Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

78 kontroller mod social dumping uden bøder

Fem gange fra 2020 til 2022 har virksomheder på Nyt OUH haft truslen om store økonomiske bøder hængende over hovedet, fordi de enten ikke kunne dokumentere, at de overholdt danske løn- og arbejdsvilkår eller skatteforhold, eller fordi de rent faktisk overtrådte arbejdsklausulerne i de kontrakter, de har skrevet under på.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemført.

Aktindsigten omfatter 34 kontroller – enten skrivebordskontroller eller pladskontroller omfattende 76 firmaer gennemført af Bureau Veritas.

I 17 tilfælde – altså i 22 procent af tilfældene - er virksomhederne blevet mødt med påkrav om yderligere dokumentation og i fem tilfælde har Veritas truet med dagbøder, fordi firmaerne enten ikke kunne fremskaffe den nødvendige dokumentation inden for de givne frister eller ikke havde bragt forholdene i orden, nemlig at følge danske overenskomster og lovgivning.

TV2 Fyn har haft adgang til to af de fem tilfælde, hvor der først er givet et såkaldt påkrav om at få den nødvendige dokumentation fremsendt til Bureau Veritas, og da dette ikke skete, et dagbodsvarsel om bøder på henholdsvis 522.000 kroner og 1,1 millioner kroner pr. dag, indtil forholdene blev bragt i orden.

Tilfældene er fra 2021 og omfatter i det ene tilfælde en underleverandør, der har arbejdet på byggeriet af behandlings- og sengeafsnit, den såkaldte vidensakse – hovedbygningen - og tre klynger, hvor hospitalsafdelingerne skal holde til.

Efter den første skrivebordskontrol og indkaldelse af dokumentation manglede Bureau Veritas fortsat lønsedler, pensionsoplysninger, feriepenge- og indkomst-oplysninger fra 7 ud af 12 medarbejdere.

Man kunne desuden konstatere, at 7 ud af 12 medarbejdere først fra registreret hos Skat fem måneder efter deres ansættelse, og at de heller ikke var registreret i CPR.

I et andet tilfælde – et uanmeldt byggepladsbesøg - manglende Veritas efter indkaldelse af dokumentation fortsat oplysninger om feriepenge, søgne- helligdagsbetaling, lønsedler og indbetaling til Skat.

I begge tilfælde er sagerne endt uden sanktioner, og det gælder i øvrigt i alle de 17 tilfælde, hvor, der er givet påkrav om dokumentation – herunder også fem tilfælde, hvor der er truet med dagbøder, oplyser jurist Karin Martinsen, chefjurist i økonomi-, og bygningsafdelingen i Region Syddanmark.

Bureau Veritas er nu afløst af revisionsfirmaet BDO.

Veritas havde kontrakt på kontrolopgaven frem til den forventede åbning af Nyt OUH sidste år, men da byggeriet trak ud, blev opgaven sendt i udbud og gik til BDO.