Travl nat for Fyns Politi - masser af anholdte
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fulde mennesker i byen har holdt politiet travlt optaget natten igennem, hvor der også har været flere brande.
Det har været en travl nat hos Fyns Politi, der har beskæftiget sig med en del berusede fynboer, som ikke har kunnet opføre sig ordentligt.
12 personer er blevet anholdt og har måttet overnatte på politigården i Odense.
- Der sidder seks tilbage, og så er der seks, der er blevet løsladt med en sigtelse, og som får tilsendt en bøde for det, de har lavet, siger vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist søndag morgen ved ottetiden.
Nattens anholdte har forstyrret den offentlige orden på forskellige måder, og flere af dem har råbt af politiet i nattelivet.
Det er ikke kun i Odense, at politiet har været på arbejde. De anholdte er blandt andet også fra Ringe, Nyborg og Assens, så det har været vidt omkring på Fyn, at sommerfesterne har været i gang.
Flere brande på Fyn
Ved ettiden var der ild i et offentligt toilet på Nordre Havnevej i Assens. Branden startede i en papirkurv og har været så voldsom, at den har beskadiget bygningen.
Derudover har der senere på natten været sat ild til to biler på Jens Juels Vej i Odense. Bilbrandene er slukket igen.
I begge tilfælde søger Fyns Politi vidner til brandene. Har du oplysninger i sagerne, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.
I løbet af lørdag aften har politiet også været involveret i en større redningsaktion på havet ud for Ærø. Her blev en ældre mand fundet livløs i vandet.