Retspsykiatrisk Afdeling Middelfart udvider med 14 døgnpladser, der skal tages i brug fra 1. juli.
Således kommer det samlede antal pladser på afdelingen op på 84.
I den anledning har afdelingen indkaldt borgere til et møde, hvor de kan se afdelingen indefra og få svar på deres spørgsmål.
Initiativet kommer blandt andet efter flere tilfælde, hvor patienter er stukket af fra afdelingen i løbet af de seneste år.
- De situationer vil vi gerne drøfte med borgerne i Middelfart Kommune, så vi kan fortælle om de initiativer, vi har foretaget, fortæller Charlotte Rosenkrantz Josefsen, der er administrerende sygehusdirektør.
- Helt generelt er der styr på vores sikkerhed, men der ér steder, hvor vi kan optimere. Det drejer sig for eksempel om den fysiske sikkerhed, om medarbejdernes ageren og den daglige planlægning. Der har vi blandt andet haft politiet og kriminalforsorgen til at give os sparring på vores praksis.
Charlotte Rosenkrantz Josefsen fortæller som eksempel, at en dør i gårdhaven før åbnede udad, så den kunne sparkes op. Den er nu blevet vendt om, så den åbner indad.
Håber på dialog
Retspsykiatrisk Afdeling Middelfart og Middelfart Kommune har modtaget flere henvendelser fra bekymrede borgere efter episoderne.
- Idéen med borgermødet er at få en dialog med borgerne, og der vil være tid til at stille spørgsmål. Derudover giver vi en rundvisning på afdelingen. Vi er optaget af både at fortælle og betrygge i forhold til, hvad det er for nogle tiltag, vi foretager, forklarer Charlotte Rosenkrantz Josefsen.
Til mødet deltager også repræsentanter fra kriminalforsorgen, politiet, kommunen og regionsrådet.
- Myndighederne er vores tætte samarbejdspartnere, siger Charlotte Rosentkranz Josefsen.
- Langt de fleste retspsykiatriske patienter er ikke indlagt men i et behandlingsforløb. Vi er et hospital og ikke et fængsel. Derfor er det nogle hårfine balancer, vi arbejder med, og der har vi brugt input fra vores samarbejdspartnere til at forbedre vores systemer.
Borgermødet er åbent for alle og begynder klokken 19.00 på Retspsykiatrisk Afdeling Middelfart, Østre Hougvej 70 i Middelfart.