Menneskers personlige erfaringer med sundhed og sygdom kan have stor værdi, ikke mindst, når erfaringerne omsættes til videnskabelig forskning.
Hvis erfaringerne samtidig kombineres med fordybelse i litteratur, så kan det få ekstra stor betydning.
Det er den grundlæggende tanke bag et nyt forskningsprojekt, som gennemføres i samarbejde mellem Syddansk Universitet og TV 2/Fyn. Projektet er en slags borgerforskning, også kaldet "Citizen Science".
- Dette er en oplagt mulighed for at deltage i forskning med en stærk borgerinddragelse. Vi glæder os over muligheden for også at kunne bidrage med innovativ formidling, siger Martin Mulvad Ernst, fagredaktør for kultur og folketjeneste på TV 2/Fyn.
Ny viden
Projektet har fået titlen "Litteraturen rykker ud", og det kommer til at omfatte to skriveværksteder, en blog på TV 2/Fyn, og en høring med vidensopsamling og debat.
Borgerforskningsprojektet skal efter planen munde ud i ny viden og forskningspublikationer, som et relevant bidrag til forskningen omkring såkaldt "narrativ medicin".
Eftertanke og perspektiv
Fagfeltet narrativ medicin beskæftiger sig blandt andet med at flytte behandlerens og borgerens opfattelse af sygdom og sundhed. Det er første gang, der laves et større forsøg inden for feltet.
- Læsning giver os et rum for eftertanke og perspektivering af vores livserfaringer, fortæller Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på Syddansk Universitet.
- Skriveværkstederne handler ikke om vores egne personlige erfaringer med sygdom, men om vores erfaringer med at læse og det perspektiv, som læsning kan give i forhold til sundhed, siger hun.
Mød forfattere
Første skriveværksted afholdes på Odense Universitetshospital, og er rettet mod hospitalets personale. Værkstedet afvikles som en workshop, hvor deltagerne kommer til at arbejde sammen med litteraturprofessor Anne-Marie Mai og Iben Engelhardt Andersen fra Syddansk Universitet, samt de to danske forfattere Klaus Lynggaard og Caroline Albertine Minor.
Andet skriveværksted finder sted på Sanderumgård ved Davinde, og dette værksted er åbent for alle interesserede. Her vil deltagerne møde komme til at møde forfatterne Kristina Nye Glaffey og Rolf Sparre.