Spar masser af penge på el: Se, hvornår du skal tænde din opvaskemaskine
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvis du sætter vaskemaskinen eller opvaskemaskinen i gang, nogle timer før eller efter du plejer, kan du spare hundredvis af kroner per apparat. Se, hvad prisen på el på Fyn er lige nu.
Der er voldsomt mange penge at spare - og det er helt ligetil.
For der er stor forskel på, hvad prisen på el på Fyn er, og du kan spare mange penge, hvis du ved, hvornår i løbet af dagen, du skal sætte gang i vaskemaskinen, opvaskemaskinen og andre apparater, der bruger masser af el.
Som udgangspunkt er strømmen altid billigst om natten, men også i løbet af dagen er der store udsving, når det gælder, om strømmen er dyr eller billig - og nogle tidspunkter er strømmen næsten gratis.
- Prisen på el varierer time for time. Det handler om udbud og efterspørgsel. Hvis der er meget vind, falder prisen, for så er der rigeligt el på markedet, og det afregnes time for time, siger Finn Andersen, der er kommerciel chef i Energi Fyn.
TV 2 Fyn har herunder lavet en oversigt over, hvad prisen på el er på Fyn. I grafikken kan du se priserne i går, i dag og i morgen, og grafikken opdateres hver dag klokken 13.
Kan strømmen blive gratis?
Energipriserne er steget voldsomt det seneste år, og derfor er der øget fokus på, hvordan du undgår dyre elregninger.
Der er dog alligevel nogle dage, hvor strømmen er ekstraordinær billig og næsten gratis, men det er aldrig gratis at bruge strøm, fastslår Finn Andersen.
Når du betaler din elreging, betaler du ud over dit forbrug også for afgifter, moms og beløb til transport og infrastruktur, såkaldte tariffer. Det kan eksempelvis være udgifter til elselskabet for at have og vedligeholde kobberledninger i undergrunden.
- Det skal man altid betale, og derfor bliver strømmen ikke helt gratis, siger Finn Andersen.
Så stor er forskellen på en almindelig dag
Når det er sagt, er det forskelligt, hvornår prisen på el er høj og lav.
- Handelsdelen kan blive næsten gratis og kan koste få øre. Det sker, hvis vinden blæser, og solen skinner, siger Finn Andersen.
Sådan tjekker du, om du har variabel elpris
Du kan se på din elregning, om du betaler en fast pris eller en variabel pris for strøm.
Fast elpris kaldes typisk fastprisaftale, og her ligger prisen fast i mininum tre måneder. Hvis der på din elregning står en fast pris for 1 kilowatttime, har du fast pris. Når elprisen er høj som i øjeblikket, kan det være en fordel med en fast elpris.
Variabel elpris kaldes flexafregning, flexpris, spotpris, variabel timepris eller lignende. Hvis der ikke står en pris for 1 kilowatttime på din opgørelse, har du sandsynligvis variabel elpris.
Kilde: sparenergi.dk
Kigger på du eksempelvis på en almindelig torsdag tilbage i september, kostede en kilowatttime 3,68 kroner klokken 14 og klokken 23. Klokken 19 er prisen for samme mængde el derimod 5,43 kroner. Altså en forskel på 1,75 kroner.
Det lyder muligvis ikke af meget, men det kan blive mange penge i det lange løb.
Så mange penge kan du spare på din opvaskemaskine
Rundt regnet bruger en opvaskemaskine 1 kilowattime per tur.
Bruger du i gennemsnit din opvaskemaskine fem gange om ugen, kan du - alene på din opvaskemaskine - spare op mod 500 kroner om året, hvis du sætter din opvaskemaskine klokken 14 eller klokken 23 (hvor prisen på el er billigst) i stedet for klokken 19, når du netop har ryddet af bordet fra aftensmad og ellers ville sætte maskinen i gang.
Fakta om elpriser
Som elkunde bestemmer du selv, hvor du vil købe din strøm.
Mange danskere har variabel strømpris og kan derfor med fordel bruge strømmen, når den er billig. Præcis hvor mange fynboer der har variabel strømpris, ønsker energiselskaberne ikke at oplyse.
Den rene betaling for el udgør cirka 57 procent af den samlede pris, mens afgifter til staten og moms udgør omkring 33 procent. Udgifter til transport udgør cirka 10 procent af den samlede pris.
Prisen på strøm er sammensat af forskellige elementer – betaling for el, betaling for transport, afgifter til staten samt moms.
Betaling for transport dækker over de udgifter, der er forbundet med at få strømmen ud til forbrugerne. Det er netselskabet, der - via elleverandøren - opkræver betaling for transport.
Betalingen dækker omkostninger til udbygning, forrentning og vedligeholdelse af elnettet. Du betaler derudover abonnement til dit lokale netselskab, som blandt andet dækker vedligeholdelse af elmålere og hjemtagning af måledata.
Du betaler også for transport- og systemydelser til det statsejede Energinet, som ejer det overliggende net i Danmark.
Der er forskel på, hvad elprisen er, afhængig af hvor i Danmark du bor. Prisen er eksempelvis anderledes på Sjælland, end den er på Fyn og i Jylland.
Som udgangspunkt er prisen for el dyrest mellem klokken 17 og 20, hvor rigtig mange danskere er hjemme, laver mad og ser fjernsyn.
Kilde: Energi Fyn
Det samme regnestykke kan du lave for din vaskemaskine. Kan du sørge for, at maskinen kører på de tidspunkter af døgnet, hvor strømmen er billigst, kan du spare hundredvis af kroner om året. Husk dog, at prisen på el varierer time for time og dag for dag.
Strøm til under ti øre
Det er også en god idé at udnytte de dage, hvor strømmen i din stikkontakt når ekstreme lavpunkter.
I løbet af 2022 er der set flere eksempler på timelange perioder, hvor strømmen i din stikkontakt koster under 10 øre per kilowatttime uden afgifter.
Selv om du naturligvis med fordel kan sætte både elbil, vaskemaskine og opvaskemaskine i gang i løbet af de timer, er det ikke muligt at udregne, hvor meget du kan spare i løbet af et år, da der er tale om spotpriser, som trods alt hører til sjældenhederne.
Hvis du vil spare yderligere, har TV 2 Fyn samlet 17 gode råd til at undgå rekordhøje elregninger.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.