Lars Høgh og Michael Falch: - Vi sender masser af penge til kræftforskning

Lars Høgh og Michael Falch fortæller i et interview med TV 2 Fyn, hvordan de allerede nu kan slå fast, at der bliver sendt mange penge af sted til kræftforskning efter weekendens musikfestival.

Fredag er første dag på den længe udsolgte Nu Festival på Lundsgaard Gods, og det er fodboldlegenden Lars Høgh og musikeren Michael Falch, der står bag.

- Al overskuddet går direkte til specifik forskning. Det er en vigtig ting, men det skal ikke fylde hele festivalen, siger Michael Falch.

- Vi kan ikke sætte beløb på nu, men vi kommer til at sende mange penge af sted, forsikrer Lars Høgh.

Hvilke overraskelser er der?

Poul Krebs, Hjalmer og Mads Langer er blot nogle af de kunstnere, der i løbet af weekenden vil lægge vejen forbi festivalpladsen.

Lars Høgh og Michael Falch lover, at publikum får ekstra overraskelser i løbet af weekenden.

Om det betyder, at man får den tidligere OB-målmand at se på scenen, vides endnu ikke.

- Mange ved nok ikke om Lars Høgh, at han er musiker. Han kunne lige så godt være blevet professionel musiker som fodboldspiller, siger Michael Falch.

- Jeg har et stort hjerte for musik. Det er så fedt at komme herned til Lundsgaard, som er en ukendt perle. Kommer du fra Odense, er du sgu ikke klar over, at der er sådan et kultursted, tilføjer OB-legenden.

Ikke kun musik - også fodbold

Det kan også være, at fodboldinteresserede kan se frem til en overraskelse.

- Der bliver en del fodbold i det her, som man ikke er klar over, teaser Lars Høgh.

Lars Høgh har i flere år kæmpet mod kræft, og selv om det i en længere periode er gået godt, måtte den tidligere OB-målmand og nuværende målmandstræner i sidste uge melde afbud til fodboldlandsholdets VM-kvalifikationskampe på grund af et tilbagefald.

Nu Festival foregår på Lundsgaard Gods fredag og lørdag. Journalistparret Josefine Høgh fra DR og Lasse Sjørslev fra TV 2 er værter.

De næste dage vil vise, hvad gæsterne på den længe udsolgte festival får, og hvor mange penge der går til kræftforskning, når overskuddet er gjort op. 

Du kan se hele TV 2 Fyns interview med Lars Høgh og Michael Falch herunder:


Se hele interviewet.
Fotograf: Fotograf: Alexander Aagaard

Oversigt

    Oversigt