Alkoholiker sendt i praktik – på værtshus
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Jan Evers blev sendt i et 13 uger langt udviklingsforløb på et værtshus, hvor han skulle servere øl, selv om han har et mangeårigt alkoholmisbrug bag sig.
49-årige Jan Evers er alkoholiker og var i ti år på kontanthjælp. Efter et behandlingsforløb stoppede han helt med at drikke, og i håb om at få ham ud på arbejdsmarkedet igen, sendte jobcentret i Odense Kommune ham på et 13 uger langt udviklingsforløb på værtshuset Corner i Odense.
- Hvordan skal jeg stoppe mit alkoholforbrug, når de sender mig på et værtshus, spørger Jan Evers undrende.
Fortæl din historie: - Jeg kunne ingenting på grund af smerter
De seneste ugers dækning af ressourceforløb har fået mange til at kontakte TV 2/FYN med deres historier. Nu kan du også fortælle din.
De seneste to uger har TV 2/FYN sat fokus på de ressource- og jobafklaringsforløb, som kommunerne laver for sygemeldte borgere med henblik på at få dem i job. Og det har betydet, at mange borgere har henvendt sig til TV 2/FYN med deres sag.
Anledningen til TV 2/FYNs dækning af ressourceforløb er, at beskæftigelsesministeren netop har sendt en vejledning ud til kommunerne, hvor det blandt andet blev indskærpet for kommunerne, at ressourceforløb skal give mening for borgerne, og at ressourceforløbene ikke må gøre borgernes helbred dårligere.
I de to uger vi har bragt indslag om emnet, har vi fået talrige henvendelser fra borgere, der har oplevet problemer med at være i ressource- eller jobafklaringsforløb.
Kommunen føltes som modspiller
I TV 2/FYNs dækning af ressourceforløb har du blandt andet kunnet møde Lone Nielsen, Kirsten Felin og Ask Brømsøe. Fælles for dem alle er, at de føler, at kommunen mere er modspiller end medspiller.
Både Kirsten og Lone har kæmpet i flere år for at få deres sag afsluttet, mens det fornylig lykkedes Ask Brømsøe at få tilkendt en førtidspension efter, at hans fagforening gik ind i sagen, og han fik hjælp af både en privat socialrådgiver og en advokat.
- Jeg kunne jo ingenting på grund af smerter. Det er den eneste udvej, jeg har kunnet se. Jeg ville hellere end gerne have arbejdet, hvis jeg kunne. Det har jeg jo altid gjort, siger Ask Brømsøe.
Efter TV 2/FYNs dækning af sagerne om kommunernes håndtering af ressourceforløb har flere folketingspolitikere stillet spørgsmål til beskæftigelsesministeren om, hvad han vil gøre for, at kommunerne i endnu højere grad lever op til den udsendte vejledning og reglerne i lovgivningen, og her understregede ministeren endnu engang, at kommunerne skal leve op til reglerne.
TV 2/FYN vil i fremtiden følge området tæt og fortælle, når der er nyt på området. Indtil da er du velkommen til at dele din historie i kommentarfeltet under artiklen.
- Det er grotesk. Først skal jeg være alkoholfri, og så sender de mig i praktik på et værtshus, siger Jan Evers til TV 2/FYN.
Svigerinde: Det må simpelthen stoppe
Jan Evers er uddannet tjener. I ti år har hans svigerinde, Else Bjerring, forsøgt at få ham på benene igen med et arbejde og et liv uden alkohol. Hun er urolig for hans ve og vel, når kommunen tilbyder job på et værthus til en alkoholiker, hvor han skal servere bajere, sodavand og kaffe.
- Det må simpelthen stoppe nu. Jeg er faktisk rigtig bange for, at Jan dør. Han dør simpelthen af det her, siger Else Bjerring.
På grund af alkoholmisbruget har Jan Evers skader flere steder på kroppen - betændelse i bugspytkirtlen, skrumpelever, skæv ryg, slidgigt, nervebetændelse, psoriasis, skrumpning af store- og lillehjernen, smerter i lænd, hofter og skuldre. Det fremgår af hans journal.
I Odense Kommune afviser man, at Jan Evers er blevet tvunget i det 13 uger lange udviklingsforløb på værtshuset.
- Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag, men kun sige, at pratikken er sket i samarbejde med borgeren, da Odense Kommune ikke sender folk ud i tvungen praktik, siger Søren Thorsager, der er rehabiliteringschef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Jan Evers siger til TV 2/FYN, at han har givet udtryk for over for sagsbehandleren, at han ikke ønskede at skulle i praktik et sted, hvor der serveres alkohol. Søren Thorsager er overordnet set enig i, at det ikke er meningen, at borgere skal i et udviklingsforløb et sted, hvor de risikerer at blive syge.
- Det giver ingen mening at sende borgere ud i praktik, som de bliver syge af. Det gælder i denne sag og alle andre sager. Vores opgave er at finde ud af, hvad man kan bidrage med på arbejdsmarkedet og få det prøvet af, forklarer Søren Thorsager.
Han ønsker en dialog med Jan Evers for at finde ud af, hvad der er gået galt.
Inden Jan Evers kom i et behandlingsforløb, drak han omkring 30 øl om dagen. Selv om han tidligere har været stoppet helt med alkoholmisbruget, er han begyndt at drikke igen og drikker omkring seks øl dagen, fortæller han.