TV 2/Fyns mand på stedet fortæller, at politifolk med hunde gennemsøger noget granbevoksning og en have ud til Lydinge Mølle Vej i det sydlige Espe.
Politiet har ved 10.45-tiden placeret to mandskabsvogne langs granbevoksningen og spændt et afspærringsbånd ud mellem bilerne. Der er fortsat hunde og betjente i granbvoksningen, som mest af alt er en mindre skov. Den er placeret mellem en gård og et ældre parcelhus.
- Det lader til, at politiet med afspærringen markerer, hvor efterforskningen er koncenteret, fortæller TV 2/Fyns reporter Malte Jørstad og tilføjer, at opbuddet af pressefolk er større end antallet af nysgerrige borgere.
En forbipasserende lokal, der ønsker at være anynom, fortæller, at man oplever politiets tilstedeværelse som voldsomt:
- En, jeg har snakket med, fortæller, at Espe normalt er et sted, man kan gå ganske fredeligt. Sker der noget, kan man bare gå ind i nærmeste hus. Så oplevelsen kommer bag på de fleste, beretter Malte Jørstad.
Der er fem-seks af politiets vogne tilstede i Espe.
Fire-fem knald
Politiet var det meste af fredag aften til stede i Espe, hvor deltagere i en fest i Espe Forsamlinghus blandt andet kunne berette om, at der var hørt fire-fem knald.
Politiet havde afspærret Lydinge Mølle Vej i sydlig retning tæt ved den gård, hvor betjente med hunde afsøger et område med granbevoksning.
Parret på gården fortæller til TV 2's reporter Lennart Sten, at de ikke var hjemme, da politiet fredag stormede gården og sprængte en dør ind til huset. De har ligesom alle andre heller ikke fået en forklaring på, hvad aktionen i Espe går ud på.
Ordensmagten er tavs
Fyns Politi vil ikke udtale sig om sagen og henviser til Københavns Politi, som lørdag morgen skrev følgende på Twitter:
"I forlængelse af gårsdagens store politioperation er vi i i gang med efterforskningen. Vi forventer ikke at kunne sige mere foreløbigt, men melder ud, når der er nyt om sagen".
Det er således fortsat mørkelagt, hvad den landsdækkende politiaktion går ud på.