Vil kompensere for udligningsfejl: Millioner kan være på vej til Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Socialdemokratiet vil med et nyt forslag kompensere de provinskommuner, der ved en fejl har fået for lidt i støttekroner i perioden fra 2015 til og med 2018.
Der kan være masser af millioner på vej til de fynske kommuner.
Manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau er skyld i, at fynske og jyske kommuner samlet set har fået 1,4 milliarder kroner for lidt i tilskud i perioden fra 2015 til og med 2018.
Og samtidig med det har en række hovedstadskommuner uretmæssigt modtaget masser af millioner.
Det vil Socialdemokraterne rette op med et nyt forslag om en samlet kompensation på to milliarder kroner til de kommuner, der fejlagtigt ikke er blevet kompenseret, efter fejlen blev opdaget.
Det skriver avisen Danmark.
- Vi ønsker at skabe balance i det. Det her er først og fremmest en håndsrækning til kommuner som Svendborg, Sønderborg, Skive, Aabenraa og Jammerbugt, som ligger væk fra de større byer. De kommuner er blevet glemt af regeringen, som tænker meget på kommunerne nord for København, siger Mette Frederiksen til avisen Danmark.
Så meget får de fynske kommuner
Middelfart: Ni millioner kroner
Assens: 16 millioner kroner
Faaborg-Midtfyn: 34 milioner kroner
Kerteminde: 16 millioner kroner
Nyborg: 39 millioner kroner
Odense: 122 millioner kroner
Svendborg: 47 millioner kroner
Nordfyn: Otte millioner kroner
Langeland: Ni millioner kroner
Ærø: 0.5 million kroner
Millioner på vej - måske
Baggrunden for forslaget er, at udligningssystemet i årevis har udløst samme tilskud til en kommune med veluddannede udlændinge som kommuner med ufaglærte udlændinge.
Det har især givet gevinst for kommuner i hovedstadsområdet.
Det gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på i 2014, og modellen bliver justeret med virkning fra 2019. De kommuner, der står til at miste penge, bliver kompenseret, mens de, der i årevis er blevet snydt, ikke gør.
Dety har blandt andet fået syv kommuner, herunder Svendborg, til at forberede et sagsanlæg mod staten.
Og nu har det altså fået Socialdemokraterne til at foreslå en engangsudbetaling til 69 provinskommuner, som de vil nu kompensere med et forslag, der potentielt kan sende masser af millioner til de fynske kommuner.
Odense får mest
Med udsigt til at modtage 122 millioner kroner er Odense den fynske kommune, der kan se frem til at få mest ud af Socialdemokraternes forslag, hvis det bliver vedtaget.
Det er kommunens borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), godt tilfreds med.
- Det er et godt og rimeligt forslag, og endelig er der en partileder, som faktisk vil finde en løsning på mange års underbetaling af en lang række kommuner. Uanset hvor du bor i landet, skal du som borger kunne forvente god service fra din kommune, og det har de millionstore udligningsfejl været en hæmsko for.
Her i Odense har regnefejlen årligt kostet os 60 millioner kroner, og de penge manglede vi i de hårde spareår. Det er penge, som vi burde have haft til at løfte velfærden, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/Fyn.
V: Den skæve fordeling mellem kommunerne skal rettes op
Danmark bliver trukket skævt af den nuværende fordeling af penge mellem kommunerne, og det skal der rettes op på, siger Venstres kommunalordfører, Carl Holst.
Når borgmestre i provinsen taler om en lukket klub i hovedstadsområdet, hvor kommuner fordeler milliarder mellem sig og ser stort på resten af landet, møder de forståelse hos regeringspartiet Venstre.
Partiets kommunalordfører, Carl Holst, siger nu til avisen Danmark, at der skal ske ændringer i måden, pengene bliver fordelt i landets kommuner, og at der i hvert fald skal ske ændringer i hovedstadsudligningen, hvor mere end fem milliarder kroner bliver givet fra især de rige kommuner på Nordsjælland til København og omegnskommunerne.
- Hovedstadsudligningen findes af historiske årsager, men de er netop historiske. Tingene ser anderledes ud i dag. Derfor skal der ses på den. Jeg konstaterer, at ingen er tilfreds med den. I hovedstadsområdet mener de, at de interne præmisser for kommunerne, der er med i den, skal ændres. På Lolland mener de, at resten af Sjælland og øerne skal have del i den. I resten af Danmark mener man, at den skal gælde for hele landet, siger Carl Holst.
Mener du, at kommunerne i provinsen skal have en større del af kagen?
- Det vil jeg ikke svare direkte på. Men jeg mener, at pengene i fremtiden bør fordeles retfærdigt i forhold til kommunernes udgifter på det sociale område. Her bør vi se på, om rammerne for hovedstadsudligningen er ordentlige i forhold til, da man indførte den i sin tid.
Når man sammenligner de 34 kommuner, som er med i hovedstadsudligningen, med resten af landets kommuner, viser det sig, at borgerne i provinsen tjener mindre og betaler en større del i skat, udgifterne til overførselsindkomster er højere, mens kommunerne bruger færre penge på ældre og skoler og daginstitutioner.
I Hjørring siger borgmester Arne Boelt (S), at kommunen leverer en service til de ældre, som er på kanten af, hvad man kan være bekendt, og at kommunen knap har råd til at leve op til de forpligtelser, som Folketinget har udstukket.
Når man kigger på velfærden i kommunerne, falder det ud til hovedstadsområdets fordel på alle de parametre, vi måler på. Er der noget galt?
- Ja, det er der. Formålet med udligningen mellem kommunerne er jo at sikre ens service uanset, om du bor i Hanstholm eller Hørsholm. Lige nu sidder der et udvalg, Finansieringsudvalget, der i 2018 skal komme med anbefalinger til ændringer af systemet. Jeg forventer, at udvalget kommer med noget, der skal sikre et ens serviceniveau i fremtiden, siger Carl Holst til avisen Danmark.
- Vi skal ikke stå ved forskellene, men netop udligne dem. Selvfølgelig har kommunerne forskellige forudsætninger, og det kan borgerne tage hensyn til, når de bosætter sig, men der skal ikke være uens service for borgerne om de bor i Hanstholm eller Hørsholm, Esbjerg eller Egedal, Brønderslev eller Brøndby, siger han videre.
Carl Holst, mener du at det er retvisende at beskrive den problematik som "helt skævt"?
- Det er i hvert fald på alle leder og kanter regeringens målsætning at skabe et mindre skævt Danmark. Vi har besluttet at flytte næsten 4000 arbejdspladser ud, og der kommer en udflytningsbølge mere i 2018. Vi har lempet planloven og givet landbruget flere muligheder i landbrugspakken for første gang i 40 år - og landbruget er altså stadig et vigtigt erhverv vest for Valby Bakke. Vi har i de seneste år set, at forskellene i Danmark er blevet større og større, og det understreger for mig behovet for at vi også skal se på udligningen, siger Carl Holst.
- Et Danmark i balance fik en ret central placering i regeringsgrundlaget. Og min tilgang til for eksempel udflytning af statslige arbejdspladser er, at det ikke skal blive ved med at være noget, vi gør i bølger. Vi skal gøre den slags ting kontinuerligt og naturligt. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, men vi er på vej, siger Carl Holst til avisen Danmark.
Sneen smelter - risiko for isslag
kopieret!
Der er i løbet af natten faldet godt med sne flere steder på Fyn. TV 2 Fyn følger vejret og trafikken her.
Snevejr 6. januar
Følg opdateringerne herunder
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørg til selve livebloggen:
24 tons træ skåret med motorsav reddede brødre fra konkurs
kopieret!
De har været ved at gå konkurs. Endda flere gange. Ikke fordi kreditorerne stod og rykkede i dem, langt fra, men fordi de tog chancer.
- Altså, det kan jeg vel godt fortælle, spørger Simon Pagh sin tvillingebror, Peter, der nikker, så han kan fortsætte.
- Vi stod ved en skillevej, og vidste ikke, om vi skulle fortsætte. Men så kom erhvervsmanden Thomas Wiberg, der var ved at indrette Work2gether kontorfællesskabet i det gamle tinghus i Svendborg og gav os en chance med at lave inventar. Det fik stor betydning for vores udvikling, indrømmer Simon Pagh.
Peter og Simon Pagh har skabt virksomheden Brødrene Pagh Furniture. Placeret i erhvervsbygninger lidt vest for Svendborg, produceres møbler og inventar til alt fra private bygninger og til udstillinger. Til det sidste hører kommende udstillinger for erhvervsvirksomheden Marius Pedersen samt Planetariet i København. Allerede afsluttet er en stor bænk, der i dag indgår i Utzon Center i Aalborg.
- Hvis ikke vi havde løst den opgave, så var vi helt sikkert gået konkurs. Vi havde fået 24 tons træ hjem, som vi i løbet af 14 dage savede til i dele, der i sidste ende skulle passe sammen med millimeters nøjagtighed. Var det ikke lykkedes, så…
De to brødre holder en pause, før de samtidig bryder ud i grin, og Simon Pagh fortsætter med at fortælle.
- Vi måtte købe motorsave til at skære i træet, for det kunne vore maskiner ikke klare. Vi stod i et par uger og skar og skar. Til sidst var vi så gode til det, at jeg tror, at vi kunne have skåret en ugle ud af træ med en motorsav, smiler Simon Pagh.
Begge er de udlært smede, hvilket både deres far og farfar også er. Oven i smede-titlen kan Peter Pagh også kalde sig snedker.
- 14 dage efter jeg var udlært smed, gik jeg i gang med snedker-uddannelsen. Vi havde aftalt, at en af os skulle tage den uddannelse, og jeg har altid syntes, at arbejdet med træ er spændende, siger Peter Pagh, der som eksamensopgave lavede et par lænestole, som gav ham rene 12-taller i karakter og udløste fagets højeste anerkendelse - sølvmedaljen - som varigt bevis.
Når man besøger de to brødre, står det hurtigt klart, at her hersker orden frem for alt. Brødrene og de to-tre ansatte, der går rundt i de store haller, roder ikke. Fejede gulve og materialer lagt i sirlig orden præger virksomheden overalt. Den samme orden hersker i de to brødres planer for fremtiden.
- Vi skal nok ikke være flere end ti ansatte. På den måde kan vi være en del af processen hele tiden. Vi egner os ikke til at sidde på kontor i månedsvis. Vi er håndværkere og har det bedst herude i produktionen, slår Peter Pagh fast.
Hans bror tøver lidt, før han åbner for en anden fremtidsvision for Brødrene Pagh Furniture.
- Hvis det går helt galt, og vi får stor succes, så bygger vi en ny virksomhed ude i industriområdet og ansætter en direktør og en salgsafdeling. Så kan de være der. Vi to kan så gå her og arbejde og udvikle og passe os selv, griner Simon Pagh.
Voldsomt vejr truer tirsdag
kopieret!
Knap er mandagens våde snevejr og blæst ovre, før det selvsamme lavtryk skal til at samle kræfterne og gøre sig endnu mere væsen af sig.
Natten til tirsdag nærmer centrum af lavtrykket sig nemlig landet og Fyn. Det betyder, at der bliver skruet voldsomt op for vinden, som tiltager og bliver frisk vind til kuling fra sydvest med kraftige vindstød fra sydvest.
Vindstødene kan i løbet af natten komme op og ramme 24-26 m/s på Fyn, ifølge DMI.
Pludselig nævnte Golden Globe-værten Novo Nordisk vidundermiddel
kopieret!
Den amerikanske komiker Nikki Glaser nævnte det danske diabetesmiddel Ozempic, da hun natten til mandag dansk tid bød velkommen til Golden Globe-prisuddelingen i Los Angeles.
Det skete under den traditionsrige monolog, hvor Golden Globe-værten typisk både roser og gør grin med Hollywoods største skuespillere.
- Velkommen til den 82. udgave af Golden Globe-uddelingen: Ozempics største aften, sagde den 40-årige komiker.
Ozempic er udviklet af den danske medicinalgigant Novo Nordisk. Det er et diabetesmiddel, men det medvirker også til vægttab.
Novo Nordisk har fornyligt gjort sit indtog på Fyn med en megafabrik i området Tietgen Nord uden for Odense.
Vinteren slutter mandag - men regnen kan give nye problemer
kopieret!
Efter en søndag med sne og stedvis isglatte veje bliver mandag en overskyet dag med enkelte regnbyger og temperaturer op mellem fem og otte grader.
Samtidig bliver det en blæsende dag med jævn til hård vind mellem syd og sydvest.
Regnen kan give trafikale udfordringer i løbet af dagen, da den kan samle sig i store vandpytter på vejene, der kan forårsage akvaplaning.
Kvinde død efter brand i rækkehus
kopieret!
En 76-årig kvinde er søndag aften død, efter en brand brød ud i hendes hjem på Kirkendrupmarken i det nordvestlige Odense.
Det oplyser Milan Holck, vagtchef ved Fyns Politi.
- Vi fik anmeldelsen klokken 19.57, og ved ankomst kunne man konstatere at den 76-årige var omkommet i branden, siger han.
Politiet har færdiggjort de indledende undersøgelser på stedet, og vil fortsætte med en brandundersøgelse mandag morgen. Undersøgelsen foretages ifølge vagtchefen altid, når man ikke er helt sikre på årsagen til en brand.
- Det tyder lige nu mere på, at dødsfaldet er sket i forbindelse med en ulykke, end at der ligger noget kriminelt bag. Jeg vil dog ikke konkludere på noget, før vi har resultatet af undersøgelsen, siger vagtchefen.
Kun kvinden var på adressen, da redningsmandskab kom frem. Politiet har underrettet kvindens pårørende om det tragiske dødsfald.
Viktor Axelsen kastede stjernestøv over tidligere klub: - Han tager sig tid til folk
kopieret!
Lørdag blev Viktor Axelsen kåret til årets sportsnavn for tredje gang som den første atlet nogensinde.
Hjemme i barndomsklubben, Odense Badminton Klub har Viktor Axelsen fortsat kæmpe betydning som rollemodel og forbillede for de unge spillere.
Han træner der stadig sommetider - senest lørdag - inden han fik prisen årets sportsnavn. Men når superstjernen kommer i klubben, er han ganske ydmyg.
Det fortæller Lennart Engler, der er træner i Viktor Axelsens tidligere badmintonklub, OBK, i videoen ovenover.
Nye afgifter får folk til at kigge mod elbiler
kopieret!
Årets første weekend er lig med nytårskur og åbent hus hos bilforhandlerne. I år skete det i skyggen af nye afgiftsstigninger på benzin og diesel.
Hos N. Kjær Biler i Svendborg var hele arbejdsstyrken kaldt ind. For dyrere benzin og diesel har på ingen måde fået interessen for åbent hus hos bilhandlerne til at dale. Tværtimod.
Men interessen var til gengæld koncentreret om elbilerne. Nye modeller vælter ind på det danske marked. Det er ikke fordi, der slet ikke sælges benzinbiler længere. Men hovedinteressen hos de potentielle købere, TV 2 Fyn mødte, var helt klart rettet mod elbiler.
Se mere i videoen ovenover.
Flere centimeter sne på vej - det skal du være opmærksom på mandag morgen
kopieret!
Der vil falde sne i hele Danmark i løbet af søndag aften og ud på mandag morgen.
Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.
Sneen vil særligt falde i Nordjylland. Her ventes mellem 10 og 15 centimeter sne, mens der i resten af landet ventes mellem 2 og 10 centimeter.
- Nedbøren starter som sne, men vil gå over i slud og regn relativt hurtigt. I Nordjylland er der koldt i længere tid, og derfor forventer vi mere sne der, siger Mette Wagner.
Farligt vejrfænomen
Af DMI's hjemmeside fremgår det, at en varmfront bevæger sig op over landet sidst på eftermiddagen søndag. I overgangen fra sne til regn er der en kortvarig risiko for isslag.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Travl dag i vente
Hos SOS Dansk Autohjælp forventer man ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.
Det er især døde bilbatterier, som kan give travlhed, men også glatte varer, advarer Anette Bjørn Juncher.
- Man skal huske, at vejbanerne kan være kolde, og kommer der noget nedbør, så bliver vejene glatte, så kør hjemmefra i god tid, lyder rådet.
På Vejdirektoratets hjemmeside kan du se, hvor de advarer om glatte veje.
Frustrationerne vokser - stort kystprojekt udsat for tredje gang
kopieret!
Alle fynske kommuner arbejder med at få sikret deres kyster mod ødelæggende vandmasser.
Men i Nordfyns kommune er politikerne frustrerede. Her er deres store kystsikringsprojekt til 115 millioner kroner endnu en gang stødt ind i en bureaukratisk mur.
Projektet hedder Bogense Kystdiger og skal dække en 7,5 kilometers strækning omkring Bogense. Men projektet har fået en række klager fra berørte grundejerforeninger og virksomheder.
- Ikke godt nok
De klager har Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke nået at behandle til den forventede tid, og nu frygter politikerne, at stormfloderne kommer hurtigere, end myndighederne arbejder.
- Det er simpelthen bare ikke godt nok, lyder det fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm (K), der i videoen ovenover peger fingre ad regeringen.
Nordfyns kommune vil gerne kunne arbejde videre med kystbeskyttelsen, da det ikke er denne, som klagerne er utilfredse med, men blot hvor stort et økonomisk bidrag, de skal stå for.
Afhængig af udfaldet af klagenævnets kommende afgørelse, vurderer Nordfyns Kommune, at projektet i bedste fald kunne startes op til sommer 2025 på udvalgte strækninger, idet digerne skal nå at være bevokset med et stærkt græslag inden efterårets og vinterens storme.
Pligtsejr genskaber Odenses forspring i håndboldligaen
kopieret!
11 kampe og 11 sejre står der nu ud for Odense Håndbold i toppen af kvindernes håndboldliga.
I egen hal havde fynboerne som ventet ikke de store problemer med at besejre Aarhus Håndbold, der blev slået 28-19 efter 14-11 ved pausen.
Dermed er der igen to points afstand fra Odense og ned til Team Esbjergs regerende mestre i tabellen. Esbjerg besejrede lørdag ligaens nummer tre, Ikast Håndbold.
Axelsens far afslører: - Viktor døjede lidt med dumt humør før flot sæson
kopieret!
Lørdag aften kunne Viktor Axelsen lade sig hylde med ikke kun én, men to kåringer.
Først offentliggjorde B.T. ham som vinder af B.T. Guld. En pris, som han fik på baggrund af stemmer fra Danmarks 40 største atleter.
Senere kunne han lade sig hylde i Boxen i Herning ved “Sport 2024”, hvor han for tredje gang i karrieren blev kåret som “Årets sportsnavn”.
Men da 2024 tog sin begyndelse så det langt fra ud til, at Viktor Axelsen skulle hædres i den grad, som det endte med, fortæller hans far Henrik til Ekstra Bladet:
- Viktor døjede lidt med en dum ryg og et dumt humør i starten, men så fik han det alligevel til at flaske sig, og han toppede op til OL, som han skulle.
Stærk Odense-start sikrer vigtig udesejr over Herlev
kopieret!
Syv effektive minutter i første periode var nok for ishockeyholdet Odense Bulldogs, der søndag vandt 4-3 på udebane over Herlev Eagles i Metal Ligaen.
De fynske gæster sendte pucken i nettet tre gange fra minut 10 til 17 i første periode, og selv om Herlev efterfølgende viste god moral og fightede sig tilbage, holdt Odense til sidst stand.
Med sejren cementerer Odense andenpladsen bag det suveræne førerhold, Herning Blue Fox. Herlev ligger nummer fire - fem point bag Odense.