Fanget på Fyn: Landmænd får gratis blokvogn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efter flere protester får en gruppe landmænd fra Fyn nu stillet en gratis blokvogn til rådighed af vejdirektoratet.
- I forbindelse med renoveringsarbejdet på Gl. Lillebæltsbroen har Vejdirektoratet besluttet at tilbyde transport med blokvogn over den nye Lillbæltsbro til brede, langsomtkørende køretøjer, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Blokvognen kommer som et kærkomment initiativ efter flere landmænd har protesteret over, at de ikke havde mulighed for at komme over Den Gamle Lillebæltsbro, på grund af vejarbejde, med deres tunge køretøjer.
De tunge køretøjer kunne heller ikke komme over Den Nye Lillebæltsbro, da de kører for langsomt.
Det fik gruppen af landmænd til at skrive til både transportministeren, justitsministeren og erhvervsministeren, da de heller ikke havde mulighed for politieskorte over Den Nye Lillebæltsbro.
- Vi er tilfredse og meget glade for, at Vejdirektoratet har lyttet til vores kritik. Der er dog løsninger, der havde været bedre for både os og Vejdirektoratet selv, fortæller Lars Christiansen fra Roerslevgaard Entreprenør.
Inden trafikken igen åbner for al trafik, må Lars Christiansen nøjes med en blokvogn.
- Tilbuddet om transport med blokvogn træder i stedet for den oprindeligt annoncerede politieskorteløsning, og det vil gælde fra fredag den 29. juli og indtil Gl. Lillebæltsbroen i den første uge af august bliver åbnet for al kørende trafik, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Læs resten af pressemeddelelsen her.
Transporten vil finde sted mellem kl. 10 og 12 og mellem kl. 19 og 21. Det vil foregå mellem Bødkervej nr. 5, 7000 Fredericia, og Vejdirektoratets rasteplads ved motorvejsafkørsel 58b (adgang fra Skovsvinget i Middelfart).
Landmænd eller entreprenører, der har brug for at få transporteret en traktor eller lignende langsomtkørende specialkøretøj over, kan møde op på adressen på Bødkervej i de angivne tidsrum.
Hvis der ønskes kørsel fra Fynssiden, skal der ringes i forvejen på tlf. 20922201.
Hvis en mejetærsker eller andet større køretøj end traktor skal over, skal der ringes mindst 2 timer i forvejen på tlf. 20922201. Da skal størrelse og vægt oplyses, og hvis det drejer sig om en transport bredere end 3,65 m, skal dette ligeledes oplyses i forvejen, så de nødvendige tilladelser kan komme på plads.