Det fynske bryggeri Indslev Bryggeri er gået konkurs.
Efter flere år med underskud har direktør Anders Busse Rasmussen erkendt, at det lille bryggeri i Indslev tæt på Middelfart må lukke. Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Efter længere tids intens kamp har vi desværre måttet erkende, at det ikke længere er muligt at fortsætte driften af bryggeriet. Det betyder, at vi her til eftermiddag er blevet erklæret konkurs ved skifteretten i Odense, og at der nu er indsat en kurator til at bestyre boet, skriver Anders Busse Rasmussen i en e-mail til bryggeriets aktionærer.
Tidligere på året viste 2017-regnskabet fra Indslev Bryggeri røde tal. Et underskud på 854.000 kroner før skat mod et overskud på 335.000 kroner i 2016 var ikke tilfredsstillende på Vestfyn.
Årets bryggeri i 2012
Brygmester Anders Busse Rasmussen nævnte i sommer øget priskonkurrence i branchen som en væsentlig årsag.
Han håbede dengang på et gennembrud for fadlagret øl, der er bundet mange ressourcer i, og som han også forventede vil få omsætning og indtjeningen til at stige markant. Det er dog ikke lykkedes.
Indslev Bryggeri blev grundlagt i 1897 og genåbnede i 2006 efter mange års lukning. Danske Ølentusiasters medlemmer kårede i 2012 Indslev Bryggeri til Årets danske bryggeri.
Læs hele brevet