Personaleflugt efter besparelser: Langelands plan for hjemmeplejen er urealistisk, mener FOA

Hjemmeplejen på Langeland mærker allerede de store besparelser på ældreområdet. Mandag stiger SOSU-assistenter på cyklerne, i deres nye funktion hos hjemmeplejen.

Det er fagligheden, der er på spil, når ansatte i Langelands Kommunes hjemmepleje går på arbejde. 

Det mener i hvert fald FOA, som gang på gang har rejst det røde flag, i forhold til hvordan Langelands Kommune implementerer besparelser på ældreområdet.

- Jeg har set en køreseddel for et af vores medlemmer. Hun havde morgenmøde fra 7 til 7.20, men allerede klokken 7.20 skulle hun være på to adresser. Det næste besøg lå 7 minutter, før hun var sat til at slutte de to forrige. Det er helt grotesk, konstaterer Louise Brandstrup, som er sektorformand hos FOA Sydfyn.

Ifølge hende møder personalet tidligere ind, og bruger enten alle deres pauser, eller dele af dem, på at hente ind på den tid, som de allerede er bagud fra start.

- Det gør, at de er nødt til at gøre besøgene både kortere og dårligere, end den standard de egentlig skal leve op til. Flere af dem lever med frygten for, hvornår de i skyndingen laver en fejl, som gør, at de skal stå skoleret for Styrelsen for Patientsikkerhed. Og det er ikke holdbart, fortsætter Louise Brandstrup.

Mens mange af de besparelser på ældreområdet, som skal sikre Langelands Kommune 30 millioner over en årrække, allerede er implementeret, får SOSU-assistenter flere af dem at mærke på mandag.

De er nemlig blevet omplaceret til et team ved hjemmeplejen og skal fremover cykle mange kilometer dagligt på elcykler hen til deres opgaver. Bilerne skal nemlig sælges for at spare flere penge.

- Folk søger væk derfra. Tillidsfolk på øen fortæller mig, at det er månedligt, at folk siger op. Selv tillidsfolk har trukket sig, fordi de ikke kan være med til det længere. Og det med cyklerne afføder nogle meget ærgerlige konsekvenser, forklarer sektorformanden ved FOA.

For det første er det nemlig begrænset, hvor mange remedier hjemmeplejerne kan have med på cyklerne. Og så bliver der markant længere ventetid på at få en lift frem, når borgere er faldet og skal hjælpes op.

Louise Brandstrup, som er  sektorformand hos FOA Sydfyn, mener at besparelserne bliver indført hen over hovedet på medarbejdere.
Louise Brandstrup, som er sektorformand hos FOA Sydfyn, mener at besparelserne bliver indført hen over hovedet på medarbejdere.
Foto: Peter Krogh Frausing

Trang økonomi

Winni Kielstrup Hansen (SF), som er formand for Langeland Kommunes Ældre- og Sundhedsudvalg og har været med til at træffe beslutningen om besparelserne, lægger ikke skjul på, at hun heller ikke er begejstret for det reducerede serviceniveau.

- Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at en lille kommune som vores skal spare så mange penge. Men når det er sagt, ved vi fra en rapport, vi fik udarbejdet af BDO, at serviceniveauet i vores hjemmepleje var blandt de højeste i landet, forklarer hun.

Men hun er samtidig opmærksom på, at hjemmehjælperne løber stærkere nu, og at det i sammenhæng med højt sygefravær blandt personalet kan være en giftig cocktail. Der er bare ikke noget at gøre ved det lige nu.

- Jeg kan godt genkende billedet af, at det er månedligt, der kommer opsigelser i hjemmeplejegrupperne. Det er samtidig svært at rekruttere midt i den omstilling, vi har gang i og med vores geografiske position, siger udvalgsformanden.

Kommunen har ikke penge til at give en ekstrabevilling til området, for som en af de eneste kommuner i landet har Langeland en negativ kassebeholdning. Det vil sige, at når der skal udbetales løn, er det fra kassekreditten det foregår.

Op på jernhesten

Hvorvidt det er realistisk, at hjemmeplejen skal cykle på udvalgte ruter i Humble, Tullebølle og Lohals bliver Winni Kielstrup Hansen (SF) og Louise Brandstrup nok ikke enige om foreløbigt.

Om det er hensigtsmæssigt eller ej, er det fastlagt at SOSU-assisteterne må op på elcyklen fra mandag.
Om det er hensigtsmæssigt eller ej, er det fastlagt at SOSU-assisteterne må op på elcyklen fra mandag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er ikke noget, der holder Winni Kielstrup Hansen søvnløs om natten, da ruterne foregår i områder, hvor det er besværligt at komme rundt i bil. Desuden peger hun på, at det i rekrutteringsøjemed er en fordel, da flere ansøgere ikke har kørekort.

Derimod fortæller FOA's Louise Brandstrup, at befolkningstætheden i områderne taler imod det, og at flere af fagforeningens medlemmer er bekymrede for, at de ikke kan have det vanlige udstyr med på cyklen.

Sagaen om besparelserne er ikke slut endnu, når SOSU-assistenterne sætter sig op på cyklen mandag. For FOA har længe forsøgt at mægle med kommunen gennem diplomatiske veje. Fagforeningen har imidlertid taget sagen et skridt videre og indbragt den for Ældreministeren, da den mener, at besparelserne kan være i strid med serviceloven.

Derudover overvejes det, om Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed også skal inddrages, når det kommer til urealistiske køreplaner, fortæller Louise Brandstrup.

Oversigt

    Oversigt