Sådan undgår du smitte: Juleret skyld i stort salmonellaudbrud

Salmonellaudbrud skyldes medisterpølse. Men, hvor medisterpølsen er produceret og solgt, vides endnu ikke.

Siden midten af oktober har 33 patienter været syge med den samme type salmonella - tre af dem er fynboer. Nu har Statens Serum Institut fundet frem til kilden. 

Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

quote Vi er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at udpege et specifikt parti af en fødevare fra en virksomhed, som kilden til udbruddet.

Nikolas Hove, beredskabschef fra Fødevarestyrelsen

Der er blevet gennemført en større undersøgelse for at finde smittekilden til udbruddet. Her indgik 21 patienter og 67 raske kontrolpersoner. Undersøgelsen peger på, at der er en sammenhæng mellem sygdomstilfældene og at have spist den velkendte juleret medisterpølse.

- Undersøgelsen udpeger medisterpølse som en smittekilde til udbruddet, siger epidemiolog på Statens Serum Institut, Luise Müller, i en pressemeddelelse.

Det er ikke alle patienterne, der har spist medisterpølse. Derfor antages det fortsat, at der også kan være andet svinekød, der er forurenet med salmonella.

 

 

Hvor kommer medisterpølsen fra?

Det har endnu ikke været muligt, at finde ud af præcist, hvor medisterpølsen er produceret og solgt henne. Det bliver fortsat undersøgt.

- Vi er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at udpege et specifikt parti af en fødevare fra en virksomhed, som kilden til udbruddet. Derfor fortsætter Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut med at indsamle data om, hvilke fødevarer patienterne specifikt har indkøbt og kan have spist, siger beredskabschef Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen.

Typen af salmonella, der har forårsaget udbruddet, er velkendt fra svinekød. 

Undgå smitte

Steg din medister rigtigt

Mange fynboer spiser i stor stil medister her til jul. Men for at være sikker på, at alle steger deres medister ordentligt igennem, så kommer Fødevarestyrelsen nu med nogle anbefalinger.

Man skal huske, at medisterpølsen skal gennemsteges, så den ikke er rød i midten. Det kan man for eksempel gøre ved at koge den i ti minutter, inden den steges færdig på panden. 

Symptomerne på en salmonellainfektion er blandt andet diarré, opkast og generel utilpashed. Rigelig væske er vigtigt for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger.

Oversigt

    Oversigt