DR fjerner program efter kritik fra Langeland
kopieret!
DR har lørdag fjernet hele programserien Røverkøb i Provinsen fra mediets platform DR TV, efter et par på Langeland som medvirkede i afsnit seks rettede kritik af produktionen i Avisen Danmark og Fyns Amts Avis.
- Vi er blevet bekendt med, at der er en fejl i afsnit 6 'En kunstnerbolig på Langeland'. Derfor har vi midlertidigt afpubliceret hele serien for at afdække om sagen er isoleret til det ene program eller har et større omfang, fremgår det på DR TV, hvor der også henvises til DR’s etiske retningslinjer.
Parret Kamilla Herskind og Jonas Balsløv fortæller Fyns Amtsavis og Avisen Danmark, at det i programmet ligner, at produktionen finder huset på Langeland, som de ender med at købe. Det er dog løgn, siger de.
- Det er direkte løgn, at de har fundet huset til os. Og vi er kede af, at det bliver portrætteret sådan. Vi havde en kamp for at finde huset og sætte det hele i stand, og det var på et hængende hår, at vi overhovedet fik det. Produktionen havde lovet os, at de ville fortælle historien som den var, siger de.
TV 2 Fyn spurgt DR hvordan de forholder sig til kritikken.
- Formålet med serien ’Røverkøb i provinsen’ er at vise de mange muligheder, der er for at finde en drømmebolig rundt omkring i landet og den efterfølgende proces med at gøre drømmen til virkelighed. Vi er blevet bekendt med, at der er en fejl i afsnit seks ’En kunstnerbolig på Langeland’. Derfor har vi midlertidigt afpubliceret hele serien for at afdække om sagen er isoleret til det ene afsnit eller har et større omfang, siger programchef Anne Galichs.