I 2025 skal der være tre broer over Lillebælt. Sådan lyder ønsket fra blandt andre Middelfart-borgmester og næstformand i Trekantområdet Danmark Johannes Lundsfryd Jensen (S). Nu viser det sig, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) vil undersøge gevinsterne ved en ny broforbindelse. Det fremgår af en pressemeddelse fra kommunerne i Trekantområdet.
Vi har ikke råd til at vente meget længere med at begynde arbejdet på en ny parallelforbindelse
En tredje bro
I et svar til Borgmestrene i Trekantområdet oplyser transportministeren, at det vil være ”hensigtsmæssigt at gennemføre opdaterede trafikberegninger af en parallel-forbindelse".
Det svar er Johannes Lundsfryd Jensen dog ikke tilfreds med:
- Det er en elegant måde at krybbe uden om den problemstilling, som vi snart kommer til at stå over for, fortæller næstformanden i Trekantområdet Danmark. Han tilføjer:
- Han (transportministeren, red.) har en dagsorden med Kattegatforbindelsen. Så lang tid har vi ikke råd til at vente, mener Johannes Lundsfryd Jensen.
Trængsel indenfor ti år
Prognoser fra Vejdirektoratet viser, at den nye Lillebæltsbro om ti år vil være så trafikeret, at der opstår " kritisk trængsel" på niveau med det man oplever på motorvejen ved Odense i dag. Derfor mener Johannes Lundsfryd Jensen, at man snart skal i gang med de VVM-undersøgelser, der skal gå forud for projekter som en ny bro over Lillebælt.
- Vi har ikke råd til at vente meget længere med at begynde arbejdet på en ny parallelforbindelse. Der går mange år før en ny bro kan stå klar. Hvis vi skal undgå, at Lillebæltsbroen sander til i trafikanter, så skal vi handle nu, fortæller han.
Ifølge Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen er der flere muligheder for at lave en tredje bro over Lillebælt. Alligevel fastholder Middelfart-borgmesteren, at en parallelforbindelse ved siden af den nye Lillebæltsbro er den bedste løsning.
- Det handler om økonomi. De seneste beregninger, jeg har set peger på seks milliarder kroner for en ny parallelforbindelse. Det skal gøres op mod antallet af timer, der på sigt vil blive spildt i kø, lyder det fra Johannes Lundsfryd Jensen.
I løbet af 2019 skal Folketinget ifølge Johannes Lundfryd Jensen blive enig om en ny plan for Danmark infrastruktur. Middelfart-borgmesteren håber, at en tredje Lillebæltsbro bliver en del af den nye plan.