Tyv anholdt med 1188 kasser øl
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi har torsdag formiddag anholdt en 35-årig mand, der er havde 1188 kasser stjålne øl på sin landejendom ved Rynkeby.
Det er Fyns Politis afdeling Straffelov Odense - Indbrudsgruppen, der i dag torsdag klokken 11.15 anholdt den 35 årig mand.
Den 16. januar blev der stjålet 33 paller øl- i alt 1188 kasser øl - fra Bryggeriet Vestfyen fra en trailer på Industrivej i Ejby.
Fik et tip
Fyns Politi havde fået et tip om, at det stjålne øl befandt sig på ejendommen og da politiet ransagede ejendommens lade, fandt politiet i alt 1188 almindelige kasser øl.
De mange øl bliver omlæsset direkte på stedet på trailer af det vognmandsfirma, som fik trailer og øl stjålet.
I forbindelse med tyveriet fra Ejby er formentlig benyttet en sættevognstrækker af mærket DAF, til at trække den stjålne trailer væk.
Den stjålne trailer blev efterfølgende fundet i Kerteminde området.
Den 35 årige mand erkender hæleri. Han er kendt af politiet, og den 35-årige fremstilles i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.