Tre grunde til, at det kan være skidt at få mange penge tilbage i skat
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Selv om du er jublende lykkelig over, at der i dag står flere tusinde kroner ekstra på din lønkonto, er det ikke sikkert, du har scoret kassen.
Du har sikkert allerede tjekket din lønkonto i dag.
Der er gået penge ind. Formentlig.
Fire ud af fem danskere har fået penge tilbage i skat.
Fynboerne har i gennemsnit fået omkring 6.000 kroner tilbage i skat, viser tal fra Skattestyrelsen, og selv om det umiddelbart vækker glæde på lønkontoen, er der flere ting, du skal være opmærksom på.
- Det er dine egne penge. Det skal vi hold fast i. Det er dejligt, du får pengene, og de vil formentlig falde på et endnu tørrere sted end sidste år, for de faste udgifter som elregninger er blevet meget højere, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.
Hun giver tre grunde til, hvorfor det næste år er god idé at undgå, at du ikke får så mange penge tilbage.
Derfor kan det være skidt at få penge tilbage i skat
Skat er ikke din bank
Når du får penge tilbage i skat, er det penge, du kunne have brugt i løbet af året. Det er ikke meningen, du skal bruge Skat som bank.
- Der er rigtig mange, som ikke har kunnet spare op eller i hvert fald har sparet mindre op, og det kan være, der er nogle, som har været nødt til at trække på deres kassekredit, siger Ann Lehmann Erichsen.
- Skatten skal gå i nul. Skat skal ikke agere bank. Ulempen ved Skat som bank er, at du ikke kan hæve pengene, forklarer hun.
Skat giver ikke renter på overskydende skat, og det har Skat ikke gjort siden 2018, da reglerne blev lavet om. Derfor kan det ikke længere betale sig at benytte Skat som opsparing. I dag giver det bedre mening at benytte en opsparingskonto - medmindre der er negative renter i din bank, så du skal betale for at have dine penge stående.
Du har levet under evne
Hvis du får penge tilbage i skat, betyder det, at du har fået for lidt udbetalt hver måned.
- Du kommer til at leve under evne, for du har et mindre rådighedsbeløb. Det kan være en ulempe, i forhold til den måde du disponerer din økonomi på. Måske har du ikke råd til en ny bil. Det giver et skævt billede af din økonomi, siger Ann Lehmann Erichsen.
Særligt det seneste år med energikrise og historisk høj inflation betyder det, at flere danskere med en snæver økonomi har været nødt til at bruge penge på oprette en kassekredit og betale renter på den, og her kunne de have brugt pengene, de først nu får tilbage i skat.
- Hvis du har fået 6.000 kroner tilbage i skat, er det 500 kroner, du ikke har haft til rådighed om måneden. Det kan man mærke i budgettet, og du ville derfor have truffet nogle andre beslutninger, fortæller hun.
Du kunne have brugt dine penge anderledes
Særligt hvis du har fået rigtig mange penge tilbage i skat, er der gode argumenter for, at dine penge på både kort og lang sigt kunne være brugt mere fornuftigt.
Hvis du eksempelvis har et bankboliglån, kunne du have kontaktet din bank og betalt noget mere af på lånet.
- Så ville løbetiden blive mindre. Det ville være en fordel, for så vil du få luft i økonomien, når lånet er betalt hurtigere af, siger Ann Lehmann Erichsen.
Hvis du ønsker at gå tættere på nul og ikke få så mange penge tilbage i skat næste år, kræver det, at du sætter dig godt ind i din forskudsopgørelse. Det kan du gøre ved at følge de vejledninger, der ligger på Skats hjemmeside. Du kan løbende rette i din forskudsopgørelse.
Hvad skal du gøre med alle pengene?
Forbrugerøkonomen forstår dog udmærket, hvorfor mange fynboer jubler over at få mange penge tilbage i skat.
- Det føles meget værre at skulle betale penge tilbage i skat. En tabt krone er værre end en vunden krone, siger Ann Lehmann Erichsen.
Har du fået mange penge tilbage i skat, er det en god idé at overveje, hvad du så skal gøre med dem.
- Se på din økonomi, og om der er et problem, du skal løse. Det kan være, du bør lave et ekstraordinært afdrag på dit boliglån, siger Ann Lehmann Erichsen.
Skal de fyres af på sommerferien?
Det betyder ikke, at du ikke må fyre dem alle sammen af på en fed sommerferie.
- Hvis jeg drømte om at komme til Mallorca eller Kreta til sommer, og det gør jeg, så ryk pengene væk fra lønkontoen og over på din opsparingskonto. I næste måned komme der feriepenge. Så står de alle sammen og er klar, fortæller hun.
På Fyn er det især faaborgenserne og svendborgenserne, der får mange penge tilbage i skat.
Omvendt er det på Langeland og Ærø, at man får færrest penge tilbage i skat. Ifølge forbrugerøkonomen hænger det kort fortalt sammen med, at lønningerne er lavere i disse områder.
Herunder kan du se, hvor mange penge borgerne i din kommune i gennemsnit får tilbage i skat.
Kommune | Overskydende skat | Antal borgere med overskydende skat | Gennemsnitlig overskydende skat |
---|---|---|---|
Assens | 164.186.640 | 27.485 | 5.974 |
Faaborg-Midtfyn | 15.297.540 | 2.159 | 7.085 |
Kerteminde | 103.228.982 | 16.784 | 6.150 |
Langeland | 42.625.824 | 8.122 | 5.248 |
Middelfart | 153.571.865 | 24.932 | 6.160 |
Nordfyns | 118.619.893 | 19.313 | 6.142 |
Nyborg | 120.464.860 | 21.577 | 5.583 |
Odense | 845.603.519 | 144.401 | 5.856 |
Svendborg | 262.252.541 | 38.439 | 6.823 |
Ærø | 221.837.577 | 38.630 | 5.743 |