Julemanden snød Amalie for 300 kroner og skuffede hendes børn - sådan undgår du jule-fup
kopieret!
Julen er hjerternes – og svindlernes – fest.
I 2023 blev flere fynske familier således snydt for både penge og julemandsbesøg.
En af de svindlede var Amalie Pedersen, som meldte sig ind i facebookgruppen Find din Julemand i håb om at gøre netop det; komme i kontakt med en rar, troværdig mand i rød jakke og hvidt skæg, som ville slå vej forbi hjemmet i Langeskov og overraske hendes to børn.
Men allerede i ugen op til juleaften begyndte rygterne at svirre i gruppen; der var ikke rent mel i alle juleposer.
Samtidig begyndte den julemand, Amalie Pedersen havde lavet en aftale med, at opføre sig underligt.
- En dag skriver han, at han har fået mange henvendelser, men også mange aflysninger, og derfor ville han gerne bede om et depositum.
Derfra tog det en ubehagelig drejning.
Brændt af på juleaftensdag
Amalie Pedersen og hendes mand endte med at overføre 300 kroner til manden. Da pengene var overført, svandt kommunikationen ind.
- I bagklogskabens lys var det naivt, når vi ikke kendte mere til ham, men vi var jo bare godtroende forældre, der ønskede at give vores børn en magisk jul.
Og så - klokken 16.30 den 24. december - kom den endelige aflysning.
Derefter forsvandt mandens facebookprofil, og det telefonnummer, han brugte, var pludselig deaktiveret, fortæller Amalie Pedersen.
Pengene fik hun aldrig retur, men det var heller ikke det vigtigste.
- Jeg blev megaramt. Det var ikke pengene, det handlede om, men det at blive snydt for noget, jeg skulle have glædet mine børn med.
Julemandens råd til at undgå svindel
Hos Dansk Julemandslaug er de bekendte med, at nogle kan finde på at snyde i julemandens navn.
- Vi tager stærkt afstand fra den slags. Vi mener, at en julemand skal være en glædegiver. Det er, hvad julen drejer sig om. Det er et af de vigtigste aspekter ved at være julemand, lyder det fra foreningens oldermand Henrik Krisitiansen.
Dansk Julemandslaug er en samling af professionelle julemænd, der hvert år bliver hyret til arrangementer og private julebesøg.
Henrik Kristiansen kommer nu med råd til, hvordan danskerne undgår at blive snydt på den store dag.
Et af dem er at få julemanden til at verificere sig med et billede og undersøge hans facebookprofil.
- På den måde kan du sikre, at det er en ægte profil, og at personen står ved, at de er julemand. De, jeg kender til, gør det tydeligt på deres profil, at de brænder for rollen som julemand.