. Regnvejret vil ligge hen over store dele af Fyn til i løbet af mandagen, der kan blive en rigtig våd dag.
Når det er sagt, vil der også være en del fynboer, der kan opleve en hæderlig efterårssøndag.
- Nogle steder kan man godt redde sig en ganske pæn søndag, siger Anders Brandt.
Temperaturerne kommer i løbet af søndagen til at ligge på 12-13 grader. Selv om der også er regn på programmet i næste uge, vil der også være mulighed for at se solen.
Der er i løbet af søndag aften blevet dannet tåge mange steder i landet, og flere steder vil sigten frem til mandag morgen klokken 8.00 i perioder komme under 100 meter, hvilket er definitionen på tæt tåge.
Især i det nordlige Jylland, men også på dele af Nordfyn og dele af Sjælland er der risiko for tæt tåge i de tidlige morgentimer.
Svage vinde og lun og fugtig luft befinder sig over Danmark og er med til at give gunstige forhold for tågedannelse, skriver DMI på sin hjemmeside.
Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt.