Cirkus i knibe efter ansat stak af med bil
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En nyligt ansat medarbejder fra Rumænien er onsdag stukket af med en varevogn fra Cirkus Trapez, skriver Fyens.dk.
Varevognen har nummerpladen DD68559 og er senest set i Middelfart og Fredericia. Så noget tyder på, at den stadig er i landet, fortæller ejer af cirkusset, Isabella Enoch Sosman, da TV 2 Fyn talte med hende torsdag.
- En anden af vores medarbejdere, som skulle hjælpe ham, ringede til mig og fortalte, at han var blevet sat af i Middelfart med hele læsset af plakater og den campingvogn de havde med. Han talte ikke samme sprog som sin kollega, så han forstod ikke hvorfor han var blevet sat af, fortæller hun.
Fyns Politi leder også efter bilen, efter den torsdag blev meldt stjålet. Tilbage står cirkusejerne med en manglende bil og et hav af plakater, som mangler at blive sat op.
- Min mand kørte til Blokhus og Løkken, hvor vi skal optræde næste gang. Ingen af stederne var der sat plakater op, og det var en grim overraskelse, for det skulle være gjort for længe siden. Så nu har vi knap solgt nogle billetter i forsalget.
En anden varevogn og en bil med trailer er nu sendt til Blokhus og Løkken, hvor de forsøger at sætte så mange plakater op som muligt.
Ser man varevognen kan man kontakte politiet på telefon 114.