Vådt vejr: Rotterne presses ud i boligerne - sådan undgår du et besøg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Rottefængere har travlt denne sommer. Det våde vejr presser rotter op af kloakkerne og ind i boligerne. Læs, hvordan du kan undgå rottebesøg.
Rottefængerne er kommet på overarbejde denne sommer.
Det våde forår efterfulgt af en indtil videre våd sommer har presset rotterne op af kloakkerne, men også rotter, der lever i naturen uden for kloakkerne, søger tørrere steder hen. Og det har altså betydet, at rottefængerne denne sommer har travlt.
- Ved de skybrud, som vi har set en del af denne sommer, bliver alt oversvømmet, og rotter bliver presset ud og søger mod andre gemmesteder, og det er typisk i folks boliger, fortæller Peder Egestrand, der er servicechef ved Mortalin Skadedyrsbekæmpelse i Odense.
Atypisk sommer
Det er ikke normalt, at sommeren er højsæson for rottefængere. Faktisk er det typisk i sommerperioden, at antallet af rotteanmeldelser falder, men sådan er det ikke i år, og det gør denne sommer til en atypisk en af slagsen, fortæller Peder Egestrand:
- Antallet af anmeldelser er meget højere på nuværende tidspunkt, end hvis man sammenligner med forrige år. Lige nu er vi på et niveau, som er svarende til, at vi burde være henne i efteråret, som normalt er vores travle sæson.
Det ekstreme vejr lokker altså rotterne ud af deres naturlige habitat.
- De rotter, der lever i kloakkerne, presses ud, ellers drukner de. Og de rotter, der lever i naturen, kan ikke leve der, fordi oversvømmelser gør habitatet for vådt, fortæller Peder Egestrand.
De seneste år har antallet af rotteanmeldelser på landsplan dog været faldende, og denne tendens fortsætter i 2024. Det viser en opgørelse fra Miljøministeriets hjemmeside.
I de første seks måneder af året har der været færre anmeldelser sammenlignet med samme periode i 2023.
Lovpligtigt at anmelde rottebesøg
Men som hus- eller sommerhusejer kan man heldigvis selv gøre sit for at forebygge et besøg af rotterne.
Her handler det om at gøre udendørsarealerne uattraktive for rotterne - især træterrassen, som ofte er det sted, hvor skadedyrene søger hen.
- Vær opmærksom på huller langs bygningen. Man kan se, at der kommer et hul, der kan blive op til ti centimeter i diameteren, som går ned i jorden under terrassen. Derudover er det også vigtigt, at man kigger efter ekskrementer, for finder man dem, kan man være ret sikker på at have fået besøg, forklarer Peder Egestrand.
Generelt er det i dette våde vejr en god ide at være ekstra opmærksom på skadedyrene. Og skulle du være så uheldig at finde tegn på rotter i hjemmet, så er det lovpligtigt at anmelde det.
- Hvis man observerer tegn på rotter, skal man kontakte sin kommune og få en rottefænger ud og få dem bekæmpet, lyder den klare opfordring fra Peder Egestrand.