Vild video viser politibil køre galt tæt ved legeplads i heftig biljagt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flugtbilist inde i centrum af Rudkøbing var tæt på at snyde to politibiler i manøvre, der sendte farlig biljagt ind i Ørstedsparken, inden den sluttede ved forsamlingshus, da politibil kørte galt.
Sjældne billeder fanget fra luften af en lokal dronefotograf viser, hvad der skete, da en heftig biljagt natten til mandag udspillede sig i Rudkøbings gader.
I omkring en halv time jagtede betjente fra Fyns Politi føreren af en personbil, der nægtede at standse. Og nu viser en vild dronevideo, hvordan den potentielt farlige jagt udspillede sig.
Optagelserne viser blandt andet, at patruljebilen jagtede flugtbilisten helt inde i de små gader i centrum af byen, blandt andet op ad Ramsherred op mod H.C. Ørsteds fødested og forbi Torvet i Rudkøbing.
Jagten bragte også efter de to biler forbi Rudkøbing Havn, og billederne viser, at jagten skete få meter fra kanten til havnebassinet.
Biljagten tog omkring 30 minutter, og kort før den sluttede, nåede flugtbilisten at svinge op ad byens handelsgade Østergade.
Kort før jagten endte, tilsluttede endnu en politibil sig eftersættelsen. Om muligt endnu farligere blev det, da flugtbilisten pludselig forlod vejen ved Strandgade og svingede ned ad en lille sti, der fører ned mod H.C. Ørstedsparken, hvor der blandt andet er en legeplads.
På dronevideoen kan man se de to politibiler sætte farten helt ned, da flugten fører bilerne ned til parken.
Jagten endte kort tid efter, da de to patruljebiler indhentede bilen ved et sving ned mod forsamlingshuset Ørstedspavillonen. På siden af forsamlingshuset mistede føreren herredømmet over køretøjet, og i samme moment ses det på videoen, at den ene politibil kører ind i en husmur. Det skete få meter fra Ørstedparkens Legeplads.
En betjent kom til lettere til skade.
Føreren af bilen, som er en mand på 20 år, er nu anholdt og sigtet for en lang række forseelser, oplyser Fyns Politi.
Hektisk biljagt varede i 30 minutter
En længere biljagt udspillede sig i nat i gaderne i og omkring Rudkøbing på Langeland. Jagten startede omkring klokken et natten til mandag.
- Vi eftersætter en bil, som ikke vil stoppe, siger Mads Boel, som er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi.
Biljagten varer derefter omkring 30 minutter, hvor politiet jagter bilen rundt i Rudkøbing og omegn.
Under jagten kører føreren blandt andet alt for tæt på noget vejarbejde. Derudover sker der ifølge politiet flere vigepligtsforseelser. En betjent kommer desuden lettere til skade.
- En af vores betjente kom lettere til skade i forbindelse med det, men ikke noget alvorligt, siger Mads Boel.
Til sidst lykkes det betjentene at anholde føreren, som er en 20-årig mand. Derudover var der en anden person til stede i bilen.
- Sagen er stadig under efterforskning, så vi kan ikke sige endnu, hvor mange forseelser der er tale om, men der er en hel del, siger Mads Boel.