Tomatproducenterne har aldrig haft det bedre, og det skyldes det varme sommervejr, som har stået på siden maj.
Varmen har betydet, at nogle tomatproducenter har øget deres produktion med op til 20 procent.
Claus Duedal Jakobsen, der er salgschef for Katrine og Alfreds Tomater på Fyn, er en af dem, der lige nu nyder godt af det solrige og varme sommervejr.
- I forhold til et normalt år, har vi 15 til 20 procent mere sol. Det betyder, at vi har en produktion, der er 15 til 20 procent større end sidste år, siger Claus Duedal Jakobsen.
Drukner i tomater
- Vi forsøger at afsætte vores tomater bedst muligt, men vi når et punkt, hvor vores kunder i Danmark når et maks. for, hvor mange tomater de kan sælge til forbrugerne. Det er det loft, vi rammer nu, siger Claus Duedal Jakobsen.
Derfor får Katrine og Alfreds Tomater indgået et samarbejde med SallingGroup, hvor de overskydende tomater bliver lavet til ketchup.
- På den måde bliver tomaterne lavet om til puré, som forlænger holdbarheden og derved også reducerer madspild, siger Claus Duedal Jakobsen.
Ikke godt på sigt
De 14 til 16 meter lange tomatplanter kommer på overarbejde, når de har det for godt, og det giver anledning til bange anelser.
- Vi er bekymret for, om planterne rent faktisk har styrken til at kunne holde et år. Planten er simpelthen under pres, når den i så lang tid bliver udsat for høj temperatur. Den har brug for hvile, og nattetemperatuen er også ret afgørende for, om tomatplanten kommer lidt ned i gear. Når vi er over ti grader om natten, som vi har været længe, så fortsætter det, fortæller Claus Duedal Jakobsen.
Fem råd om temperaturen
Hvis tomatdyrkningen i drivhuset driller på grund af temperaturen, er der en vej til at undgå eller rette op på problemerne. TV 2/Fyn har fået fem gode råd fra haveeksepert Lotte Bjarke fra Idényt.
1: De nyplantede tomatplanter vokser ikke og bliver blålige
Årsag: Planterne har det for koldt, og det betyder, at de ikke kan optage tilstrækkeligt fosfor til vækst.
Løsning: Undgå for tidlig omplantning af de spæde tomatplanter, og dæk planterne med plastik eller fiberdug, hvis der er udsigt til kolde nætter.
2: Mange bittesmå tomater
Årsag: Lave temperaturer tidligt i plantens liv får blomsterklasen til at dele sig stærkt og danne flere blomster, end den har energi til at forsyne med næringsstoffer.
Løsning: Beskær klasen, og tynd ud i frugterne.
3: Tomaten revner
Årsag: Udsving i temperatur og vandforsyning.
Løsning: Revnede frugter er et sensommerfænomen, der bedst forebygges ved at holde jorden konstant fugtig og sørge for at lufte godt ud i dagtimerne.
4: Frugten har et hårdt, grønt, umodent område
Årsag: Frugterne er populært sagt solskoldede og har problemer med kaliumforsyningen, og det resulterer i ”grønnakke”.
Løsning: Dæmp sol- og varmebelastningen ved at kalke drivhuset eller hænge skyggenet op. Du kan også plante tomater i drivhusets nordside, og lad eksempelvis andre planter skygge lidt for solen. Luft ud, og husk gødning.
5: Mange bittesmå tomater
Årsag: Lave temperaturer tidligt i plantens liv får blomsterklasen til at dele sig stærkt og danne flere blomster, end den har energi til at forsyne med næringsstoffer.
Løsning: Beskær klasen, og tynd ud i frugterne.