Lang kø og få toiletter: Seks ting Heartland kan gøre bedre
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der skal mere tryk på bruseren, flere toiletter til campingpladsen, og så må baren ikke løbe tør for is til drinks. Sådan lyder kritikken fra nogle af Heartland-gæsterne.
12.000 festivalgæster har i løbet af weekenden været en tur forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot på Sydfyn.
Med så mange mennesker samlet er det svært at undgå, at nogle ting ikke fungerer optimalt, når der skal spises, hygges, soves og lyttes til musik og kunstnersamtaler tre dage i streg.
TV 2/FYN har bedt seks festivalgæster komme med hver deres konkrete bud på ting, der kan gøres bedre .
Mere tryk på bruseren i brusebadet
For få toiletter på campingpladsen
Cocktailbaren må ikke løbe tør for is
Alt for mange mennesker - en fordobling i forhold til sidste år
For få til at servere kaffe
Når man betaler 45 kroner for en fadøl på campingpladsen, skal man have lov til at tage den med ind på festivalpladsen
Festivalchef Ulrik Ørum-Petersen lover, at gæsternes kritik bliver taget til efterretning både løbende under festivalen og når næste års festival skal arrangeres.
- Det tager vi meget alvorligt. Al respons, vi får, og alle de gode råd og observationer fra vores publikum samler vi i rapporter, og det lægger grundlag for, hvordan vi arrangerer næste års festival, siger Ulrik Ørum-Petersen.
- Meget af det ved vi godt, fortæller han.
Festivalchef erkender problem med bruser
Festivalchefen erkender, at badeforholdene ikke har været gode nok. At der ikke er tryk nok på vandet i bruseren, skyldes eksempelvis et for dårligt rensningsanlæg.
- Vandtrykket kræver ikke bare en ny boring. Det kræver faktisk, at der skal laves et helt nyt rensningsanlæg herude i området for, at vi kan få nok tryk på, så vi skal et smut ind på kommunen og have en lille snak, forklarer Ulrik Ørum-Petersen.
Omkring 1.000 festivalgæster får i år lov til at svare på et spørgeskema, som festivalarrangørerne vil bruge til at gøre det endnu bedre næste år.
Næste års festival bliver dyrere
Et kritikpunkt er festivalens størrelse, der er fordoblet i forhold til sidste år. Festivalchefen har ikke lagt sig fast på noget endnu, men kan ikke udelukke, at festivalen bliver en smule større og dyrere i 2018.
- Vores vurdering er, at festivalen kan tage en lille smule flere mennesker, men den skal ikke være meget større, end den er nu. I stedet for at være større skal den måske være dyrere og mere lækker og tjekket, fortæller Ulrik Ørum-Petersen, der kan afsløre, at festivalen heller ikke i år giver overskud.
- Selv om vi har solgt mange billetter i år, forventer vi ikke at komme ud med et overskud. Vi er stadig investeringsfasen, siger han.