Bilejer blev sparket i hovedet: To 16-årige får fængselsstraffe

To 16-årige skal henholdsvis seks og ni måneder i fængsel efter to voldsepisoder, der udspillede sig i maj i Rudkøbing på Langeland.

En bilejer i Rudkøbing opdagede en aften i maj, at tre unge mænd var trådt op på hans bil. Da han bad dem træde ned, gik de til angreb på ham og uddelte både slag og spark

Episoden, der udspillede sig den 20. maj, har nu ført til, at to 16-årige fra henholdsvis Vordingborg og Langeland har fået fængelsstraffe på seks og ni måneder.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi. 

En 18-årig mand fra Langeland, der også deltog i overfaldet, er ligeledes kendt skyldig, men retten afventer en mentalundersøgelse, der skal afgøre, om han skal have fængelsstraf eller en behandlingsdom.

Tidligere straffet

Manden fra Vordingborg har modtaget sin dom på seks måneder.

Den anden 16-årige  har udbedt sig betænkningstid, men endnu ikke anket dommen på ni måneder. 

Årsagen til, at den 16-årige fra Langeland får en længere straf, er, at han er straffet for vold to gange tidligere, og at han begik kriminalitet i sin såkaldte prøvetid.

Den 16-årige fra Langeland har været varetægtsfængslet siden 27. maj og vil fortsat være varetægtsfængslet. Manden fra Vordingborg er løsladt, men vil snart blive indkaldt til afsoning.

Den 18-årige har været varetægtsfængslet siden 21. maj, men er nu løsladt og vil være det indtil en eventuel fængselsdom. 

Vidne blev slået ned

Bilejeren var ikke det eneste offer for de tre unge mænd på maj-aftenen.

Efter den første voldsepisode gik de tre mænd fra stedet mod Ørstedsparken i Rudkøbing. Nogle vidner til episoden holdt et øje på, hvor mændene gik henad.

Kort tid efter vendte de tre unge mænd dog tilbage til gerningsstedet og slog et af vidnerne ned. Manden, der blev slået ned, forklarede i retten, at han ikke husker andet end at være blevet slået ned.

Derfor har det ifølge anklager Brian Dybdahl været en stor hjælp, at flere udenforstående vidner stod frem i retten for at klarlægge, hvad der skete på aftenen. 

- Uden forklaringerne fra de udenforstående, havde det været svært at belyse, hvad der skete, da det ene af ofrene intet husker, og den anden holdt hænderne foran sit ansigt for at beskytte det, siger han. 

Oversigt

    Oversigt