Og samtidig forsøger Osvald Klokker Grønning at finde sin vej i livet og i sportens verden. En vej, der mest af alt handler om, at det skal være sjovt. Et regnskab, han fører med sig selv. Også i de hårde og tunge timer.

Derfor har han forladt familien og vennerne hjemme i den fynske hovedstad for at søge mod Norge. For at blive bedre i en sport, han aldrig havde dyrket, før coronaen kom. Og for at bryde monotonien i dagligdagens rytme, efter gymnasietiden var overstået.

- Det var sjovt at være på dansegulvet med vennerne. Men så nåede jeg et punkt, hvor jeg havde oplevet det. Det var på en måde det samme hver weekend. Det var der ikke meget variation over.

Var omkring OB

Egentlig var han fodboldspiller. Han var omkring OB. Men mistede motivationen ved de mange træninger, der ikke nødvendigvis blev omsat til spilletid.

I stedet fandt han glæden ved rulleski sammen med sin far. Han kom til et arrangement, hvor der var skiskydning med laserriffel og rulleski, og pludselig var han solgt. Til en sport, som han kun kendte perifært.

- Jeg havde set skiskydning på tv med min far og mor, og så havde de nogle venner, der var i Oberhof og se det live.

Det var vejen ind i en sport, som han nu satser fuldt og fast på.

Og det er en helt anden hverdag, der følger med den satsning. Og en helt anden hverdag, end hvis han havde fortsat på fodboldvejen.

Der er en verden til forskel på at forsøge at skyde sig ind i en verdenselite på ski og så være en del af et profileret fodboldmiljø, der måske ikke havde ført til Superligaen, men kunne være endt i en divisionsklub med kontrakt.

Først og fremmest handler det om økonomi. For Osvald Klokker Grønning er måske nok eliteidrætsmand, men der står ikke store sponsorer på spring, der vil investere i en ung mand, som forfølger sin drøm. Og lige nu er langt fra topresultaterne.

Derfor må han investere i sig selv. Med de lønkroner, han tjener på Hafjell. Dels ved at arbejde i toprestauranten på det norske skisportssted. Dels ved at arbejde i skiudlejningen.

Baldret og tidligt i seng

Og selvom der er en verden – ja, måske endda en galakse – til forskel på skiskydningsstjerner som Johannes Bø og Sebastian Samuelsson, som de danske vintersportsfans følger World Cup efter World Cup, og så en 21-årig odenseaner, der stadig er med for at lære en klasse eller to længere nede i systemet, så skal der lægges samme træningsmængde i det.

Men hvor Bø og Samuelsson skovler millioner ind i sponsorater og præmiepenge og kan hvile, når de er færdige med træningen, så skal Osvald Klokker Grønning tidligt op for at få lagt sine træningstimer, inden han skal møde på job.

- Når man har flere dage med træning først og så arbejde senere, så er jeg fuldstændig baldret efterfølgende. Så normalt sover jeg tidligt.

Det er her, elitesporten ikke lige frem foregår på et dansegulv. Det er her, det kan blive tungt. Også fordi den unge fynbo hele tiden skal være på forkant. Strukturere hver dag. Sætte den i skema. Og holde overblikket over, hvornår der er konkurrencer – som turen til Ridnaun – og hvordan det skal planlægges i forhold til arbejdsgiveren.

Det er også der, at det kan være lokkende at tage turen hjem til Odense. Hjem til vennerne. Eller følge dem med ud på rygsækrejser i Asien.

- Jeg tænker da, når det bliver træningstungt, hvorfor jeg ligger og kører rundt og bruger så mange timer, og det ikke altid giver så meget. Men så kommer konkurrencerne, når man får sin akkreditering og sit startnummer, og jeg oplever alle de her fede steder.

Drømmer om OL

Og så er der også det med målene. Det handler om mere end bare nuet. Der er også et langsigtet mål ude i horisonten.

- Der er drømmen om OL. Jeg ved, at det kommer til at være hårdt og kræve meget af mig, men det er formålet med at være her.

Men formålet er også så meget andet. På et mere personligt plan. At gå all-in på skiskydningen. Og ikke mindst at blive ved så længe, det er sjovt.

Og der er opbakning hjemmefra. Her er ingen forældre, der synes, at tiden var bedre givet ud på et universitet. På en uddannelse. Heller ikke selv om der er en begrænsning på alt – og livet som skiskytte er en usikker tilværelse.

- Jeg har ikke travlt med at studere. Jeg stresser ikke over det.

- Jeg har nok været heldige med mine forældre. Når de kan se, at jeg er glad, så synes de bare, jeg skal fortsætte. De er meget rolige på det punkt.

På den måde er elitesport på anden klasse måske ikke en dans på roser, men det kan være lykkebringende. Det er det for Osvald Klokker Grønning. Og for hans forældre.

Som hans mor sagde, da hun så et billede af sønnen taget under en konkurrence:

- Nøj, du ligner en, der synes, det er fedt.

Ifølge Dagbladet Information og Danwatch har de tre virksomheder tilsammen handlet med mindst 59 skibe, som mistænkes for at være en del af skyggeflåden, i 2024 i Skagen.

Det bygger de to medier på tal fra tjenesterne Kpler og MarineTraffic, hvor man kan overvåge skibe.

Den såkaldte skyggeflåde er skibe, som ofte har ukendt forsikring og ejerskab og bruges af Rusland til at omgå internationale sanktioner, fordi de ikke kan spores tilbage til Rusland.

Et eksempel er, at SDK Shipping ifølge de to medier, i mindst et tilfælde har serviceret skibet "Main", som tidligere var ejet af et rederi, der blev sanktioneret af Storbritannien.

SDK Shipping afviser at forholde sig til det konkrete skib, men oplyser til Danwatch og Dagbladet Information, at de ikke har kundeforhold til sanktionerede skibe eller virksomheder.

Diktator i vejen

Billedet var af den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein. Et billede han i 2014 havde lagt på Facebook med en arabisk tekst i retning af, at Gud måtte forbarme sig over ham.

- Jeg havde det meget fysisk og psykisk dårligt på det tidspunkt. Jeg boede på et asylcenter, efter jeg var flygtet fra Assad-regimet i Syrien. Og jeg kommer fra et meget lukket land, hvor vi ikke fik så meget at vide. Jeg vidste kun, at Saddam Hussein var en fjende af Iran, og Iran støttede Assad. Men det var ikke fordi, jeg kunne lide Saddam, siger Mohamad til DR.

Mohamad har af hensyn til sine børn og sin egen sikkerhed ikke ønsket at stå frem med fuldt navn, men hans identitet er DR’s redaktion bekendt.

Objektivt set lever han i dag op til kravene for et dansk statsborgerskab, og han var derfor overrasket over at blive kaldt til samtale i Folketinget.

- Jeg blev chokeret, da jeg fik invitationen. Men jeg tænkte også, at jeg ikke har noget at skjule, siger Mohamad til DR.

Mohamads samtale endte med at gå godt, og han glæder sig til nytår hvor loven om hans statsborgerskab træder i kraft.

Derefter er der blot et håndtryk med borgmesteren i kommunen på Fyn, hvor han bor, tilbage før han kan kalde sig dansk statsborger.

- Der var ikke noget, der gav mening. Så bliver man tom indeni. Man bliver ked af det og føler egentlig ikke, der er brug for en, fortæller Thomas Ringbo Jensen.

Han bor på Mandecentret, som det hedder, fordi han blev skilt. 

- Bare det der med at spise, gå på arbejde og gå i bad. Alt blev ligegyldigt.

Thomas Ringbo Jensen flyttede ind på Mandecentret i slutningen af juli 2024 på et lille værelse med to rum. Der er lige plads til et skab, et skrivebord og en seng, som bliver overvåget af et stort Samsung-tv.

Det var ikke lige sådan, Thomas Ringbo Jensen havde regnet med at bo i midten af sine 30’ere. Lige inden han flyttede på krisecenter, havde han nemlig det liv, han altid havde drømt om: Kone, børn, hus, stabilt arbejde og selvfølgelig en dejlig bil.

Men det forsvandt pludseligt. Og det var først, da han tabte sig 40 kilo og kastede blod op, at han indså, at han havde brug for hjælp.

Et ægteskab ramt af en velkendt sygdom

På mange måder var Thomas Ringbo Jensen en ganske almindelig mand. Han tilbragte sit liv i Otterup, hvis ikke han i sit job som lastbilchauffør kørte landet rundt. I 2015 blev han gift efter to års forhold. De flyttede også i hus sammen og fik børn.

- Jeg tænkte, at så længe jeg havde tjent en masse penge, havde de, hvad de skulle bruge. Det havde de også langt hen ad vejen, men jeg manglede jo, fordi jeg var på arbejde, fortæller Thomas Ringbo Jensen om tiden inden skilsmissen.

Ifølge Thomas Ringbo Jensen var han på arbejde cirka 50 timer om ugen. Det gik ud over ægteskabet, og det gjorde også, at Thomas Ringbo Jensen ikke kom i dybden med nogle af de ting, han gik og tumlede med.

Den slags er Svend-Aage Madsen ekspert i. Han har i årevis forsket i mænds følelsesliv og er i dag en af landets førende mandeforskere og har sin daglige gang på Rigshospitalet.

- Når vi har op mod 30 procent mænd, der siger, de ikke har nogen at tale fortroligt med, eller meget sjældent gør det, så har vi en masse mænd, som ikke kommer ud med noget af alt det, som er vigtigt i forhold til at klare sig godt i livet, siger Svend-Aage Madsen.

Til blodet sprøjtede

Thomas Ringbo Jensen blev skilt i foråret 2024. For ham betød det ikke bare starten på en svær periode. Det blev startskuddet til mange uger i helvede.

Timerne, dagene og ugerne flød sammen. Ekskonen havde taget de to døtre med, og derfor sad Thomas Ringbo Jensen helt alene.

- Jeg savner dem hver evig eneste dag. De er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste, jeg tænker på om aftenen. De er i mine tanker hele tiden, fortæller Thomas Ringbo Jensen, mens han knuger et fotografi af sin ene datter i hænderne.

Da ekskonen forlod ham, forsvandt lysten til alt det, der normalt udgør rytmen i en hverdag. Han gik ikke i bad, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj og spiste næsten ikke.

- Igennem alt det distancerede jeg mig fra alt: venner, min ekskone, mine børn, fordi jeg simpelthen ikke kunne være i det, fordi man bare ikke kunne tænke noget som helst rationelt. Og man bare var ødelagt hele tiden. Og så endte det med til sidst, at jeg begyndte at kaste blod op.

På få måneder tabte Thomas Ringbo Jensen sig 40 kilo og blev også sygemeldt fra sit arbejde.

- Konsekvensen af at blive vred og irritabel eller at trække sig væk fra andre er jo også, at man bliver isoleret. Og vi ved, at isolation er den allerstærkeste sårbarfaktor i forhold til at få psykiske vanskeligheder, når man kommer ud for eksempelvis et tab, siger Svend-Aage Madsen.

Tanker om fremtiden

Efter et besøg på psykiatrisk skadestue kom Thomas Ringbo Jensen til samtale på Mandecentret i Odense. Det vurderede, at hans situation kvalificerede sig til et ophold på krisecentret.

Alle mændene, der bor på centret, har hver deres krise at komme igennem. Derfor kunne Thomas Ringbo Jensen nemt falde i snak ved kaffemaskinen eller på gangen med de andre beboere om alt det, der gjorde ondt. Fordi de havde et helt naturligt fællesskab, en slags forbindelse gennem sorgen.

Foruden samtaler og aktiviteter med beboere og ansatte på Mandecentret er der også plads til, at Thomas Ringbo Jensen kan være sammen med sine døtre. Det bruger han hver anden weekend på.

- Fra jeg afleverer dem, til jeg skal se dem igen, glæder jeg mig bare til at se dem.

- Normalt har jeg dem hver anden weekend, og så afleverer jeg dem søndag aften og ved, at man først skal se dem fredag i næste uge. Det er da hårdt. Og det tror jeg aldrig, bliver fedt.

Det kan udefra godt se ud til, at det er et fredeligt liv på et Mandecenter. Masser af fællesarrangementer og ellers ugentlige samtaler.

- Det har også krævet hårdt arbejde. Det er jo ikke bare at gå til to møder om ugen. Det er jo hverdag. Det er dag og nat, siger Thomas Ringbo Jensen, mens han står ved siden af sin opslagstavle, hvor der kun hænger en plantegning over Mandecentret og to tegninger, som hans døtre har givet ham.

Og på et tidspunkt skal man ikke bo på centret mere. Det er Thomas Ringbo Jensen klar over, og efter to måneders ophold på Mandecentret havde han endelig fundet overskuddet til at tænke over fremtiden.

- Om fem år er jeg et sted, hvor jeg har min egen base igen og mit eget liv sammen med mine piger, siger Thomas Ringbo Jensen med et lille smil.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Thomas Ringbo Jensens ekskone. Hun bekræfter hans fortælling og har ikke yderligere at tilføje.

Thomas Ringbo Jensen bor fortsat på Mandecentret, men søger efter lejlighed og arbejde.