Vild million-donation til fynsk efterskole
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Klintebjerg Efterskole har modtaget en donation på 14 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Penge som er givet til et ambitiøst nyt maritimt projekt med blandt andet et multifunktionelt broanlæg og et maritimt fjordhus ud til Odense Fjord. Det skriver efterskolen i en pressemeddelelse.
Klintebjerg Efterskole, som er en specialefterskole for unge mellem 14 og 18 år, har en lang tradition for at arbejde med unge med særlige indlæringsforudsætninger. Det nye maritime projekt kommer til at styrke skolens pædagogiske arbejde ved at integrere maritime aktiviteter i både undervisning og fritid, som i sidste ende kan være med til at styrke elevernes færdigheder og sociale udvikling, lyder det.
De kommende elever kan se frem til blandt andet en beskyttet mole med en flydebro, et vildmarksbad og trygge, lavvandede bademuligheder, så eleverne kan indtage vandet trinvist. På land skal der bygges et fjordhus med undervisningslokaler, sauna, omklædning og køkken. Til sammen vil skolen kunne bruge de nye faciliteter på land og vand som et ”naturklasseværelse”.