18-årige Anna går i mors fodspor ind i politik:
- Hun er mit største idol
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Anna Poulsen Broen håber på at blive det yngste byrådsmedlem i Middelfart efter valget. Ligesom sin mor forsøger hun sig nu i politik i en tidlig alder.
Rundt om halsen bærer Anna Poulsen Broen altid en snor med en perle i grønne nuancer. Den har hun fået af sin mor.
- Min mor er min bedste ven, mit idol og min største inspiration, siger den 18-årige byrådskandidat, der nu kaster sig ind i kommunalpolitik for SF i Middelfart.
Det samme gjorde Annas mor, Helle Broen, da hun kun var 18 år gammel. Det var dog i barndomsbyen Hornslet.
- Æblet falder ikke langt fra stammen, siger Anna Poulsen Broen og griner.
- Jeg kan godt genkende engagementet og gejsten, siger den stolte mor.
Flere unge i kommunalpolitik
Halskæden skiller sig ud ifølge den unge byrådskandidat. Derfor minder den også Anna Poulsen Broen om, hvor vigtigt det er for hende at turde at være anderledes.
- De fleste 18-årige unge tør ikke stille op i kommunalpolitik, siger hun.
Anna Poulsen Broen har oplevet, at der kan være en hård tone i debatten. Da hun meldte sit kandidatur, mødte hun en del kritik.
- Kommentarsporet var fyldt med negative og sexistiske kommentarer. Folk mente, at jeg skulle ud på arbejdsmarkedet og have mere erfaring, før jeg går ind i politik, siger hun.
Men det gav blot Anna Poulsen Broen mere blod på tanden. Hun mener, at byrådet er for ensidigt og skal repræsentere alle borgere.
- Selvfølgelig har jeg ikke meget arbejdsmarkedserfaring, men jeg har erfaring med at være ung. Og det er også vigtigt, siger hun.
I Middelfart byråd er der ikke ét medlem under 40 år, og kun fem ud af de i alt 25 medlemmer er kvinder. Men det vil Anna Poulsen Broen altså lave om på.
- Der mangler unge i politik – især i kommunalpolitik. Men der mangler også kvinder, så jeg føler lidt en forpligtelse til at gå ind i det, når jeg gerne vil have ting ændret.
7-9-13
Halskæden, hun fik af sin mor, har hun medbragt til et af de mange arrangementer, man kan opleve på Kulturøen til valgfolkefest i Middelfart.
På Den Lille Scene i caféen kan de mere ukendte kandidater, der står længere nede på listen, nemlig få taletid. Og som nummer fem ud af i alt syv kandidater fra SF er den 18-årige byrådskandidat altså inviteret op for at fortælle om, hvad hun står for.
- Mine mærkesager er klima og miljø, "Respekt og Ansvar" på skoleskemaet og kulturliv for unge.
Spørger man ind til den unge kandidats chancer for at få en plads i byrådet, er der masser af optimisme at spore, selvom hun er nummer fem på listen, og SF altså kun har én plads i byrådet på nuværende tidspunkt.
- Jeg håber på at springe listen og satser på, at unge her i Middelfart Kommune har min ryg. Det er tid til forandring, siger hun.