9-årige Anna sælger perleplader: - Hun gør det jo bare for at hjælpe

Ni-årige Anna Hjarsbæk Hansen fra Brylle sælger sine egne perleplader for at knække cancer. Og perlerne bliver revet væk.

Opdateret med ny video fra Dagli Brugsen.

Da Anna Hjarsbæk Hansen sidste år så det store Knæk Cancer-show, hvor en pige ringede ind og donerede en del penge, lovede Anna sig selv, at det ville hun også. 

- Så vi måtte finde på noget, som hun er god til, fortæller Annas mor,  Majbritt Hjarsbæk Hansen, til TV 2/FYN. 

Og det blev perleplader, som Anna sælger for 20 kroner stykket. 

Anna er jo lidt genert
- Hun har produceret i stor stil. Hendes drøm var at samle 1.000 kroner ind, men det har bare grebet om sig. Nu er hun oppe på 2.500 kroner. 

- Det er rigtig flot - og vi er da rigtig stolte af hende. Hun er jo lidt genert og ikke meget for rampelyset, men hun gør det jo bare for at hjælpe andre, fortæller Majbritt Hjarsbæk Hansen.

Sælger perleplader i Brugsen 
Og fredag eftermiddag har Dagli'Brugsen i Brylle inviteret Anna ind, hvor hun sælger sine perleplader.

Knoklet med perler hele aftenen
- Hun havde næsten helt udsolgt inden, så hun har siddet hele aftenen og med lidt hjælp fra bedsteforældre og hendes to mindre søstre har hun fået lavet 70-80 perleplader. 

Anna sælger sine perleplader i Brylle mellem klokken 14.30 og 16.30. Pengene går ubeskåret til Knæk Cancer, hvor Anna vil ringe ind til Knæk Cancer-showet lørdag. 

I videoen under er Anna i gang med at sælge. I alt blev det til 4.353,50 kroner. Et lokalt firma vil fordoble det beløb - så i alt får Knæk Cancer 8.707 kroner fra den niårige Brylle-pige. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt