- Jeg har det sådan set af helvede til. Men jeg har prøvet det før, så jeg ved, at jeg får det bedre.
Troels Trier, 84-årig multikunstner, mistede i januar sin kone gennem 42 år, Rebecca Brüel. De to kørte i alle årene et tæt parløb som kunstnere med et hav af koncerter og optrædener, og sammen flyttede de til Fyn i 1990. Her fra øen i midten kunne de snildt køre land og rige rundt med deres gakkede shows.
- Vi havde et fantastisk parløb, for vi supplerede hinanden så godt. Musikalsk kan man ikke ligefrem kalde mig, jeg interesserede mig mere for teksterne, men Rebecca lavede nogle fantastiske melodier. Vi havde det så sjovt med alle vores shows, hvor vi fyldte kæmpe sale eller til vores bodegashows, hvor vi var lige så påvirkede som publikum, og de var altså stinkende berusede. Det var utroligt sjovt.
Parret var sammen om alt, grinede meget, elskede endnu mere. Nu er Troels Trier alene på landstedet ved Ladby udenfor Kerteminde. Hver morgen står han op klokken 4 og går ud i sit atelier for at male. Det holder ham i live.
Troels døde - og genopstod
Parret havde ellers troet, at Troels Trier ville dø først, da han er 12 år ældre end Rebecca Brüel. Det kunne også været gået sådan, for i sommeren 2022 døde Troels Trier. Alle prøver det, men de færreste overlever det, som Troels Trier selv siger.
- Det var en interessant oplevelse. Jeg fik symptomer på en blodprop og blev indlagt på OUH. Om natten sov jeg og oplevede derfor ikke ikke, at mit hjerte stoppede. De fik mig i gang igen, og med et par brækkede ribben kom jeg i respirator. Men der var altså ikke noget med lys for enden af tunnelen eller astrallegemer. Jeg havde det bare som om, jeg havde sovet skidegodt!
Rebecca
Troels Trier kom ovenpå igen, og parret fortsatte deres liv på gården, hvor hverdagen stadig var fuld af kunst og musik. Hver dag tegnede og malede Troels Trier, og Rebecca Brüel hjalp med at sælge, for det gik - og går - strygende med at afsætte de små og store malerier og tegninger. Koncerterne var dog lagt på hylden, for Rebecca Brüel led af voldsom åreforkalkning. Til sidst kunne lægerne ikke gøre mere.
- Jeg gik derhjemme og gjorde klar til, at Rebecca skulle komme hjem fra sygehuset. Men så døde hun. 17. januar 2024. På min fødselsdag. Jeg har altid haft svært ved at huske min fødselsdag, men den her husker jeg.
Det er ikke første gang, Troels Trier mister en ægtefælle. I sine tyvere oplevede han store tab.
- Min første kone døde efter at have ligget længe i koma efter et trafikuheld. Min næste kone druknede sammen med vores datter. Så jeg har erfaringer med mig derfra, som gør, at det er nemmere for mig at miste, end det ville have været for Rebecca.
En ny mening
De seneste måneder har Troels Trier skullet finde et nyt ståsted efter de mange år med Rebecca Brüel ved sin side hver dag.
- Vores liv sammen var meget meningsfuldt med mange projekter og oplever. Det er meget mærkeligt at opleve, at når den ene part af ligningen falder ud, så føles det en smule meningsløst. Det må jeg sige. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt at finde et nyt fællesskab med ny mening.
- Sådan kom jeg videre efter de første dødsfald. Jeg skiftede retning fra billedkunst til keramik og siden hen til politisk kunst. Det gælder om at finde noget meningsfuldt. Ellers er der risiko for, at den overlevende ægtefælle også selv dør kort efter.
En af krogene til at holde fast i livet og hverdagen er kunsten. Hver eneste morgen står Troels Trier tidligt op og tøffer over gårdspladsen til sit atelier. Her venter pen og papir, lærred og maling. Og så går han i gang med at lave de store og især små billeder, som han sælger en lind strøm af hver uge.
- Jeg er privilegeret som kunstner, for jeg har mulighed for at bevæge mig over i en anden virkelighed, hvor jeg får en pause fra det sørgelige. Det er lidt som meditation, hvor det gælder om at give slip på virkeligheden som den er og træde over i en parallel virkelighed. Sådan har jeg det, når jeg maler og spiller koncert. Måske ville det være det samme, hvis man var revisor og havde et særligt svært regneskab.
Tilbage på scenen
Kort efter Rebecca Brüels død begyndte Troels Trier igen at afholde koncerter. Han er nu alene på scenen med sit keyboard og alle sangene og anekdoterne fra parrets kæmpe bagkatalog. Han gør det for at hylde Rebecca Brüel og holde deres musik i live. Og fordi det er skidehyggeligt.
- Det er et sjovt publikum, for de fleste af mine jævnaldrende er på vej på plejehjem, men så kommer deres børn, som har taget skade i barndommen af at høre Røde Mor og Rebeccas og mine ting. Det er en stor oplevelse for mig, jeg er utroligt glad for det. Det viser, at vores ting har fungeret og stadig fungerer live. Det betyder meget for mig.
At Troels Trier har både koncerterne og sine malerier er afgørende for hans overlevelse. At komme ud i atelieret tidligt om morgenen er lige så vigtigt som at trække vejret. Han længes efter det og savner det, når han ikke kan gøre det
- Ellers vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det er en alvorlig sag at blive alene efter så mange år. Så mit arbejde herude får tanker på afstand af det sørgelige. Men hun er med mig hver dag, for alt, hvad jeg kigger på her omkring mig, har hun været med i.
Sammen i kemikalierne
Rebecca Brüels aske er spredt over Kertinge Nord, hvor parret ofte kørte ned og fik deres sundowner og så solen gå ned.
- Der kører jeg ned en gang om dagen og sidder og kigger lidt. Det er meget tilfredsstillende. Der skal jeg også spredes ud engang. Så kan vi i hvert fald være sammen, hvad vores kemikalier angår.
Der er ikke 50 år tilbage at leve i for Troels Trier, og det gør ikke noget.
- Fremtiden er til at overskue, og det er helt rart at tænke på. Det sidste der skete her med Rebecca har gjort, at jeg føler mig lige så gammel som jeg er. Eller har jeg altid følt mig meget barnlig, men det er ved at være et overstået stadie.
Sorgen giver dog plads til strejf af håbefuldhed:
- Jeg er meget taknemmelig for mine børn og børnebørn. Og i den kommende tid ser jeg frem til at kunne lave tusindvis af billeder. Og jeg ser frem til, at min have bliver helt fantastisk. Som den franske filosof Decartes sagde: Når man bliver gammel, skal man passe sin have. Det har jeg tænkt mig at gøre.
